Lyddesign

Gør lyd til din levevej

Lyddesign-2026-UCSYD(11).jpg

Bliv lyddesigner

Lyd er overalt

Lyd vækker dig om morgenen, guider dig i trafikken, skaber stemninger i film og spil og er fundamentet for vores kommunikation. På uddannelsen i lyddesign lærer du at bruge høresansen kreativt og teknisk, så du kan forme oplevelser, fortællinger og funktioner gennem lyd.

Lyddesign-2026-UCSYD(22).jpg

Du arbejder med lyd til blandt andet spillefilm, reklamer, dokumentar, computerspil, apps, radio, teater, elbiler og velfærdsteknologi. Uddannelsen er for dig, der har skarpe ører, passion for musik og lyd og lyst til at omsætte dit talent til en professionel karriere.

Se uddannelsens egen showcase her.

Fakta om lyddesigneruddannelsen

Type

Professionsbachelor

Varighed

3 og 3 mdr.

Beliggenhed

Kolding

Pladser per årgang

45

Praktik

17 uger

Adgangskrav

Bestået optagelsesprøve

En intensiv uddannelse med tæt kontakt til branchen

Du bliver en del af en af Europas mest intensive uddannelser inden for komposition og lyddesign. Undervisningen er tæt koblet til praksis, og du møder undervisere og gæsteoplægsholdere med solid erfaring fra lydbranchen.

Det giver dig et højt og aktuelt fagligt niveau og stærke designkompetencer, så du bliver klar til at arbejde professionelt med lyd i mange forskellige sammenhænge.

Elitesport og uddannelse

Kombinér elitesport med din uddannelse

Dyrker du sport på eliteniveau, kan du få et fleksibelt studieforløb på UC SYD, der tager højde for din sport og din hverdag.

Se dine muligheder som elitesportsudøver

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen til lyddesigner tager 3 år og 3 måneder. Du bliver introduceret til redskabs-, kommunikations- og designfag, der tilsammen giver dig et stærkt fundament for en professionel karriere inden for lyddesign.

Forløbet er overvejende projektbaseret, hvor teori og praksis hele tiden kobles sammen. Hands-on arbejde er et gennemgående fokus, så du udvikler både faglige og metodiske kompetencer gennem konkrete projekter.

Uddannelsen er tæt koblet til praksis. Du møder eksterne undervisere fra branchen, og på 6. semester skal du i praktik i 17 uger. Det giver dig et indgående kendskab til det felt og arbejdsmarked, du senere skal være en del af.

Du kan se projekter, cases, studieliv og undervisning på uddannelsens showcase.

Internationale muligheder

Du kan tage på udveksling til udlandet, for eksempel med Erasmus+ på 4. eller 5. semester. Du kan også tage praktik i udlandet på 6. semester.

Lyddesign-2026-UCSYD(29).jpg

Adgangskrav & optagelse

Ansøgningsfrist

Kvote 2: 15. marts kl. 12

Du kan kun søge ind på uddannelsen via kvote 2. Du søger via optagelse.dk under “videregående uddannelse”. Uddannelsen hedder Professionsbachelor i lyddesign, KOT nr. 51510.

Søg optagelse her

For at søge ind på lyddesignuddannelsen skal du have enten en gymnasial eksamen, en relevant erhvervsuddannelse eller musikalsk grundkursus (MGK).

Du kan også søge ind, hvis dine kvalifikationer efter en individuel kompetencevurdering kan sidestilles med de fastsatte adgangskrav.

Hvis du søger på baggrund af en udenlandsk gymnasial eksamen, skal du have bestået Danskprøve 3 eller kunne dokumentere tilsvarende kundskaber i dansk.

Hvis du ikke opfylder de formelle adgangskrav, kan du søge om individuel kompetencevurdering.

Du søger om optagelse via optagelse.dk senest 15. marts kl. 12.

På optagelse.dk skal du vedlægge eksamensbevis for din adgangsgivende eksamen samt dokumentation for eventuelle beståede uddannelseselementer fra andre videregående uddannelser.

Hvis du søger med særlig tilladelse, skal du vedlægge dokumentation for dispensationsgrundlaget. UC SYD vil også gerne have dit CV.

Når du har søgt, får du besked om at oprette en bruger i nemStudie, hvor du kan følge din ansøgning og se, om der mangler dokumentation.

