Ergoterapeut

Giv mennesker nye muligheder

Ergoterapeut-Esbjerg-2026-UCSYD(2).jpg

Bliv ergoterapeut

Vores hverdag er fyldt med aktiviteter – fra at stå op om morgenen og børste tænder til at arbejde, være sammen med familie og deltage i fritidsliv. Gennem hele livet har vi brug for, at både krop og sind kan følge med til hverdagens aktiviteter. Det giver frihed i hverdagen.

Som ergoterapeut hjælper du mennesker, der er fysisk, psykisk eller socialt udfordrede, med at få en mere velfungerende hverdag. Med små justeringer i dagligdagens gøremål kan du skabe store forandringer for den enkelte.

Ergoterapeut-Esbjerg-2026-UCSYD(21).jpg

På uddannelsen lærer du at se den enkeltes udfordringer og får redskaber til at rådgive, forebygge og skabe individuelle løsninger.

Fakta om ergoterapeutuddannelsen

Type

Professionsbachelor

Varighed

3.5

Beliggenhed

Esbjerg og Haderslev

Pladser per årgang

69

Praktik

28 uger

Adgangskrav

Gymnasial eksamen, bestemt erhvervsuddannelse eller fire gymnasiale enkeltfag mv.

En uddannelse, der ruster dig til alle dele af praksisfeltet

Vi giver dig en praksisnær uddannelse, hvor undervisning og praktik hænger tæt sammen. Vores samarbejde med praktikstederne sikrer, at det, du lærer i undervisningen, kan bruges i praksis. Da praktikforløbene er fordelt over hele uddannelsen, kobler du løbende teori og praksis.

Vi arbejder også for, at du udvikler dig både fagligt og personligt. Du bliver udfordret, styrket og rustet til at møde borgere i mange forskellige livssituationer.

Elitesport og uddannelse

Kombinér elitesport med din uddannelse

Dyrker du sport på eliteniveau, kan du få et fleksibelt studieforløb på UC SYD, der tager højde for din sport og din hverdag.

Se dine muligheder som elitesportsudøver

Uddannelsens opbygning

Det tager tre et halvt år at blive ergoterapeut. På uddannelsen får du bred teoretisk viden og praktisk erfaring, så du som færdiguddannet ergoterapeut har mulighed for at arbejde med alle grene af faget.

Du skal møde til undervisning på UC SYD gennemsnitligt 12-15 timer pr. uge. Uddannelsen er et fuldtidsstudium, og den resterende studietid arbejder du individuelt og i grupper med mulighed for vejledning og feedback fra dine undervisere. På studiet kommer du til at arbejde videnskabeligt og læse både dansk og engelsk litteratur.

Undervisningen foregår som dynamisk klasseundervisning i et samspil mellem de studerende og underviseren. Her vil du arbejde med realistiske og virkelighedsnære cases, og du og dine medstuderende vil kunne afprøve teknikker på hinanden.

Du vil løbende i uddannelsen få bundet din teoretiske viden sammen med praktisk erfaring. Uddannelsen består af 80% teori og 20% praktik. Du får tildelt et praktiksted i Syd- og Sønderjylland, og her møder du en klinisk underviser, der guider dig i dit praktikforløb og hjælper med at sammenkoble teori og praksis.

I din studietid tilbyder vi løbende karrierevejledning, hvor vi hjælper dig til at finde dit potentiale og gå i den retning, du drømmer allermest om.

Ergoterapeut-Esbjerg-2026-UCSYD(7).jpg

Internationale muligheder

På ergoterapeutuddannelsen har du på femte og syvende semester mulighed for at tage internationale praktikker.

Adgangskrav & optagelse

Bliv klædt på til at søge ind på ergoterapeutuddannelsen. Her kan du læse om optagelse, adgangskrav, ansøgningsfrister og meget mere.

Ansøgningsfrister

Kvote 1: 5. juli kl. 12.00

Kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Studiestart

Ergoterapeutuddannelsen i Haderslev og Esbjerg har studiestart i september.

Søg optagelse her

For at søge optagelse på ergoterapeutuddannelsen gennem kvote 1 skal du have en af følgende eksamener:

  • Studentereksamen (STX)

  • Højere forberedelseseksamen (HF)

  • Højere handelseksamen (HHX)

  • Højere teknisk eksamen (HTX)

  • Gymnasialt indslusningskursus for fremmedsprogede (GIF)

  • Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (EUX)

Specifikke adgangskrav: Engelsk B.

