Pædagog

Form hverdagen for børn, unge og voksne

uc-syd-pædagog-studerende-aabenraa-2.jpg

Bliv pædagog

Pædagoger spiller en stor rolle i alle aspekter af vores liv. I daginstitutionen er det pædagogen, der lærer os at lyne jakken, danne venskaber og vente til det bliver vores tur.

uc-syd-pædagog-studerende-aabenraa-7.jpg

I skolen sikrer pædagogen i tæt samarbejde med læreren, at børnene trives, udvikles og får en varieret dag fyldt med aktiviteter, der understøtter læring.

For mennesker, der er fysisk, psykisk eller socialt udfordret i livet, er pædagogen en vigtig støtte i hverdagen. Det er den, man kan betro sig til, som flytter grænser og skaber de bedst mulige rammer for et godt liv.

At arbejde som pædagog kræver engagement, indlevelse og stor faglighed. Pædagoguddannelsen på UC SYD er for dig, der drømmer om at skabe en spændende, udfordrende og tryg hverdag for børn, unge og voksne.

Fakta om pædagoguddannelsen

Type

Professionsbachelor

Varighed

3,5 år

Beliggenhed

Esbjerg, Kolding, Tønder, Aabenraa eller online

Pladser per årgang

620 i alt fordelt på 210 i Esbjerg, 225 i Aabenraa, 165 i Kolding, 20 i Tønder

Praktik

Samlet ca. 1 års praktik fordelt på fire praktikperioder

Adgangskrav

Studentereksamen/HF, 4 enkeltfag mv., pædagogisk assistent eller SOSU-assistent + specifikke krav

En mangfoldig uddannelse

På holdet møder du studerende med mange forskellige baggrunde.

Nogle har erfaring fra pædagogisk arbejde, andre kommer direkte fra en gymnasial uddannelse eller fra helt andre brancher. Det giver en stærk dynamik, hvor forskellighederne bliver en styrke.

Vi har et klart mål med din uddannelse: Du skal blive en fagligt dygtig pædagog, der kan løse nogle af de vigtigste opgaver i vores samfund – hvad enten det er inden for dagtilbudspædagogik, skole- og fritidspædagogik eller social- og specialområdet.

Hos UC SYD kræver vi noget af dig, så du kan gå ud og være noget for andre.

Elitesport og uddannelse

Kombinér elitesport med din uddannelse

Dyrker du sport på eliteniveau, kan du få et fleksibelt studieforløb på UC SYD, der tager højde for din sport og din hverdag.

Se dine muligheder som elitesportsudøver

Uddannelsens opbygning

Pædagoguddannelsen er et fuldtidsstudie, som tager tre et halvt år. Hos UC SYD har du mulighed for at læse til pædagog på flere måder, så du kan vælge det forløb, der passer bedst til din hverdag.

Dagstudiet

Dagstudiet varer 3,5 år og udbydes i Esbjerg, Kolding, Tønder og Aabenraa. Det første år består af en fællesdel, hvor du bliver undervist i grundlæggende pædagogisk arbejde. Her ligger også den første praktikperiode på syv uger.

Pædagoguddannelsen er et fuldtidsstudie med cirka 12 skemalagte timer om ugen på campus. Undervisningen er en blanding af holdundervisning, foredrag, empiriindsamling, opgaveskrivning, praktik og gruppearbejde.

Praktik

Der er fire praktikperioder i alt.

  • Den første varer syv uger, hvor du arbejder 30 timer om ugen og får SU.

  • De to næste praktikperioder varer et halvt år hver, hvor du arbejder i gennemsnit 32,5 timer om ugen og får løn.

  • Den fjerde praktik ligger i forbindelse med din bacheloropgave. Her er du i praktik i 96 timer og får SU.

I de tre første praktikker finder vi din praktikplads for dig. Du kan ønske, hvor du gerne vil hen, og vi gør alt, hvad vi kan, for at opfylde dit ønske.