15. marts kl. 12: Frist for at søge via kvote 2.

16. april 2026: Deadline for den udvidede ansøgning.

17.-20. april 2026: Online 72-timers prøve.

27. maj 2026: Besked i nemStudie om du går videre til optagelsesprøven.

Juni 2026, uge 25 og 26: Optagelsesprøvedage i Kolding.

Senest 1. juli: Besked om du har bestået optagelsesprøven.

28. juli 2026: Besked i nemStudie om du er optaget.

Få et overblik over den samlede optagelsesproces

Du kan søge en standby-plads ved at vælge ja i feltet på optagelse.dk. En standby-plads er en ventelisteplads, hvor du kan blive tilbudt en studieplads, hvis en anden takker nej.

Læs mere om standby og prioritering.

Har du en udenlandsk eller international eksamen, skal du også søge gennem kvote 2 på optagelse.dk. Du skal vedhæfte både originalt eksamensbevis og en oversættelse til et nordisk sprog eller engelsk. Du skal desuden dokumentere dansk på niveau med Prøve i Dansk 3, hvis det er relevant.

Genoptagelse er for dig, der tidligere har været indskrevet på uddannelsen og ikke har bestået første studieår. Her gælder blandt andet 5-månedersreglen.

Genindskrivning er for dig, der tidligere har været indskrevet og har bestået første studieår. I så fald skal du henvende dig til uddannelsen.

Læs mere om genindskrivning her.

Vi optager via optagelsesprøve

Du bliver optaget på lyddesignuddannelsen gennem en optagelsesprøve i to dele. Første del er en udvidet ansøgning, hvor du blandt andet skal sende en skriftlig ansøgning og eksempler på dine produktioner. Den udvidede ansøgning er din mulighed for at vise dine musikalske og kommunikative kompetencer og fortælle om din motivation for at søge uddannelsen. På baggrund af ansøgningerne udvælger vi de ansøgere, der går videre til anden del af optagelsesprøven.

Når du har søgt om optagelse via optagelse.dk, modtager du en mail med specifikke instruktioner til den udvidede ansøgning. Det er vigtigt, at du følger instruktionerne nøje. Du kan også følge status på din ansøgning i nemStudie.

Den udvidede ansøgning består af

Den skriftlige ansøgning må ikke fylde mere end én A4-side og skal sendes i pdf-format. Øverst på siden skal følgende informationer være tilgængelige:

  • Fulde navn

  • Kontaktoplysninger (adresse, e-mail, telefonnummer)

  • Alder og fødselsdato (IKKE CPR-nr.)

  • Uddannelsesniveau (f.eks. 10. kl., STX, HHX, HTX, HF, erhvervsudd. eller andet)

  • Karaktersnit (hvis tilgængeligt)

  • Evt. højskoleophold

  • Evt. MGK

  • Meget gerne et vellignende billede

Resten af ansøgningen (højst 1600 tegn inkl. mellemrum) bruges på at beskrive din motivation for at søge ind på uddannelsen.

Følg nøje vejledningen til navngivning af filer, som du finder længere nede på siden.

Udover den skriftlige del af ansøgningen, skal du medsende to selvvalgte lydproduktioner.

Produktion 1 skal være en selvvalgt lydproduktion udarbejdet selvstændigt af dig. Du må dog godt indsende video, som du har lavet lydsiden til, så længe hele lyden er lavet af dig.

Produktion 2 er også en selvvalgt lyd- eller medieproduktion, som gerne må være et samarbejdsprojekt, men din rolle skal fremgå tydeligt af produktbeskrivelsen.

Definition af lydproduktion

Ved en “lydproduktion” forstås en produktion, der kan afleveres som en lydfil eller som en mediefil, hvor din rolle i høj grad er knyttet til lydsiden. Eksempler på lydproduktioner kan være:

  • Lyde du har sat sammen på din computer til en selvstændig komposition.

  • Lyddesign og/eller musik til film, computerspil, podcasts, reklamer eller lignende.

  • Lydoptagelse af et stykke musik, du har komponeret.

  • Lydoptagelse fra det band eller ensemble, du medvirker i.

  • Lydoptagelse af dig og dit instrument solo.

Af hensyn til voteringsprocessen må dine to selvvalgte produktioner samlet set ikke overstige 9 minutter. Vil du gerne vise en længere produktion, kan det derfor være nødvendigt, at du klipper nogle uddrag sammen, der viser de vigtigste aspekter af produktionen.