Du kan søge om optagelse gennem kvote 1, hvis du har en adgangsgivende gymnasial uddannelse (STX, HF, HHX, HTX, EUX, GIF).

Ansøgningsfrist kvote 1: 5. juli kl. 12.00

I kvote 1 bliver du optaget alene på baggrund af dit karaktergennemsnit fra din adgangsgivende eksamen. Har du bestået flere gymnasiale eksamener, kan du kun blive optaget på baggrund af den første. Du kan ikke forbedre din adgangskvotient ved at tage hf-enkeltfag.

Adgangskvotienten kan variere fra år til år. Den afhænger af, hvor mange ansøgere og studiepladser, der er det pågældende år.

Hvis du er i tvivl, om dit gennemsnit er højt nok til at komme ind via kvote 1, kan du vælge at søge om optagelse via kvote 2 i stedet for. Søger du gennem kvote 2 med en gymnasial eksamen, vil din ansøgning automatisk blive vurderet både i kvote 1 og kvote 2.

Har du en International Baccalaureate (IB) skal du søge gennem kvote 2. Det gælder både, hvis den er taget i Danmark eller i udlandet, og hvis du har en udenlandsk gymnasial eksamen, der ikke kan omregnes.

Søg via optagelse.dk senest 5. juli kl. 12.00

Du kan læse om krav til dokumentation her.

For at søge optagelse på ergoterapeutuddannelsen gennem kvote 2 skal du have en af følgende eksamener:

Gymnasial uddannelse (STX, HF, HHX, HTX, GIF) eller EUX. Specifikke adgangskrav: Engelsk B.

eller

Adgang via relevant erhvervsuddannelse:

  • Ambulancebehandler

  • Den pædagogiske assistentuddannelse (PAU) / den pædagogiske grunduddannelse (PGU)

  • Social- og sundhedsassistentuddannelsen (trin 2, hvis gl. ordning)

  • Tandtekniker

Specifikke adgangskrav: Dansk C, engelsk B og enten naturfag C, biologi C eller kemi C.

eller

Anden adgang:

9 måneders erhvervserfaring (minimum 28 timer pr. uge) og 4 beståede gymnasiale enkeltfag: Dansk A, engelsk B og enten biologi B, fysik B, kemi B eller matematik B og enten samfundsfag C eller psykologi C.

eller

Godkendt udenlandsk eksamen. Specifikke adgangskrav: Engelsk B.

eller

Kvalifikationer der efter en individuel kompetencevurdering kan sidestilles med de fastsatte adgangskrav.

De specifikke adgangskrav skal være beståede.

Vi vurderer dig på disse kriterier i kvote 2

I kvote 2 bliver du vurderet på baggrund af en samlet vurdering af dine kvalifikationer og erfaringer. Vi medtager maksimalt 12 måneders aktiviteter samlet set.

Vi tager udgangspunkt i følgende vurderingskriterier:

  • Motiveret ansøgning

  • Erhvervserfaring (min. 28 timer pr. uge i mindst 6 måneder)

  • Enkeltfag udover den adgangsgivende eksamen

  • Gennemført en kort videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse

  • Efter- og videreuddannelse f.eks. akademi- eller diplomuddannelse

  • Udlandsophold min. 16 sammenhængende uger

  • Højskole min. 12 uger på fuld tid

  • Værnepligt/værneret min. 4 måneder

  • Frivilligt arbejde

  • Andre studierelevante aktiviteter i min. 10 mdr., f.eks. fritidsledervirksomhed, frivilligt socialt arbejde, foreningsarbejde, spejderleder, træner i idrætsforening eller bestyrelsesarbejde.

Ansøgningsfrist kvote 2: 15. marts kl. 12.00

Kvote 2 er for dig, der:

  • har en adgangsgivende gymnasial uddannelse, men er i tvivl om dit gennemsnit er højt nok til at nå årets adgangskvotient.

  • har en udenlandsk eksamen, hf-enkeltfag eller en anden adgangsgivende eksamen.

  • ikke opfylder uddannelsens adgangskrav, men har andre kvalifikationer, der kan sidestilles med de formelle krav. I den situation skal du søge om en individuel kompetencevurdering.