Specialisering

På uddannelsen bliver du tildelt en specialisering, og du kan ønske mellem tre forskellige:

  • Dagtilbudspædagogik (0-5 år)

  • Skole- og fritidspædagogik (6-18 år)

  • Social- og specialpædagogik

Pædagoguddannelsen er en generalistuddannelse. Det betyder, at du som færdiguddannet pædagog kan søge arbejde inden for alle områder af faget uanset specialisering.

Online eller merit

Du kan også læse til pædagog som delvist netbaseret uddannelse eller som merituddannelse, hvis du ønsker større fleksibilitet i hverdagen.

Adgangskrav & optagelse

Bliv klædt på til at søge ind på pædagoguddannelsen. Her kan du læse om optagelse, adgangskrav, ansøgningsfrister og meget mere.

Ansøgningsfrister

Kvote 1: 5. juli kl. 12.00

Kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Studiestart

Uddannelsen har studiestart i september og i februar. Der er studiestart i september i Kolding, Esbjerg, Aabenraa (delvis online og dagstudie) samt Tønder. Derudover er der studiestart i februar i Kolding, Esbjerg og Aabenraa (dagstudie).

Søg ind på onlineuddannelsen til pædagog

Søg ind på pædagoguddannelsen

For at søge optagelse på pædagoguddannelsen gennem kvote 1 skal du have en af følgende eksamener:

  • Studentereksamen (STX)

  • Højere forberedelseseksamen (HF)

  • Højere handelseksamen (HHX)

  • Højere teknisk eksamen (HTX)

  • Gymnasialt indslusningskursus for fremmedsprogede (GIF)

  • Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (EUX)

Du kan søge om optagelse gennem kvote 1, hvis du har en adgangsgivende gymnasial uddannelse.

Ansøgningsfrist kvote 1: 5. juli kl. 12.00

I kvote 1 bliver du optaget alene på baggrund af dit karaktergennemsnit fra din adgangsgivende eksamen. Har du bestået flere gymnasiale eksamener, kan du kun blive optaget på baggrund af den første. Du kan ikke forbedre din adgangskvotient ved at tage hf-enkeltfag.

Adgangskvotienten kan variere fra år til år. Den afhænger af, hvor mange ansøgere og studiepladser, der er det pågældende år.

Hvis du er i tvivl, om dit gennemsnit er højt nok til at komme ind via kvote 1, kan du vælge at søge om optagelse via kvote 2 i stedet for. Søger du gennem kvote 2 med en gymnasial eksamen, vil din ansøgning automatisk blive vurderet både i kvote 1 og kvote 2.

Har du en International Baccalaureate (IB), skal du søge gennem kvote 2.

Søg via optagelse.dk senest 5. juli kl. 12.00

Du kan læse om krav til dokumentation her.

For at søge optagelse på pædagoguddannelsen gennem kvote 2 skal du have en af følgende eksamener:

Gymnasial uddannelse (STX, HF, HHX, HTX, GIF) eller EUX.

eller

Social- og sundhedsassistentuddannelsen (trin 2, hvis uddannelsen er fra før 2016) med fagene dansk C og naturfag C samt engelsk D.

Pædagogisk assistentuddannelse med fagene dansk C og samfundsfag C samt engelsk E.

Fire gymnasiale enkeltfag: dansk A, engelsk B, samfundsfag C samt ét valgfrit fag på C-niveau.

Godkendt udenlandsk eksamen.

Kvalifikationer der efter en individuel kompetencevurdering kan sidestilles med de fastsatte adgangskrav.

De specifikke adgangskrav skal være beståede.

Vi vurderer dig på disse kriterier i kvote 2

I kvote 2 bliver du vurderet på baggrund af en samlet vurdering af dine kvalifikationer og erfaringer. Vi medtager maksimalt 12 måneders aktiviteter samlet set.

Vi tager udgangspunkt i følgende vurderingskriterier:

  • erhvervserfaring efter du er fyldt 18 år: et timetal på 15-27 timer ugentligt (deltid) og 28 timer og derover (fuldtid)

  • færdiggjort erhvervsuddannelse

  • udlandsophold min. 3 måneder

  • højskoleophold min. 3 måneder

  • samfundsfaglig indsats min. en sæson eller 9 måneder

  • motiveret ansøgning

Ansøgningsfrist kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Kvote 2 er for dig, der:

  • har en adgangsgivende gymnasial uddannelse, men er i tvivl om dit gennemsnit er højt nok til at nå årets adgangskvotient.