De produktioner, du sender ind, skal vise så mange af dine evner og kompetencer som muligt. Det kan være ift. både produktionskvalitet, kreativitet, koncept og bredde, herunder genremæssig bredde, produktionsmetodisk bredde (f.eks. akustiske indspilninger vs. elektronisk/samplebaseret produktion) eller format- eller kontekstmæssig bredde (lyddesign til film, computerspil, teater, reklamer osv.).

Vær opmærksom på, at de eneste accepterede filformater er:

  • .pdf (tekst- og billedmateriale)

  • .mp3 (lydfiler)

  • .mp4 (video-filer)

  • .jpg (billedmateriale)

Følg vejledningen for navngivning af filer nøje.

Produktionsbeskrivelser

Hver af de to produktioner skal ledsages af en kortfattet og præcis beskrivelse på højst 1200 anslag inkl. mellemrum pr. produktion.

For de to selvvalgte produktioner, skal du redegøre for det du synes er relevant for voteringspanelet at lægge mærke til. Det kan være produktionsmetode, arrangement, komposition, æstetiske valg, koncepter, kontekst, begrænsninger eller andre relevante forhold.

Hvis produktion 2 er et samarbejde, er det vigtigt at du redegør for din rolle. De to produktionsbeskrivelser skal indsættes og afleveres som ét pdf-dokument med 2 sider - én beskrivelse pr. side.

Derudover skal du vedlægge CV og relevante bilag

Deadline for indsendelse af den udvidede ansøgning er 16. april 2026.

72-timers opgave

Fredag d. 17. april kl. 11.00 får du adgang til en 72-timers opgave, som skal afleveres senest mandag den 20. april kl. 11.00.

Opgaven skal løses på egen hånd, og der skal laves lyd til et videoklip på ca. 1. minut. Det er vigtigt, at du får sat tid af i kalenderen til at løse opgaven.

Umiddelbart efter frigivelsen af opgaven vil der være mulighed for at stille spørgsmål i 30 minutter på zoom, hvis der er noget i opgaveformuleringen, der er uklart. Linket til zoom-mødet vil være i opgavebeskrivelsen.

Vejledning til navngivning og filformater

De eneste accepterede filformater er:

  • .pdf (tekst- og billedmateriale)

  • .mp3 (lydfiler)

  • .mp4 (video-filer)

  • .jpg (billedmateriale)

Det er vigtigt, at du følger vejledningen for formater og navngivning af filer præcist.
Alle indsendte filer må IKKE være zippet/komprimeret.

Navngivningen af dine filer skal følge disse eksempler præcist:

Ansøgning_Jens_Jensen.pdf

Produktionsbeskrivelser_Jens_Jensen.pdf

CV_Jens_Jensen.pdf


Produktion1_Jens_Jensen.mp3 (note: produktion udarbejdet helt selvstændigt af dig)

Produktion2_Jens_Jensen.mp3 (note: produktion evt. lavet i samarbejde med andre)

Bilag1_Eksamensbevis_Jens_Jensen.pdf

Bilag2_Højskolebevis_Jens_Jensen.pdf

Bilag3_Udtalelse_Jens_Jensen.pdf

Bilag4_…..

(osv.)

Det er vigtigt, at du følger vejledningen for formater og navngivning af filer præcist.
Alle indsendte filer må IKKE være zippet/komprimeret.

Indsendelse af filer

Inden du gør din ansøgning klar til afsendelse, anbefaler vi, at du får en anden til at læse den igennem, samt tjekker at alle formalia fra vejledningen er overholdt.

På grund af administrationen af de mange ansøgninger er det især vigtigt, at du overholder retningslinjerne for formater og navngivning af det materiale, du sender.

Nogle dage efter ansøgningsfristen den 15. marts, vil du modtage en besked i nemstudie med specifikke instruktioner til, hvordan du indsender din udvidede ansøgning. Følg denne vejledning nøje.

Vurderingskriterier ved optagelsen

I den udvidede ansøgning bedømmes du på:

  • Kvaliteten af de to indsendte produktioner samt 72-timers opgaven.

  • Den skriftlige evne til at beskrive produkterne, skrive om dig selv samt motivation for at studere lyddesign på Sonic College.