Søg via optagelse.dk senest 15. marts kl. 12.00

Du kan læse om krav til dokumentation her.

Spørgsmål og svar

Er du nysgerrig på, hvad adgangskvotienten var ved det seneste optag? Find adgangskvotienten for kvote 1-optaget her.

Ergoterapeutuddannelsen optager 50 procent i kvote 1 og 50 procent i kvote 2.

Studielivet på ergoterapeutuddannelsen i Haderslev

– Praktiske erfaringer og en varieret hverdag

På ergoterapeutuddannelsen i Haderslev møder du studerende med forskellige aldre, baggrunde og livssituationer. De små hold gør det nemt at lære hinanden at kende, og gruppearbejde på tværs giver mulighed for at samarbejde med forskellige medstuderende.

“Jeg er mega glad for de små klasser og en lidt større gennemsnitsalder. For mig er det en kæmpe fordel,” siger Christa, studerende på ergoterapeutuddannelsen.

Hverdagen varierer meget fra semester til semester. Nogle perioder er præget af undervisning, mens andre foregår i praktik eller med selvstudie.

“Det er sindssygt forskelligt. Da jeg startede her, troede jeg jo, at det bare var 8-15 hver dag. Jeg skulle være her ligesom i gymnasiet.”

Instagram
Følg ergoterapeutuddannelsen på Instagram

Følg Ergoterapeutuddannelsen og se glimt fra hverdagen på uddannelsen, mød dine medstuderende og få en idé om, hvordan de næste 3,5 år kan se ud.

Følg med her

Fællesskab både i og uden for undervisningen

Fællesskabet opstår ikke kun i undervisningen. På uddannelsen er der tradition for at starte semestre med aktiviteter og fællesspisning, og de studerende tager også selv initiativ til sociale arrangementer.

Ergoterapeut-Esbjerg-2026-UCSYD(11).jpg

“Vi leger nogle lege og slutter af med fællesspisning,” fortæller Anette, studerende på ergoterapeutuddannelsen.

Det kan være grillfester og julefrokoster, men de studerende mødes også mere uformelt på kryds og tværs. Under de lange praktikperioder har de studerende eksempelvis mødtes til kaffe for at dele erfaringer fra deres forskellige praktiksteder.

“Når vi har været væk i 10 uger, har vi lige mødtes til en kop kaffe i Haderslev halvvejs igennem og delt erfaringer. Det har også givet mig en hel masse fagligt.”

Anette

Studerende på ergoterapeutuddannelsen

De studerende fremhæver også gruppearbejdet som en naturlig måde at lære hinanden at kende på.

“Ved at vi er blevet sat sammen i de her gruppearbejder, kommer man næsten til at arbejde sammen med alle på tværs på en eller anden måde,” fortæller Anette.

Ergoterapeut-Esbjerg-2026-UCSYD(2).jpg

Og selvom det faglige fylder meget, er det også vigtigt at være åben og interesseret i mennesker, hvis man vil læse til ergoterapeut.

“Man skal kunne være social. Det vil jo være noget, der har med andre mennesker at gøre," siger Clara, studerende på ergoterapeutuddannelsen.

Christa supplerer: “Så rummelighed er i hvert fald vigtigt.”

Læs mere om Campus Esbjerg og Campus Haderslev 

1 / 2

I tvivl om uddannelse?

Synes du, det er svært at vælge uddannelse? Og mangler du inspiration og gode råd? Så bliv klogere her.

Læs mere

Kom tættere på uddannelsen

1 / 3

Job & karriere

En uddannelse til ergoterapeut åbner for mange forskellige måder at arbejde med mennesker, rehabilitering og hverdagsliv på. Som ergoterapeut hjælper du mennesker med at få en hverdag til at fungere – også når sygdom, skade, funktionsnedsættelse eller andre udfordringer gør det svært.

Fra børn og unge til rehabilitering

Du kan arbejde med børn og unge i dagtilbud, skoler og PPR, hvor du blandt andet kan arbejde med sanseintegration, trivsel og skoleparathed.

Som ergoterapeut kan du også arbejde med genoptræning og rehabilitering af mennesker efter sygdom eller skade. Det kan være på hospitaler, rehabiliteringscentre eller i kommunalt regi, hvor du blandt andet arbejder med ADL-træning, hjælpemidler og boligindretning.

