Afgangsprojekt, Diplom i Beskæftigelse

Et obligatorisk modul på diplomuddannelsen i beskæftigelse

Omsæt din teoretiske viden til et afgangsprojekt med rødder i praksis

Vis, hvordan du kan omsætte din viden fra Diplom i beskæftigelse til en konkret problemstilling fra praksis, og få et samlet overblik over uddannelsens værdi ved at bringe din læring fra de forskellige moduler i spil i ét afgangsprojekt.

Som myndighedsperson på beskæftigelsesområdet skal du kunne behandle komplekse problemstillinger. I afgangsprojektet for diplomuddannelsen i beskæftigelse får du mulighed for at omsætte den teori, som du har tilegnet dig på uddannelsen, og bruge den på en konkret problemstilling.

Ved hjælp af afgangsprojektet bliver du øvet i at lave en systematisk behandling af den problemstilling, som du vælger at arbejde med. Du kommer til at arbejde med problemidentifikation, analyse og teoretisk perspektivering. Desuden skal du vise, hvilke konkrete handlinger og muligheder for udvikling, der eksisterer. Du kan vælge at inddrage egne undersøgelser, evalueringer eller lignende fra din arbejdsplads eller anden praksis.

Arbejdet med opgaven ruster dig til at bruge din viden fra uddannelsen i dit daglige arbejde og sætte de teorier og metoder, du har lært, i spil. Det vil give din sagsbehandling mere teoretisk tyngde og lægge ekstra vægt bag dine argumenter.

Det lærer du på modulet:

  • At forbinde videnskabelig analyse og refleksion med konkrete problemstillinger i praksis.

  • At reflektere over egen og kollegers praksis.

  • At bruge relevante teorier og argumentere for løsnings- og handlemuligheder.

  • At håndtere en sammenhængende tværfaglig og tværsektoriel beskæftigelsesindsats.

  • At rådgive og medvirke til udvikling, dokumentation og evaluering af aktiviteter på beskæftigelsesområdet.

Modulet er et obligatorisk modul på Diplom i beskæftigelse, men kan også tages selvstændigt.

Modulet er for dig, som ønsker at arbejde med eller allerede arbejder med beskæftigelsesindsatsen på jobcentre, a-kasser, hos anden aktør eller lignende.

For at blive optaget på modulet skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, som f.eks. administrationsøkonom, miljøteknolog eller akademiuddannelse i beskæftigelse.

En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til modulerne på diplomniveau.

Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en Realkompetencevurdering (RKV).

Formål

Målet med afgangsprojektet er, at den studerende fordyber sig inden for et afgrænset område gennem udarbejdelse af et projekt. Projektet skal være problemorienteret og forankret i praksis og skal omhandle et relevant emne inden for uddannelsens målsætning.

Der lægges vægt på en systematisk behandling af den udvalgte problemstilling, omfattende såvel problemidentifikation, analyse, teoretisk perspektivering og konkrete handleanvisninger, herunder muligheder for udviklingsarbejde. I projektet kan den studerende udføre egen empiri i form af undersøgelser, evalueringer og lignende.

Den studerende skal kunne

  • lave en klar og præcis problemformulering.

  • definere nøglebegreber i projektopgaven.

  • afgrænse opgaven med klare begrundelser for den valgte afgrænsning.

  • inddrage relevante teorier og forskningsresultater.

  • inddrage relevant viden fra uddannelsens 3 obligatoriske og 2 valgfrie moduler.

  • anvende relevante og hensigtsmæssige dataindsamlingsmetoder.

  • dokumentere færdigheder i analyse og vurdering.

  • konkludere på baggrund af problemformulering og analyse.

  • angive kilde- og litteraturhenvisninger på en udtømmende og tilfredsstillende måde. Vi anvender APA-systemet.

  • fremsætte handlingsforslag på baggrund af projektets konklusion.