  • har en udenlandsk eksamen, hf-enkeltfag eller en anden adgangsgivende eksamen.

  • ikke opfylder uddannelsens adgangskrav men har andre kvalifikationer, der kan sidestilles med de formelle krav. I den situation skal du søge om en individuel kompetencevurdering.

Søg via optagelse.dk senest 15. marts kl. 12.00

Du kan læse om krav til dokumentation her.

Spørgsmål og svar

Er du nysgerrig på, hvad adgangskvotienten var ved det seneste optag? Find adgangskvotienten for kvote 1-optaget her.

Pædagoguddannelsen optager 50 procent i kvote 1 og 50 procent i kvote 2.

Studielivet på pædagoguddannelsen i Esbjerg

– En rolig start med plads til at lære hinanden at kende

På pædagoguddannelsen i Esbjerg er studielivet mere end undervisning og pensum. Fællesskab fylder meget i hverdagen, og det mærker de studerende allerede fra starten.

En rolig start på studielivet

De første dage byder blandt andet på lege og aktiviteter, der skal ryste de studerende sammen og gøre det lettere at lære hinanden at kende.

”Jeg er tilflytter, så for mig var ryste-sammen-tingene en god måde at lære nogle at kende på. Og det var på en stille og rolig måde,” fortæller Trine, studerende på 4. semester.

De nye studerende får også hjælp af tutorer, som selv læser på uddannelsen.

”Det gjorde meget, at man havde én, der selv var på uddannelsen og selv havde prøvet for nylig at være ny,” fortæller Trine, studerende på 4. semester.

De studerende bliver desuden sat sammen i grupper fra starten, så ingen skal stå alene og finde en gruppe selv.

”Jeg synes, det har været rart, at man ikke selv har skullet gå ind og tage det valg. For det er ikke alle, der har lige nemt ved det socialt,” fortæller Camilla, studerende på 4. semester.

Der er ikke kun én rigtig måde

For nogle kan det være en bekymring, om man kan følge med fagligt og leve op til kravene. Det tænkte Trine også over, inden hun startede.

”Jeg tror, for mig handlede det om, om man kunne følge med fagligt og leve op til de krav, der fulgte med uddannelsen,” fortæller Trine, studerende på 4. semester.

Efterhånden fandt hun ud af, at der ikke nødvendigvis er ét rigtigt svar på en opgave eller situation.

”Der er jo ikke én rigtig måde at løse noget på. Der kan være mange forskellige metoder, der kan føre til det samme resultat. Det har helt sikkert givet en ro i det,” fortæller Trine, studerende på 4. semester.

Pædagog-Aabenraa-2026-UCSYD(21).jpg
Instagram
Følg pædagoguddannelsen på Instagram

Profilen Paedagogisyd giver glimt fra hverdagen på studiet, konkurrencer, begivenheder og sjove indslag fra alle de byer, hvor vi uddanner pædagoger.

Følg med her

En hverdag med studie og praktik

En almindelig uge kan se meget forskellig ud. De studerende har typisk en til to studiedage om ugen med tid til gruppearbejde og forberedelse. Praktikken giver samtidig en anden rytme i studielivet.

De studerende kan ønske praktiksteder og får indflydelse på, hvor de kommer hen, uden selv at skulle søge praktikplads.

”Jeg synes, det er rart, at man har indflydelse, men at man ikke selv skal ud og smide en ansøgning forskellige steder. Du søger, og så får du tildelt et sted,”

Trine

Studerende på 4. semester.

Fællesskab i og efter undervisningen

Fællesskabet fylder både i hverdagen og til de mange arrangementer på uddannelsen. De studerende spiser sammen efter undervisningen, taler om praktikken og mødes til blandt andet fællesspisninger, temafester, julearrangementer og professionsfestival.

uc-syd-pædagog-studerende-aabenraa-1.jpg

”Når vi har haft studiedage, har mange af os taget ud og spise bagefter. Så snakker vi om vores praktik, fordi det fylder for os alle sammen,” fortæller Camilla, studerende på 4. semester.