Til optagelsesprøverne testes du tillige på bl.a.:

  • Samarbejdsevner

  • Sociale kompetencer

  • Kommunikationsevner

  • Teoretisk paratviden

  • Studie-egnethed

I bedømmelsen af indsendte produktioner til uddannelsen indgår følgende kriterier:

  • Komposition

  • Formsprog

  • Spil/udførelse/programmering

  • Genrebeherskelse

  • Sound

  • Mix/mastering

  • Bredde

  • Idé/koncept

  • Udviklingspotentiale

I bedømmelsen af indsendt ansøgningstekst og beskrivelser indgår følgende kriterier:

  • Motivation

  • Skriftlig formidlingsevne

  • Præcision og relevans i produktbeskrivelse

  • Beherskelse af fagterme

  • Produktionsmæssig bredde

    Det honoreres, hvis du, i dine indsendte produktioner, præsenterer en bred lydlig interesse og mestrer forskellige genrer, platforme, formater og produktionsteknikker, indenfor både lyddesign og musik.

  • Egne produktioner vs. samarbejdsproduktioner

    Du skal indsende mindst én selvlavet produktion og denne vurderes nøje og kan være afgørende for det samlede udfald af voteringen. Den anden indsendte produktion må gerne være et samarbejdsprojekt.

  • Skal man være musiker?

    Det er rigtig godt, hvis du spiller et instrument, men det er ikke i sig selv en adgangsbillet til uddannelsen. Det vægtes også at du har erfaring med at optage, producere og arrangere musik og har en interesse for og erfaring med kommunikation, (lyd)design og medieproduktioner i bred forstand.

  • All round-musiker

    Vi honorerer produkter, hvor du med held har en central rolle (f.eks. både som komponist, musiker og/eller producer).

  • Tonemester

    Hvis du snarere opfatter dig som tonemester med interesse i lyd til film og spil og har meget lidt eller ingen musisk træning i baggagen, skal du endelig søge alligevel. Vi opfordrer dig stadig til at vise så stor bredde som mulig med dine indsendte produkter, men accepterer også en ansøgning hvor lyd og lyddesign - snarere end musik - er omdrejningspunktet.

  • Ungdomsuddannelser

    MGK, højskoleophold eller gymnasial uddannelse med musik på A- eller B-niveau, samt mediefag og kommunikationsfag honoreres i voteringen.

  • Alder

    Du skal være fyldt 18 år inden studiestart for at kunne søge ind på uddannelsen. Alder har herefter næsten ingen direkte indflydelse på voteringen. Dog, hvis kvaliteten af ansøgningen er næsten god nok, og din alder er lav (18-23 år), opfordrer vi til genansøgning det efterfølgende år. Hvis alderen derimod er høj og kvaliteten tvivlsom, kan det i visse tilfælde vurderes at udviklingspotentialet ikke er højt nok.

  • Socialt engagement

    Engagement i forskellige dele af kulturlivet og kreative sammenhænge såsom undervisning, koncertarrangementer, foreningsarbejde, bestyrelsesarbejde, omsorg/pleje o.l. honoreres, idet det vidner om gode samarbejdsevner og kommunikationserfaring.

  • Kommunikationsfærdigheder

    Kommunikationsfærdigheder fylder en del i uddannelsen så søger du uddannelsen med interesse i formidling med lyd enten i form af podcast, radio/TV, nyhedsformidling, journalistik, underholdning, branding/marketing, undervisning eller andet, vil dette også vægtes positivt.

  • Nøjagtighed

    Når du indsender dit materiale, skal du huske at være omhyggelig med at følge vejledningen nøje. Dobbelttjek, at al navngivning af produkter, dokumenter, osv. er korrekt. Og kontrollér, at din ansøgning indeholder de påkrævede elementer, og at det er de korrekte versioner, du får sendt med.

Følgende punkter har tidligere trukket ned ved en ansøgning:

  • Ufærdige produktioner.

  • Manglende bredde i indsendte produktioner.

  • Mangelfuld eller irrelevant information om produktioner.

  • Manglende dokumentation for tidligere gennemførte uddannelseselementer.

  • Sjusket opsætning samt stave- og slåfejl i de skriftlige dele af ansøgningen.

  • Manglende fornemmelse for mix og mastering.

  • Hvis der blandt de to produkter ikke var et solo-projekt, eller hvis solo-projektet ikke var nogenlunde på niveau med de kollektive produkter.