Du kan også arbejde med mennesker med psykiske udfordringer, eksempelvis inden for psykiatri, socialpsykiatri og psykosocial rehabilitering.

Mange arbejdspladser og faglige retninger

Ergoterapeuter arbejder blandt andet i kommuner, på hospitaler og i specialiserede tilbud. Du kan eksempelvis arbejde med neurologi, ortopædi, geriatri, hjerneskade, smerter eller håndterapi.

Andre arbejder inden for beskæftigelsesområdet, hvor ergoterapeutens viden om funktionsevne kan bruges i forbindelse med jobafklaring og tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

Ergoterapeutuddannelsen kan blandt andet føre til job inden for:

  • Rehabilitering og genoptræning

  • Børn, unge og PPR

  • Hospitaler og specialiserede tilbud

  • Psykiatri og socialpsykiatri

  • Beskæftigelse og jobcentre

  • Hjælpemidler og boligindretning

  • Velfærdsteknologi

  • Ergonomi og arbejdsmiljø

  • Undervisning og faglig vejledning

  • Kvalitets- og udviklingsarbejde

  • Koordinering og visitation

  • Privat praksis og konsulentarbejde

  • Du kan udvikle din faglighed

Med erfaring kan du specialisere dig, undervise eller arbejde med faglig udvikling og implementering af nye rehabiliteringsmetoder. Du kan også gå videre i en koordinator- eller konsulentrolle eller etablere egen virksomhed.

Der er desuden mulighed for videreuddannelse på kandidat- og masterniveau og i nogle tilfælde at gå forskningsvejen.

En uddannelse, der kan formes efter dig

Noget af det, der kendetegner ergoterapeutuddannelsen, er den brede faglighed. Du kan arbejde med mennesker i mange forskellige aldre og livssituationer og bruge din viden til at finde individuelle og kreative løsninger.

Det giver dig mulighed for at forme et arbejdsliv inden for det område, der interesserer dig mest – hvad enten det er tæt på borgeren, i et specialiseret fagområde eller med udvikling, undervisning og rådgivning.

Ergoterapeut-Esbjerg-2026-UCSYD(12).jpg

Økonomi

Der vil på hvert semester være udgifter til litteratur og transport eller bolig i forbindelse med praktik. Du kan finde flere informationer om udgifter til transport i forbindelse med uddannelse og praktik her.

Dine muligheder for studiestøtte

Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, så har du mulighed for at søge om Specialpædagogisk Støtte (SPS). Det kan være hjælpemidler i form af f.eks. IT-rygsæk, studiestøttetimer, en særlig stol, et hæve-/sænkebord m.v.

Du kan også få studiestøtte, hvis du har læse- og skrivevanskeligheder.

Du kan finde flere informationer om studiestøtte her.

Vejledning om SU og transport

Har du spørgsmål vedrørende SU og transport, så er vores SU-vejledere klar til at hjælpe dig.

Kommende studerende kan kontakte os her.
Nuværende studerende kan kontakte os her.

Du kan også ringe til os mandag-torsdag kl 8-12.

7266 2250

Husk at søge SU, hvis du er SU-berettiget

Som studerende på en professionsbacheloruddannelse eller erhvervsakademiuddannelse har du mulighed for at søge Statens Uddannelsesstøtte (SU) til dit uddannelsesforløb.

Du kan tidligst søge SU en måned før den måned, du kan få SU fra. Har du for eksempel ret til SU fra september, kan du tidligst søge fra den 1. august.

Betingelserne for at modtage støtte og de aktuelle satser findes på www.su.dk, hvor du også skal søge SU.

Regler og rammer for ergoterapeutuddannelsen

Her finder du de regler og rammer, der er grundlaget for ergoterapeutuddannelsen. Vi har samlet de officielle dokumenter til dig, som relaterer sig til uddannelsen.

Det giver dig en hurtig oversigt over bl.a. studieordninger, praktikbeskrivelser, studieaktivitetsmodeller og bekendtgørelser.

Studieaktivitetsmodellen

Blandt professionshøjskolerne er der udviklet en fælles studieaktivitetsmodel. Modellen er et redskab til at synliggøre de forskellige studieaktiviteter, som du forventes at arbejde med i forhold til din uddannelses formål.