Det er også de mange aktiviteter uden for undervisningen, der har overrasket Camilla positivt.

”Jeg synes, det var enormt fedt, at vi har så mange arrangementer, og at der bliver taget hånd om studiemiljøet udover bare undervisningen. Der bliver gjort så mange ting, og jeg synes personligt, det er mega fedt,”

Camilla

Studerende på 4. semester

For Trine giver de forskellige arrangementer mulighed for forskellige former for fællesskab:

”De kan noget forskelligt. Fællesspisning er mere intimt, hvor man kan lære hinanden på en anden måde at kende end til festerne, hvor der er flere deltagere,” fortæller Trine, studerende på 4. semester.

Et studieliv med plads til forskellige mennesker

På pædagoguddannelsen møder man mange forskellige mennesker, og det kræver ifølge Trine, at man er åben over for andre perspektiver.

”Man skal være åben for at udvikle sig og åben over for forskellige personligheder,” fortæller Trine, studerende på 4. semester.

Og hvis man overvejer at søge ind på pædagoguddannelsen, er Camillas anbefaling klar:

”Gør det!” siger Camilla, studerende på 4. semester.

Læs mere om Campus Esbjerg, Kolding og Aabenraa

1 / 3

I tvivl om uddannelse?

Synes du, det er svært at vælge uddannelse? Og mangler du inspiration og gode råd? Så bliv klogere her.

Læs mere

Kom tættere på uddannelsen

1 / 3

Job & karriere

Som færdiguddannet pædagog har du mange muligheder for at arbejde med børn, unge og voksne og skabe trygge, udviklende og meningsfulde hverdage. Du kan arbejde i både offentlige institutioner og private tilbud, og du kan vælge et arbejdsområde, der passer til dine interesser.

Du kan blandt andet arbejde på:

  • Vuggestuer, børnehaver og andre dagtilbud

  • Integrerede institutioner og naturbørnehaver

  • Skoler, SFO’er, klubber og fritidstilbud

  • Efterskoler og privatskoler

  • Botilbud for mennesker med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser

  • Væresteder og behandlingshjem

  • Psykiatrien og fængsler

  • Tilbud for mennesker med demens

  • Flygtninge- og andre sociale tilbud

Som pædagog arbejder du tæt sammen med børn, unge eller voksne og med andre faggrupper. Du kan blandt andet arbejde med trivsel, udvikling, fællesskaber, læring og støtte til mennesker, der har brug for særlige indsatser.

Muligheder for andre roller

Pædagoguddannelsen kan også føre til andre typer af job. Med erfaring og eventuel videreuddannelse kan du eksempelvis arbejde med udvikling af pædagogisk praksis, som konsulent eller projektleder. Du kan også bevæge dig i retning af ledelse eller specialisere dig inden for et bestemt pædagogisk område.

En bred uddannelse med mange veje

Pædagogfaget spænder bredt, og du behøver derfor ikke vælge én bestemt retning for hele dit arbejdsliv. Du kan skifte mellem forskellige målgrupper og arbejdsområder eller bygge videre på din faglighed gennem efter- og videreuddannelse.

Økonomi

Udgifter til studiestart

Vi gør, hvad vi kan, for at minimere dine udgifter til bøger gennem studietiden. F.eks. scanner vi relevant litteratur ind, som du kan hente direkte ned, så du slipper for at købe nogle af bøgerne.

Gennem hele din uddannelse skal du regne med følgende omkostninger. Beløbene er vejledende:

  • Bøger ca. 4.- 5.000 kr. fordelt over 3,5 år

  • Transport: Udgiftens størrelse afhænger af, hvor langt du bor fra campus

  • Praktik: Her skal du påregne ekstra udgift til transport

Dine muligheder for studiestøtte

Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, så har du mulighed for at søge om Specialpædagogisk Støtte (SPS). Det kan være hjælpemidler i form af f.eks. IT-rygsæk, studiestøttetimer, en særlig stol, et hæve-/sænkebord m.v.