  • Manglende honorering af formelle krav til ansøgning (navngivning, filformater, osv.).

  • Uklar motivation samt manglende viden om uddannelsens sigte.

  • Manglende selvindsigt ift. åbenlyse mangler ved eksempelvis produktionsteknisk, musikalsk eller kommunikationsmæssig formåen.

Studielivet på uddannelsen til lyddesigner

– Et kreativt studiemiljø med lyd i centrum

På campus har du adgang til professionelle lydstudier, øvelokaler og en af verdens største atriumbaserede multihøjttalerinstallationer.

Du bliver en del af et fagligt miljø, hvor du kan arbejde med lyd og teknologi i praksis og møde studerende med forskellige interesser og fagligheder.

Hvis jeg var 15 år yngre, havde jeg prompte søgt ind. Det er jo ret fantastisk, at vi i Danmark har en så ambitiøs uddannelse for alt, der handler om lyd - filmlyd, musik og alle andre vidunderlige vibrationer, der rammer øregangen

Peter Albrechtsen

Tonemester, Bodil- og Robert-prisvinder

Sonic Days

Hvert år afholdes Sonic Days – en konference og festival, hvor studerende, undervisere og internationale gæster mødes omkring lyd, teknologi og design.

Lyddesign-2026-UCSYD(26).jpg
Instagram
Følg Sonic College på Instagram

Se og hør glimt fra hverdagen på studiet og få et indtryk af uddannelsen i lyddesign.

Følg med her

Læs mere om Campus Kolding

1 / 1

Instagram
Følg Sonic College på Instagram

Se og hør glimt fra hverdagen på studiet og få et indtryk af uddannelsen i lyddesign.

Følg med her

I tvivl om uddannelse?

Synes du, det er svært at vælge uddannelse? Og mangler du inspiration og gode råd? Så bliv klogere her.

Læs mere

Kom tættere på uddannelsen

1 / 3

Job & karriere

En uddannelse i lyddesign åbner for mange forskellige måder at arbejde professionelt med lyd på. Du kan arbejde med lyd til film, spil, musik, podcasts, interaktive installationer og immersive oplevelser, eller bevæge dig i retning af teknologi, udvikling og nye lydformater.

Fælles for karrierevejene er, at du arbejder i krydsfeltet mellem lyd, kreativitet, teknologi og oplevelser.

Lyd til film, spil og fortællinger

Du kan arbejde med lyd som en vigtig del af fortællingen i film, tv, reklamer, dokumentarer og andre visuelle medier. Her kan du blandt andet arbejde med dialog, lydeffekter, foley, atmosfærer og sound design og være med til at skabe stemning og understøtte fortællingen.

Du kan også arbejde med game audio, hvor lyd bliver en aktiv del af spillerens oplevelse. Her arbejder du med alt fra lydeffekter og musik til lyd, der reagerer på spillerens handlinger. Du samarbejder ofte tæt med game designers og programmører og kan arbejde med teknologier som Wwise, FMOD, Unity og Unreal.

Andre karriereveje kan være inden for podcast og audio storytelling, hvor du arbejder med hele processen fra idé og optagelse til redigering, lyddesign og færdig produktion.

Lyd som oplevelse

Lyddesign kan også bruges til at skabe interaktive og rumlige oplevelser. Du kan eksempelvis arbejde med lyd til museer, udstillinger, events, kunstinstallationer, teater, koncerter og XR- og VR-produktioner.

Her arbejder du med, hvordan lyd opleves i et rum, og hvordan den kan reagere på mennesker, bevægelse og omgivelser. Du kan blandt andet arbejde med spatial og immersive audio, hvor lyd bevæger sig rundt om publikum og bliver en aktiv del af oplevelsen.

Det kan føre til roller som immersive sound designer, spatial audio mixer, XR audio designer eller experience designer.

Lyd, musik og teknologi

Du kan også bruge din lydfaglighed til at arbejde med musikproduktion. Som musikproducer kan du arbejde med artister, film, spil, reklamer eller andre produktioner og med både komposition, arrangement, produktion og færdiggørelse af musik.

Samtidig udvikler lydteknologien sig hele tiden. Det skaber muligheder for at arbejde med eksempelvis audio development, creative technology og innovation, hvor du er med til at udvikle nye værktøjer, systemer og måder at arbejde med lyd på.