Der er tre formål med studieaktivitetsmodellen:

  1. Modellen skal bruges til at synliggøre, at de samlede studieaktiviteter reelt udgør en fuldtidsuddannelse. Det vil sige, at modellen kan give dig et overblik over forventede studieaktiviteter, og du kan derfor bruge den til at planlægge din tid som fuldtidsstuderende.

  2. Modellen synliggør, at en professions- og erhvervsrettet uddannelse omfatter forskellige typer af studieaktiviteter.

  3. Modellen danner grundlag for kommunikation og forventningsafstemning mellem dig som studerende og dine undervisere i forhold til studieintensitet og i forhold til roller og ansvar i de forskellige typer af studieaktiviteter.

Uddannelserne er organiseret i henhold til den europæiske uddannelsesstandard ECTS, der udtrykker den gennemsnitlige arbejdsbelastning per uge.

  • Kategori 1: Deltagelse af undervisere og studerende. Initieret af underviser.

  • Kategori 2: Deltagelse af studerende. Initieret af underviser.

  • Kategori 3: Deltagelse af studerende. Initieret af studerende.

  • Kategori 4: Deltagelse af undervisere og studerende. Initieret af studerende.

Juridisk håndbog

UC SYDs Juridiske håndbog indeholder alle regler og retningslinjer for vores uddannelser.

UC SYDs Juridiske håndbog

Få svar på dine spørgsmål

Her finder du svar på nogle af de mest generelle spørgsmål om ergoterapeutuddannelsen. Du kan finde flere spørgsmål og svar om adgangskrav og optagelse under Adgangskrav og optagelse.

Finder du ikke det, du søger, er du altid velkommen til at kontakte os.

Som ergoterapeut kan du arbejde med børn, voksne og ældre i mange forskellige sammenhænge – blandt andet på sygehuse, rehabiliteringscentre, dagcentre, i psykiatrien og med rådgivning om ergonomi og arbejdsmiljø.

Du kan også videreuddanne dig til specialist eller læse videre på kandidat- eller masterniveau.

Praktik er en vigtig del af ergoterapeutuddannelsen. Uddannelsen består af 80% teori og 20% praktik, og du får tildelt et praktiksted i Syd- og Sønderjylland. Her møder du en klinisk underviser, der hjælper dig med at koble teori og praksis.

Ja - du kan ringe eller skrive til os og aftale et tidspunkt. Nogle uddannelser tager imod hele året, andre afholder Studerende for en dag-arrangementer et par gange om året.

En gang om året holder vi Åbent Hus, og her er du meget velkommen. Læs mere om det her.

En professionshøjskole er en uddannelsesinstitution for mellemlange, videregående uddannelser. Uddannelserne varer mellem 3 og 4 år og giver dig titlen som professionsbachelor.

En professionsbachelor er en mellemlang videregående uddannelse, hvor undervisning, teori og praktisk erfaring går hånd i hånd. Du uddanner dig typisk til en bestemt profession og et bestemt fag – fx lærer, lyddesigner eller ergoterapeut.

Under uddannelsen arbejder du med, hvordan du kan anvende og omsætte teori til praksis, og du kommer også i praktik. Det betyder, at du allerede under uddannelsen får erfaring med at arbejde inden for dit fag og bliver godt rustet til dit første job som færdiguddannet.

En professionsbacheloruddannelse varer typisk 3½ år.

En professionsbachelor giver også mulighed for at læse videre på fx kandidat- og masteruddannelser.

Du søger en standby-plads ved at vælge ja i afkrydsningsfeltet "jeg ønsker at søge en standbyplads", når du udfylder din ansøgning på optagelse.dk.

Standby-pladser er en form for venteliste, hvor du kan blive tilbudt en studieplads, hvis en anden studerende takker nej til sin plads.

Merit betyder, at dele af din tidligere uddannelse eller relevante beskæftigelse kan erstatte dele af den uddannelse, du bliver optaget på. Det kan fx være tidligere beståede fag, uddannelseselementer eller relevant erhvervserfaring fra Danmark eller udlandet.

Der findes to former for merit: obligatorisk merit og ansøgt merit.

Obligatorisk merit

Når du søger optagelse på en uddannelse, har du pligt til at oplyse om tidligere uddannelse og relevant beskæftigelse – også hvis du har afbrudt en tidligere uddannelse.