Du kan også få studiestøtte, hvis du har læse- og skrivevanskeligheder.

Du kan finde flere informationer om studiestøtte her.

Vejledning om SU og transport

Har du spørgsmål vedrørende SU og transport, så er vores SU-vejledere klar til at hjælpe dig.

Kommende studerende kan kontakte os her.
Nuværende studerende kan kontakte os her.

Du kan også ringe til os mandag-torsdag kl 8-12.

7266 2250

Husk at søge SU, hvis du er SU-berettiget

Som studerende på en professionsbacheloruddannelse eller erhvervsakademiuddannelse har du mulighed for at søge Statens Uddannelsesstøtte (SU) til dit uddannelsesforløb.

Du kan tidligst søge SU en måned før den måned, du kan få SU fra. Har du for eksempel ret til SU fra september, kan du tidligst søge fra den 1. august.

Betingelserne for at modtage støtte og de aktuelle satser findes på www.su.dk, hvor du også skal søge SU.

Regler og rammer for pædagoguddannelsen

Her finder du de regler og rammer, der er grundlaget for pædagoguddannelsen. Vi har samlet de officielle dokumenter til dig, som relaterer sig til uddannelsen.

Det giver dig en hurtig oversigt over bl.a. studieordninger, praktikbeskrivelser, studieaktivitetsmodeller og bekendtgørelser.

Til praktikinstitutioner og praktikvejleder

Vi henviser alle praktikinstitutioner og praktikvejledere til at logge ind på UC Praktikportalen, hvor du finder alle dokumenter, der vedrører praktikken.

Log ind på UC Praktikportalen

Studieaktivitetsmodellen

Blandt professionshøjskolerne er der udviklet en fælles studieaktivitetsmodel. Modellen er et redskab til at synliggøre de forskellige studieaktiviteter, som du forventes at arbejde med i forhold til din uddannelses formål.

Der er tre formål med studieaktivitetsmodellen:

  1. Modellen skal bruges til at synliggøre, at de samlede studieaktiviteter reelt udgør en fuldtidsuddannelse. Det vil sige, at modellen kan give dig et overblik over forventede studieaktiviteter, og du kan derfor bruge den til at planlægge din tid som fuldtidsstuderende.

  2. Modellen synliggør, at en professions- og erhvervsrettet uddannelse omfatter forskellige typer af studieaktiviteter.

  3. Modellen danner grundlag for kommunikation og forventningsafstemning mellem dig som studerende og dine undervisere i forhold til studieintensitet og i forhold til roller og ansvar i de forskellige typer af studieaktiviteter.

Uddannelserne er organiseret i henhold til den europæiske uddannelsesstandard ECTS, der udtrykker den gennemsnitlige arbejdsbelastning per uge.

  • Kategori 1: Deltagelse af undervisere og studerende. Initieret af underviser.

  • Kategori 2: Deltagelse af studerende. Initieret af underviser.

  • Kategori 3: Deltagelse af studerende. Initieret af studerende.

  • Kategori 4: Deltagelse af undervisere og studerende. Initieret af studerende.

Juridisk håndbog

UC SYDs Juridiske håndbog indeholder alle regler og retningslinjer for vores uddannelser.

UC SYDs Juridiske håndbog

Få svar på dine spørgsmål

Her finder du svar på nogle af de mest generelle spørgsmål om pædagoguddannelsen. Du kan finde flere spørgsmål og svar om adgangskrav og optagelse under Adgangskrav og optagelse.

Finder du ikke det, du søger, er du altid velkommen til at kontakte os.

Vi har en bred aldersfordeling på uddannelsen, og holdene består af studerende med mange forskellige baggrunde. Det giver en god dynamik og et stærkt studiemiljø.

Ca. 25 % af de studerende på pædagoguddannelsen er mænd.