En uddannelse i lyddesign kan blandt andet føre til karriere inden for:

  • Game audio og sound design

  • Film-, tv- og medielyd

  • Podcast og audio storytelling

  • Musikproduktion og komposition

  • Interaktive installationer og oplevelsesdesign

  • Spatial og immersive audio

  • Audio development og creative technology

Du kan arbejde i medie- og spilbranchen, musikindustrien, kulturinstitutioner, tech-virksomheder og produktionsselskaber. Mange arbejder projektbaseret eller som freelancere, mens andre bliver en del af faste kreative eller tekniske teams.

Et fag i konstant udvikling

Lydlandskabet udvikler sig hele tiden, og nye teknologier skaber nye muligheder for at arbejde med lyd. Immersive formater, spatial audio, XR og interaktive lydoplevelser er eksempler på områder i udvikling.

Det betyder også, at du kan bygge videre på din uddannelse og specialisere dig i den retning, der interesserer dig – hvad enten du brænder mest for fortælling, musik, teknologi eller nye måder at skabe lydoplevelser på.

Uddannelsen giver dig dermed ikke én bestemt vej ind i arbejdslivet, men et bredt fundament, som du kan forme efter dine interesser og kompetencer.

Lyddesign-2026-UCSYD(13).jpg

Økonomi

Udgifter til studiestart

Når du starter på uddannelsen, skal du ud over husleje og leveomkostninger regne med udgifter til påkrævet udstyr.

For at få det fulde udbytte af undervisningen på Sonic College anbefales det, at du anskaffer en Apple MacBook Pro med mindst M1 Pro, 8-core CPU, 14-core GPU, 16 GB samlet hukommelse og 512 GB SSD-lager.

På computeren skal du have nyeste version af Pro Tools Studio og Ableton Live Suite. Derudover skal du regne med udgifter til litteratur samt mindre udgifter til print, depositum for nøgler og adgangschip.

Mac versus PC

Undervisningen tager udgangspunkt i, at alle studerende har en Mac. Der undervises flere gange i software, som kun kan bruges på Mac, og skolens faciliteter er generelt optimeret til Mac-computere.

Hvis du vælger valgfaget Game Audio på 4. semester, kan det dog være en fordel også at arbejde på en PC-platform.

Dine muligheder for studiestøtte

Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, så har du mulighed for at søge om Specialpædagogisk Støtte (SPS). Det kan være hjælpemidler i form af f.eks. IT-rygsæk, studiestøttetimer, en særlig stol, et hæve-/sænkebord m.v.

Du kan også få studiestøtte, hvis du har læse- og skrivevanskeligheder.

Du kan finde flere informationer om studiestøtte her.

Vejledning om SU og transport

Har du spørgsmål vedrørende SU og transport, så er vores SU-vejledere klar til at hjælpe dig.

Kommende studerende kan kontakte os her.
Nuværende studerende kan kontakte os her.

Du kan også ringe til os mandag-torsdag kl 8-12.

7266 2250

Husk at søge SU, hvis du er SU-berettiget

Som studerende på en professionsbacheloruddannelse eller erhvervsakademiuddannelse har du mulighed for at søge Statens Uddannelsesstøtte (SU) til dit uddannelsesforløb.

Du kan tidligst søge SU en måned før den måned, du kan få SU fra. Har du for eksempel ret til SU fra september, kan du tidligst søge fra den 1. august.

Betingelserne for at modtage støtte og de aktuelle satser findes på www.su.dk, hvor du også skal søge SU.

Regler og rammer for lyddesigneruddannelsen

Her finder du de regler og rammer, der er grundlaget for lyddesigneruddannelsen. Vi har samlet de officielle dokumenter til dig, som relaterer sig til uddannelsen.

Det giver dig en hurtig oversigt over bl.a. studieordninger, praktikbeskrivelser, studieaktivitetsmodeller og bekendtgørelser.

Juridisk håndbog

UC SYDs Juridiske håndbog indeholder alle regler og retningslinjer for vores uddannelser.

UC SYDs Juridiske håndbog

Få svar på dine spørgsmål

Her finder du svar på nogle af de mest generelle spørgsmål om lyddesigneruddannelsen. Du kan finde flere spørgsmål og svar om adgangskrav og optagelse under Adgangskrav og optagelse.