Læringsmål

Den studerende skal:

Viden

  • have viden om arbejdsmarkedets organisering, beskæftigelsespolitik og -indsats samt virksomheders organisering.

  • have viden om beskæftigelsesindsats og -metoder.

Færdigheder

  • kunne forbinde videnskabelig analyse og refleksion med konkrete problemstillinger i praksis.

  • kunne identificere, analysere og vurdere tværfaglige problemstillinger med udgangspunkt i beskæftigelsesområdet, samt kunne reflektere over egen og kollegaers praksis.

Kompetencer

  • kunne håndtere teoretisk begrundede løsnings- og handlemuligheder og kunne argumentere for forskellige løsningsmuligheder.

  • kunne håndtere en sammenhængende tværfaglig og tværsektoriel beskæftigelsesindsats.

  • kunne varetage rådgivende funktioner og medvirke til udvikling, dokumentation og evaluering af aktiviteter på beskæftigelsesområdet.

Afgangsprojektet bedømmes med ekstern censur.

Her kan du læse om de fælles regler for diplomuddannelser, fx krav til optagelse, uddannelsens opbygning, prøver og eksamen.

Se bekendtgørelsen på Retsinformation

Vi udbyder også uddannelsen som rekvirerede forløb med deltagelse af flere ansatte fra samme arbejdsplads. Vi kan tilbyde jer særligt tilrettelagte forløb, der vil gøre det muligt for ansatte på samme arbejdsplads at deltage i et fælles forløb uanset forskelle i adgangskravene. Læs mere om at få et skræddersyet forløb til din virksomhed.

Vil du læse online hjemmefra? Så tilbyder vi, at du kan læse de enkelte moduler over nettet. Kontakt os for at høre mere om muligheden for netstudie på diplomuddannelsen i beskæftigelse.

Du tilmelder dig et akademimodul, diplommodul, kursus eller en konference via ansøgningsportalen nemStudie.dk. Du finder link til tilmelding under den enkelte aktivitet på vores hjemmeside.

Du tilmelder dig ét modul ad gangen

Du tilmelder dig ikke en hel uddannelse på én gang. I stedet tilmelder du dig løbende de enkelte moduler i det tempo, der passer dig.

Hav dokumentationen klar

Er du ny studerende, skal du ved din første tilmelding vedhæfte dokumentation for:

  • Din adgangsgivende uddannelse, fx eksamensbevis

  • Mindst to års erhvervserfaring, fx seneste lønseddel med anciennitet eller en officiel bekræftelse fra din arbejdsgiver.

Hvis din arbejdsgiver betaler, skal du desuden oplyse CVR-nummer, P-nummer og eventuelt EAN-nummer.

Hold øje med din ansøgning på nemStudie

Kommunikationen mellem dig og UC SYD i ansøgningsperioden foregår via din ansøgning på nemStudie. Tjek derfor jævnligt for nye meddelelser.

Tilmeld dig i god tid

Vi optager studerende efter først til mølle-princippet. Vil du være sikker på en plads, anbefaler vi derfor, at du sender din ansøgning i god tid inden ansøgningsfristen.

Adgangskravene afhænger af, om du søger et akademi- eller diplommodul.

Du finder de konkrete adgangskrav på siden for det enkelte modul under fanen Om modulet.

Opfylder du ikke adgangskravene, kan du søge om en realkompetencevurdering.

Har du relevant erhvervserfaring eller andre kompetencer, kan en realkompetencevurdering give dig adgang til en uddannelse eller godskrive dele af den.

På siden om realkompetencevurdering kan du læse om, hvad en realkompetencevurdering (RKV) er, og hvornår den kan være relevant for dig. Du finder også information om, hvordan du søger, hvilken dokumentation du skal bruge, og hvad du kan forvente af processen.

Læs om realkompetencevurdering

De fleste af vores moduler har tilmeldingsfrist 1. juni eller 1. december, men nogle moduler har andre frister. Du finder altid den aktuelle tilmeldingsfrist på siden for det enkelte modul.