Som studerende skal du regne med at have en arbejdsuge på ca. 40 timer. For de fleste studerende er det muligt at arbejde lidt ved siden af. Dog kan det være sværere at passe et fritidsarbejde i praktikperioderne, da arbejdstiderne ligger anderledes fordelt i disse perioder.

På pædagoguddannelsen skal du ikke selv finde dine praktikpladser, men du har indflydelse på din praktikplacering, da dine egne prioriteringsønsker indgår i fordelingsprocessen. Vi kan ikke garantere, at du får dit ønske opfyldt, men vi gør alt, hvad vi kan.

Ja - du kan ringe eller skrive til os og aftale et tidspunkt. Nogle uddannelser tager imod hele året, andre afholder Studerende for en dag-arrangementer et par gange om året.

En gang om året holder vi Åbent Hus, og her er du meget velkommen. Læs mere om det her.

En professionshøjskole er en uddannelsesinstitution for mellemlange, videregående uddannelser. Uddannelserne varer mellem 3 og 4 år og giver dig titlen som professionsbachelor.

En professionsbachelor er en mellemlang videregående uddannelse, hvor undervisning, teori og praktisk erfaring går hånd i hånd. Du uddanner dig typisk til en bestemt profession og et bestemt fag – fx lærer, lyddesigner eller ergoterapeut.

Under uddannelsen arbejder du med, hvordan du kan anvende og omsætte teori til praksis, og du kommer også i praktik. Det betyder, at du allerede under uddannelsen får erfaring med at arbejde inden for dit fag og bliver godt rustet til dit første job som færdiguddannet.

En professionsbacheloruddannelse varer typisk 3½ år.

En professionsbachelor giver også mulighed for at læse videre på fx kandidat- og masteruddannelser.

Du søger en standby-plads ved at vælge ja i afkrydsningsfeltet "jeg ønsker at søge en standbyplads", når du udfylder din ansøgning på optagelse.dk.

Standby-pladser er en form for venteliste, hvor du kan blive tilbudt en studieplads, hvis en anden studerende takker nej til sin plads.

Merit betyder, at dele af din tidligere uddannelse eller relevante beskæftigelse kan erstatte dele af den uddannelse, du bliver optaget på. Det kan fx være tidligere beståede fag, uddannelseselementer eller relevant erhvervserfaring fra Danmark eller udlandet.

Der findes to former for merit: obligatorisk merit og ansøgt merit.

Obligatorisk merit

Når du søger optagelse på en uddannelse, har du pligt til at oplyse om tidligere uddannelse og relevant beskæftigelse – også hvis du har afbrudt en tidligere uddannelse.

Vi vurderer herefter, om du skal have merit for dele af uddannelsen. Du kan få merit for uddannelseselementer eller beskæftigelse, der er på samme niveau som den uddannelse, du bliver optaget på.

Du skal sende dokumentation for din tidligere uddannelse og relevante beskæftigelse, fx eksamensbeviser, studiejournal, studieprotokol, ansættelsesbevis eller en udtalelse fra en tidligere arbejdsgiver.

Hvis du får merit, kan du ikke følge undervisningen eller gå til prøve i de dele af uddannelsen, du har fået merit for.

Ansøgt merit

Ansøgt merit betyder, at du selv søger om at få merit for kompetencer, du allerede har opnået gennem tidligere uddannelse eller relevant beskæftigelse. Du skal kunne dokumentere, at dine kompetencer svarer til læringsmålene for det fag, modul eller forløb, du søger merit for.

Du kan søge om ansøgt merit både før studiestart og undervejs i uddannelsen. Det er en god idé at søge i god tid.

Får jeg en kortere uddannelse, hvis jeg får merit?

Ikke nødvendigvis. Merit kan betyde, at du kan springe bestemte fag eller dele af uddannelsen over, men det betyder ikke automatisk, at den samlede uddannelsesperiode bliver kortere. I stedet kan du få perioder under studiet med en mindre arbejdsbelastning.

Der findes særlige merituddannelser, hvor uddannelsen er tilrettelagt, så du kan gennemføre den på kortere tid. Det gælder fx meritlæreruddannelsen og meritpædagoguddannelsen.