Finder du ikke det, du søger, er du altid velkommen til at kontakte os.

Du skal blandt andet sende eksempler på produkter, der viser dine kompetencer. Det kan for eksempel være lyde, du har sat sammen på din computer til en selvstændig komposition, en lydoptagelse af musik, du har komponeret, en produktion fra et band eller ensemble, noder, eller en film- eller lydproduktion, du har produceret eller medvirket i.

Ét af de to produkter behøver ikke at være musikalsk. Det kan også være en skriftlig aflevering, digte, noveller, grafisk arbejde eller idéer til koncepter.

Læs mere om den udvidede ansøgning her.

Vi anbefaler, at du har en studentereksamen eller tilsvarende, inden du begynder hos os. Men det er muligt at komme ind uden, hvis du er dygtig musikalsk set.

Det er kvaliteten af de to lydprodukter i den udvidede ansøgning, der er afgørende for, om du bliver bedt om at komme til optagelsesprøve. Ved optagelsesprøven vurderes du også på modenhed samt dine kommunikations- og samarbejdsevner.

Du kan ikke blive fritaget for indsendelse af værker eller for optagelsesprøven. Alle ansøgere skal igennem og bestå optagelsesprøven.

Nej. Uddannelsen i lyddesign holder til i Kolding.

Ja. Du skal være fyldt 18 år ved studiestart den 1. september. Gennemsnitsalderen ved studiestart er 23 år.

Ja - du kan ringe eller skrive til os og aftale et tidspunkt. Nogle uddannelser tager imod hele året, andre afholder Studerende for en dag-arrangementer et par gange om året.

En gang om året holder vi Åbent Hus, og her er du meget velkommen. Læs mere om det her.

En professionshøjskole er en uddannelsesinstitution for mellemlange, videregående uddannelser. Uddannelserne varer mellem 3 og 4 år og giver dig titlen som professionsbachelor.

En professionsbachelor er en mellemlang videregående uddannelse, hvor undervisning, teori og praktisk erfaring går hånd i hånd. Du uddanner dig typisk til en bestemt profession og et bestemt fag – fx lærer, lyddesigner eller ergoterapeut.

Under uddannelsen arbejder du med, hvordan du kan anvende og omsætte teori til praksis, og du kommer også i praktik. Det betyder, at du allerede under uddannelsen får erfaring med at arbejde inden for dit fag og bliver godt rustet til dit første job som færdiguddannet.

En professionsbacheloruddannelse varer typisk 3½ år.

En professionsbachelor giver også mulighed for at læse videre på fx kandidat- og masteruddannelser.

Du søger en standby-plads ved at vælge ja i afkrydsningsfeltet "jeg ønsker at søge en standbyplads", når du udfylder din ansøgning på optagelse.dk.

Standby-pladser er en form for venteliste, hvor du kan blive tilbudt en studieplads, hvis en anden studerende takker nej til sin plads.

Merit betyder, at dele af din tidligere uddannelse eller relevante beskæftigelse kan erstatte dele af den uddannelse, du bliver optaget på. Det kan fx være tidligere beståede fag, uddannelseselementer eller relevant erhvervserfaring fra Danmark eller udlandet.

Der findes to former for merit: obligatorisk merit og ansøgt merit.

Obligatorisk merit

Når du søger optagelse på en uddannelse, har du pligt til at oplyse om tidligere uddannelse og relevant beskæftigelse – også hvis du har afbrudt en tidligere uddannelse.

Vi vurderer herefter, om du skal have merit for dele af uddannelsen. Du kan få merit for uddannelseselementer eller beskæftigelse, der er på samme niveau som den uddannelse, du bliver optaget på.

Du skal sende dokumentation for din tidligere uddannelse og relevante beskæftigelse, fx eksamensbeviser, studiejournal, studieprotokol, ansættelsesbevis eller en udtalelse fra en tidligere arbejdsgiver.

Hvis du får merit, kan du ikke følge undervisningen eller gå til prøve i de dele af uddannelsen, du har fået merit for.

Ansøgt merit

Ansøgt merit betyder, at du selv søger om at få merit for kompetencer, du allerede har opnået gennem tidligere uddannelse eller relevant beskæftigelse. Du skal kunne dokumentere, at dine kompetencer svarer til læringsmålene for det fag, modul eller forløb, du søger merit for.