Er der stadig ledige pladser, kan du ofte tilmelde dig helt frem mod studiestart.

Hvis der ikke er nok tilmeldte til et modul, kan vi forlænge tilmeldingsfristen. Har du allerede tilmeldt dig, får du besked via nemStudie, hvis fristen bliver forlænget.

Her kan du læse om vilkår for tilmelding, betaling, framelding, frister etc., når du skal tage videreuddannelse hos UC SYD.

Handelsbetingelserne er gældende for din tilmelding. Du opfordres derfor til at læse betingelserne igennem, så du kender dine rettigheder og forpligtelser, inden du tilmelder dig et udbud.

Handelsbetingelserne gælder for kurser og videreuddannelser afholdt af UC SYD.

Åben handelsbetingelserne

Ønsker du at gøre brug af fortrydelsesretten, skal du sende en mail til: evu-sikkerpost@ucsyd.dk. Vær opmærksom på de gældende tidsfrister angivet i handelsbetingelserne.

Akademi- og diplomuddannelser i Danmark skal betales af dig selv eller din arbejdsgiver. I særlige tilfælde har du mulighed for at få SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte). Det kan du læse mere om på www.svu.dk.

Du betaler løbende for din uddannelse, hver gang du tilmelder dig et modul på vores hjemmeside.

Ud over prisen for modulet skal du regne med udgifter til bøger og andet studiemateriale. Udgiften er typisk 700–1.000 kr. pr. modul, men kan variere.

Når du er tilmeldt modulet, får du adgang til litteraturlisten på læringsplatformen ItsLearning.

Uddannelsen svarer til ét års fuldtidsstudie, men de fleste vælger at tage den på deltid over cirka tre år, så den kan kombineres med arbejde og familieliv.

Du bestemmer selv tempoet og kan strække uddannelsen over en længere periode. Du skal blot have afsluttet hele uddannelsen senest seks år efter, du er startet.

Når du er optaget, får du besked via nemStudie. Her finder du vigtig information om din studiestart, blandt andet hvordan du får dit studielogin, og hvilke digitale platforme du skal bruge. Husk derfor at læse din optagelsesbesked.

Inden studiestart sender vi en faktura til dig eller din arbejdsgiver, afhængigt af hvem du har angivet som betaler.

Når fakturaen er betalt, har du ret til at deltage i undervisning og eksamen, få vejledning og deltage i studiestøttende aktiviteter.

Undervisningen på efterårssemestret begynder som udgangspunkt i starten af september, mens forårssemestret begynder i starten af februar.

Du finder de aktuelle undervisningsdatoer, når du går videre til tilmeldingen af det enkelte modul.

Her kan du læse mere om hvordan vi behandler og beskytter dine persondata i forbindelse med dine studier på UC SYD.

Som studerende skal du være opmærksom på at hvis din arbejdsgiver betaler og ønsker at få verificeret din tilmelding, kan UC SYD viderebringe disse oplysninger.

EVU-studievejledning-Kolding-2025-UCSYD.jpg

EVU-studievejledning

Har du spørgsmål til adgangskrav, merit eller kompetencevurdering? Eller har du brug for Studievejledning til at sammensætte et efteruddannelsesforløb?

Find svar her på siden eller kontakt vores studievejledere for personlig vejledning om efteruddannelse.

Telefon: 7266 4587
Mail: evu-studievejledning@ucsyd.dk

Mandag-torsdag: 8.00-12.00
Fredag: Lukket.

Team-EVU-Kolding-2025-UCSYD.jpg

Team EVU

Vi sidder klar til at hjælpe dig med alt omkring tilmelding, optagelse, faktura eller eksamen på vores akademi- og diplommoduler samt kurser og temadage.

Telefon: 7266 3387
Mail: evu-sikkerpost@ucsyd.dk / evu@ucsyd.dk

Mandag-torsdag: 8.00-12.00
Fredag: Lukket.

Har du spørgsmål til uddannelsen?