Specialuddannelse for sygeplejersker i akutsygepleje

Efter- og videreuddannelse

Diplom- og akademiuddannelser, fagmoduler, kurser og temadage

I samarbejde med Region Syddanmark udbyder UC SYD den nationalt godkendte specialuddannelse i akutsygepleje.

Uddannelsen er målrettet sygeplejersker, der arbejder i akutmodtagelser, og som ønsker at opkvalificere sig til rollen som specialsygeplejerske inden for akutområdet.

Det får du med dig

  • Kompetencer til at håndtere komplekse kliniske problemstillinger i akutsygeplejen

  • Styrket evne til koordinering og samarbejde på tværs af faggrupper og sektorer

  • Viden om flowkoordination, visitation og forløbsledelse

  • Redskaber til kvalitetsudvikling tæt på praksis i akutafdelinger

  • Kompetencer til undervisning og vejledning af kolleger og studerende

Formål med uddannelsen

Uddannelsen har til formål at styrke dine faglige kompetencer, så du selvstændigt og kvalificeret kan varetage komplekse sygeplejefaglige opgaver i de somatiske akutafdelinger. Du opnår både ny viden og praktiske færdigheder, der er direkte anvendelige i det akutte kliniske arbejde.

Du tilmelder dig et akademimodul, diplommodul, kursus eller konference via ansøgningsportalen nemStudie.dk, som vi linker til under den enkelte aktivitet på vores hjemmeside.

Er du ny studerende skal du ved første tilmelding vedhæfte dokumentation for adgangsgivende uddannelse (eksamensbevis) og 2 års erhvervserfaring (fx seneste lønseddel med anciennitet eller officiel bekræftelse fra virksomheden).

Ved betalende arbejdsgiver skal du oplyse CVR-nummer, P-nummer samt eventuelt EAN-nummer.

Kommunikationen mellem dig og UC SYD i ansøgningsperioden foregår via nemStudie på din ansøgning. Det er derfor vigtigt, at du tjekker nemStudie jævnligt for meddelelser.

Vi optager studerende efter 'først til mølle' princippet, så hvis du vil være sikker på en plads på det modul, du søger om adgang til, skal du sende din ansøgning afsted i god tid før ansøgningsfristen.

Adgangskravene på vores moduler er afhængige af, om det er et akademi- eller diplommodul.

Opfylder du ikke adgangskravene, har du mulighed for at søge om en realkompetencevurdering.

Størstedelen af vores uddannelsesaktiviteter har en tilmeldingsfrist d. 1. december og 1. juni. Dog udbyder vi også moduler med andre tilmeldingsfrister. Du finder den præcise tilmeldingsfrist under det enkelte modul på vores hjemmeside.

Hvis et modul ikke har modtaget nok tilmeldinger, kan tilmeldingsfristen blive udskudt. I disse tilfælde får du en meddelelse herom i nemStudie efter tilmeldingsfristen på aktiviteten. Er der ledige pladser på vores aktiviteter, modtager vi også tilmeldinger tæt på studiestart.

Når du er optaget, modtager du en optagelsesbesked via ansøgningsportalen nemStudie. I optagelsesbeskeden indgår der relevante informationer om din studiestart herunder bl.a. info om, hvordan du modtager dit studielogin samt hvilke platforme, du skal anvende under uddannelsesforløbet. Det er derfor vigtigt, at du læser optagelsesbeskeden.

Inden studiestart sender vi en faktura til dig eller din arbejdsgiver alt efter, hvem du har angivet som betaler. Når fakturaen er betalt, har du ret til at deltage i undervisningen, få vejledning, gå til eksamen og deltage i studiestøttende aktiviteter.

Din deltagelse i undervisningen sker under forudsætning af, at du har betalt deltagergebyret rettidigt. Møder du ikke op til undervisningen, eller afbryder du din uddannelse, yder UC SYD ingen tilbagebetaling. Du kan heller ikke gemme betalingen til et senere modul

Din tilmelding er bindende fra optagelsestidspunktet. Hvis du undtagelsesvis bliver nødt til at framelde dig inden startdatoen på modulet, skal det ske skriftligt og med begrundelse. Du vil dog i den forbindelse blive opkrævet et administrationsgebyr på 1000 kr.

Din tilmelding til modulet er personlig, og derfor kan din arbejdsgiver ikke framelde dig.

For de udbud, der udbydes under Lov om åben uddannelse med deltagerbetaling, er det gældende, at ved manglende betaling mister UC SYD retten til offentligt tilskud. Dette tilskud vil i så tilfælde blive opkrævet af den studerende, og ved manglende betaling heraf (enten deltagerbetaling, tilskud eller begge dele) mister den studerende retten til at deltage på modulet. Der tages forbehold for regulering af tilskuddet.