Du kan søge om ansøgt merit både før studiestart og undervejs i uddannelsen. Det er en god idé at søge i god tid.

Får jeg en kortere uddannelse, hvis jeg får merit?

Ikke nødvendigvis. Merit kan betyde, at du kan springe bestemte fag eller dele af uddannelsen over, men det betyder ikke automatisk, at den samlede uddannelsesperiode bliver kortere. I stedet kan du få perioder under studiet med en mindre arbejdsbelastning.

Der findes særlige merituddannelser, hvor uddannelsen er tilrettelagt, så du kan gennemføre den på kortere tid. Det gælder fx meritlæreruddannelsen og meritpædagoguddannelsen.

Kan jeg klage over en meritafgørelse?

Hvis du vil klage over tildelt obligatorisk merit eller afslag på ansøgt merit, kan du klage til Kvalifikationsnævnet. Klagefristen er fire uger fra den dag, du modtager meritafgørelsen. Du får en klagevejledning sammen med afgørelsen.

Hvis du allerede har gennemført en dansk videregående uddannelse, fx en bacheloruddannelse, professionsbacheloruddannelse eller kandidatuddannelse, kan du som udgangspunkt kun blive optaget på en professionsbacheloruddannelse som heltidsuddannelse, hvis du får dispensation.

Hvis det er mere end seks år siden, du afsluttede din tidligere videregående uddannelse, får du automatisk dispensation. De seks år beregnes fra datoen på dit eksamensbevis til studiestart på den nye uddannelse.

Hvis det er mindre end seks år siden, du afsluttede din tidligere uddannelse, kan du søge om dispensation, hvis:

  • du af helbredsmæssige årsager ikke længere kan bruge din tidligere uddannelse på arbejdsmarkedet

  • din tidligere uddannelse er ændret væsentligt eller helt er bortfaldet.

Hvordan søger jeg dispensation?

Der er ikke et officielt ansøgningsskema. Du skal selv skrive en dispensationsansøgning og uploade den sammen med din ansøgning på optagelse.dk.

Du skal vedlægge dokumentation for din tidligere gennemførte uddannelse. Hvis du søger dispensation på grund af helbredsmæssige forhold, skal du også vedlægge lægelig dokumentation.

Hvis du har afsluttet din tidligere videregående uddannelse for mere end seks år siden, skal du ikke søge om dispensation. Du skal i stedet uploade dit eksamensbevis fra den tidligere uddannelse på optagelse.dk.

Hvornår er fristen for at søge dispensation?

Fristen for at søge dispensation fra reglen om dobbeltuddannelse er 15. marts kl. 12.00.

Du får særskilt svar på din dispensationsansøgning, når den er færdigbehandlet.

Når du har søgt en uddannelse hos UC SYD gennem optagelse.dk eller søgt en ledig studieplads, kan du følge behandlingen af din ansøgning på nemStudie.

På nemStudie modtager du beskeder og information om din ansøgning, og det er også her, du kan blive bedt om at indsende dokumentation eller godkende en tilbudt studie- eller standby-plads.

Du får information om, hvordan du opretter adgang til nemStudie, efter du har sendt din ansøgning. Husk at holde øje med din mail og spamfilter.

Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, har du mulighed for at søge Specialpædagogisk Støtte (SPS). Det kan være hjælpemidler som for eksempel IT-rygsæk, studiestøttetimer, en særlig stol eller et hæve-/sænkebord.

For at kunne modtage SPS skal du være optaget på en SU-berettiget uddannelse, være studieaktiv og have dokumentation for din funktionsnedsættelse.

Lyddesign-2026-UCSYD(6).jpg

Kontakt os

Vi er her for at hjælpe dig. Så kontakt os endelig hvis du har spørgsmål om optagelse, adgangskrav, valg af studie eller om selve uddannelsen.

Spørgsmål om optagelse, adgangskrav og ansøgning?

Har du spørgsmål om optagelse, adgangskrav, udfyldelse af din ansøgning, SU eller til valg af studie?

Kontakt os her

Har du brug for studievejledning?

Har du spørgsmål til uddannelsen, job- og karrieremuligheder eller vil du gerne komme på besøg, så kontakt vores studievejleder.

Kontakt om uddannelsen

Studievejleder
Kontakt Tove her

Kontaktperson angående optagelsesprøve
Kontakt Kasper her