Kan jeg klage over en meritafgørelse?

Hvis du vil klage over tildelt obligatorisk merit eller afslag på ansøgt merit, kan du klage til Kvalifikationsnævnet. Klagefristen er fire uger fra den dag, du modtager meritafgørelsen. Du får en klagevejledning sammen med afgørelsen.

Hvis du allerede har gennemført en dansk videregående uddannelse, fx en bacheloruddannelse, professionsbacheloruddannelse eller kandidatuddannelse, kan du som udgangspunkt kun blive optaget på en professionsbacheloruddannelse som heltidsuddannelse, hvis du får dispensation.

Hvis det er mere end seks år siden, du afsluttede din tidligere videregående uddannelse, får du automatisk dispensation. De seks år beregnes fra datoen på dit eksamensbevis til studiestart på den nye uddannelse.

Hvis det er mindre end seks år siden, du afsluttede din tidligere uddannelse, kan du søge om dispensation, hvis:

  • du af helbredsmæssige årsager ikke længere kan bruge din tidligere uddannelse på arbejdsmarkedet

  • din tidligere uddannelse er ændret væsentligt eller helt er bortfaldet.

Hvordan søger jeg dispensation?

Der er ikke et officielt ansøgningsskema. Du skal selv skrive en dispensationsansøgning og uploade den sammen med din ansøgning på optagelse.dk.

Du skal vedlægge dokumentation for din tidligere gennemførte uddannelse. Hvis du søger dispensation på grund af helbredsmæssige forhold, skal du også vedlægge lægelig dokumentation.

Hvis du har afsluttet din tidligere videregående uddannelse for mere end seks år siden, skal du ikke søge om dispensation. Du skal i stedet uploade dit eksamensbevis fra den tidligere uddannelse på optagelse.dk.

Hvornår er fristen for at søge dispensation?

Fristen for at søge dispensation fra reglen om dobbeltuddannelse er 15. marts kl. 12.00.

Du får særskilt svar på din dispensationsansøgning, når den er færdigbehandlet.

Når du har søgt en uddannelse hos UC SYD gennem optagelse.dk eller søgt en ledig studieplads, kan du følge behandlingen af din ansøgning på nemStudie.

På nemStudie modtager du beskeder og information om din ansøgning, og det er også her, du kan blive bedt om at indsende dokumentation eller godkende en tilbudt studie- eller standby-plads.

Du får information om, hvordan du opretter adgang til nemStudie, efter du har sendt din ansøgning. Husk at holde øje med din mail og spamfilter.

Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, har du mulighed for at søge Specialpædagogisk Støtte (SPS). Det kan være hjælpemidler som for eksempel IT-rygsæk, studiestøttetimer, en særlig stol eller et hæve-/sænkebord.

For at kunne modtage SPS skal du være optaget på en SU-berettiget uddannelse, være studieaktiv og have dokumentation for din funktionsnedsættelse.

Pædagog-Aabenraa-2026-UCSYD(14).jpg

Kontakt os

Vi er her for at hjælpe dig. Så kontakt os endelig hvis du har spørgsmål om optagelse, adgangskrav, valg af studie eller om selve uddannelsen.

Spørgsmål om optagelse, adgangskrav og ansøgning?

Har du spørgsmål om optagelse, adgangskrav, udfyldelse af din ansøgning, SU eller til valg af studie?

Kontakt os her

Har du brug for studievejledning?

Har du spørgsmål til uddannelsen, job- og karrieremuligheder eller vil du gerne komme på besøg, så kontakt vores studievejledere.

Studievejledere på pædagoguddannelsen

Campus Aabenraa / Tønder
Mette Solkær
Studievejleder
mspe@ucsyd.dk
7266 5646

Campus Esbjerg
Per Torbøl Holm Sørensen
Studievejleder
ptso@ucsyd.dk
7266 4110

Campus Esbjerg
Charlotte Bak Balvig
Studievejleder
cbba@ucsyd.dk
7266 3025

Campus Kolding
Minea Neigaard
Studievejleder
mnei@ucsyd.dk
7266 5647