Her kan du læse mere om hvordan vi behandler og beskytter dine persondata i forbindelse med dine studier på UC SYD.

Som studerende skal du være opmærksom på at hvis din arbejdsgiver betaler og ønsker at få verificeret din tilmelding, kan UC SYD viderebringe disse oplysninger.

Behandling af persondata for studerende ved EVU

På hjemmesiden under hvert modul, kan du finde datoer for undervisning og for eksamen. I udgangspunktet begynder efterårssemestret i starten af september og forårssemestret begynder i starten af februar.

Når du er tilmeldt et modul, får du adgang til en litteraturliste via læringsplatformen ItsLearning. Så udover betaling for modulet, skal du regne med udgifter til bøger og andet skriftligt materiale. Det er forskelligt fra modul til modul, men det vil typisk ligge mellem 700 og 1000 kr. pr. modul.

Uddannelsen er berammet som et års fuldtidsstudie og svarer til 60 ECTS-point. Den forventede arbejdsbelastning er normeret over en uddannelsesperiode på 1,5 år.

Uddannelsen skal afsluttes senest fire år efter påbegyndelsen.

Tilmelding til Specialuddannelse for sygeplejersker i akutsygepleje foregår via modultilmelding.

Specialuddannelsen består af tre perioder, og du skal tilmelde dig alle tre perioder samlet, inden den første periode starter.

Du kan læse mere om de enkelte uddannelsesperioder her:

For at blive optaget skal du opfylde følgende krav:

  • Dansk professionsbachelor i sygepleje eller en uddannelse som sygeplejerske samt emnet videnskabsteori og metode på diplomniveau.

  • Gyldig dansk autorisation som sygeplejerske.

  • Mindst to års erfaring på en somatisk hospitalsafdeling på minimum 32 timer ugentligt, hvoraf mindst 12 måneder skal være på en somatisk akutafdeling.

  • En uddannelsesaftale med et godkendt uddannelsessted, hvilket forudsætter ansættelse i en region på en somatisk akutafdeling.

Ved tilmelding skal du indsende dokumentation for klinisk erfaring og arbejdsgiveraftale, uddannelsesbevis for bachelorgrad i sygepleje samt dansk autorisation som sygeplejerske.

Du finder prisen for hver uddannelsesperiode der, hvor du tilmelder dig. Betaling falder ved starten af hver periode.

Prisen er beregnet ud fra, at der er minimum 12 deltagere pr. periode. Hvis der er færre end 12 eller flere end 15 deltagere ved tilmeldingsfristen, kan prisen ændres.

I en overgangsperiode er det muligt at få merit for de første to perioder og kun deltage i periode 3. Det er Region Syddanmark, der vurderer og godkender merit.

Fakta om uddannelsen

Type

Specialuddannelse

ECTS

60

Økonomi

Pris pr. periode fremgår ved tilmelding

Varighed

1 års fuldtidsstudie normeret over 1,5 år. Skal afsluttes senest 4 år efter start.

Adgangskrav

Sygeplejerskeuddannelse, dansk autorisation, klinisk erfaring og uddannelsesaftale

Beliggenhed

UC SYD i samarbejde med Region Syddanmark

Uddannelsens opbygning

Forløbet er bygget op omkring tre uddannelsesperioder og kombinerer teori med klinisk træning. Du får dermed både evidensbaseret viden og mulighed for refleksion over egen praksis – altid med udgangspunkt i den akutte patients forløb.

Uddannelsen er målrettet sygeplejersker i akutmodtagelser, som ønsker at styrke deres kompetencer i det akutte kliniske arbejde og udvikle sig i rollen som specialsygeplejerske.

Uddannelsesperioder

Specialuddannelsen består af tre uddannelsesperioder, som du tilmelder dig samlet.

Læs mere om indhold og tilmelding for hver periode:

Uddannelsesperiode 1 Uddannelsesperiode 2 Uddannelsesperiode 3

EVU-studievejledning-Kolding-2025-UCSYD.jpg

EVU-studievejledning

Har du spørgsmål til adgangskrav, merit eller kompetencevurdering? Eller har du brug for Studievejledning til at sammensætte et efteruddannelsesforløb?

Find svar her på siden eller kontakt vores studievejledere for personlig vejledning om efteruddannelse.

Telefon: 7266 4587
Mail: evu-studievejledning@ucsyd.dk

Mandag-torsdag: 8.00-12.00
Fredag: Lukket.

Team-EVU-Kolding-2025-UCSYD.jpg

Team EVU

Vi sidder klar til at hjælpe dig med alt omkring tilmelding, optagelse, faktura eller eksamen på vores akademi- og diplommoduler samt kurser og temadage.

Telefon: 7266 3387
Mail: evu-sikkerpost@ucsyd.dk / evu@ucsyd.dk

Mandag-torsdag: 8.00-12.00
Fredag: Lukket.