Vi vurderer herefter, om du skal have merit for dele af uddannelsen. Du kan få merit for uddannelseselementer eller beskæftigelse, der er på samme niveau som den uddannelse, du bliver optaget på.

Du skal sende dokumentation for din tidligere uddannelse og relevante beskæftigelse, fx eksamensbeviser, studiejournal, studieprotokol, ansættelsesbevis eller en udtalelse fra en tidligere arbejdsgiver.

Hvis du får merit, kan du ikke følge undervisningen eller gå til prøve i de dele af uddannelsen, du har fået merit for.

Ansøgt merit

Ansøgt merit betyder, at du selv søger om at få merit for kompetencer, du allerede har opnået gennem tidligere uddannelse eller relevant beskæftigelse. Du skal kunne dokumentere, at dine kompetencer svarer til læringsmålene for det fag, modul eller forløb, du søger merit for.

Du kan søge om ansøgt merit både før studiestart og undervejs i uddannelsen. Det er en god idé at søge i god tid.

Får jeg en kortere uddannelse, hvis jeg får merit?

Ikke nødvendigvis. Merit kan betyde, at du kan springe bestemte fag eller dele af uddannelsen over, men det betyder ikke automatisk, at den samlede uddannelsesperiode bliver kortere. I stedet kan du få perioder under studiet med en mindre arbejdsbelastning.

Der findes særlige merituddannelser, hvor uddannelsen er tilrettelagt, så du kan gennemføre den på kortere tid. Det gælder fx meritlæreruddannelsen og meritpædagoguddannelsen.

Kan jeg klage over en meritafgørelse?

Hvis du vil klage over tildelt obligatorisk merit eller afslag på ansøgt merit, kan du klage til Kvalifikationsnævnet. Klagefristen er fire uger fra den dag, du modtager meritafgørelsen. Du får en klagevejledning sammen med afgørelsen.

Hvis du allerede har gennemført en dansk videregående uddannelse, fx en bacheloruddannelse, professionsbacheloruddannelse eller kandidatuddannelse, kan du som udgangspunkt kun blive optaget på en professionsbacheloruddannelse som heltidsuddannelse, hvis du får dispensation.

Hvis det er mere end seks år siden, du afsluttede din tidligere videregående uddannelse, får du automatisk dispensation. De seks år beregnes fra datoen på dit eksamensbevis til studiestart på den nye uddannelse.

Hvis det er mindre end seks år siden, du afsluttede din tidligere uddannelse, kan du søge om dispensation, hvis:

  • du af helbredsmæssige årsager ikke længere kan bruge din tidligere uddannelse på arbejdsmarkedet

  • din tidligere uddannelse er ændret væsentligt eller helt er bortfaldet.

Hvordan søger jeg dispensation?

Der er ikke et officielt ansøgningsskema. Du skal selv skrive en dispensationsansøgning og uploade den sammen med din ansøgning på optagelse.dk.

Du skal vedlægge dokumentation for din tidligere gennemførte uddannelse. Hvis du søger dispensation på grund af helbredsmæssige forhold, skal du også vedlægge lægelig dokumentation.

Hvis du har afsluttet din tidligere videregående uddannelse for mere end seks år siden, skal du ikke søge om dispensation. Du skal i stedet uploade dit eksamensbevis fra den tidligere uddannelse på optagelse.dk.

Hvornår er fristen for at søge dispensation?

Fristen for at søge dispensation fra reglen om dobbeltuddannelse er 15. marts kl. 12.00.

Du får særskilt svar på din dispensationsansøgning, når den er færdigbehandlet.

Når du har søgt en uddannelse hos UC SYD gennem optagelse.dk eller søgt en ledig studieplads, kan du følge behandlingen af din ansøgning på nemStudie.

På nemStudie modtager du beskeder og information om din ansøgning, og det er også her, du kan blive bedt om at indsende dokumentation eller godkende en tilbudt studie- eller standby-plads.

Du får information om, hvordan du opretter adgang til nemStudie, efter du har sendt din ansøgning. Husk at holde øje med din mail og spamfilter.

Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, har du mulighed for at søge Specialpædagogisk Støtte (SPS). Det kan være hjælpemidler som for eksempel IT-rygsæk, studiestøttetimer, en særlig stol eller et hæve-/sænkebord.

For at kunne modtage SPS skal du være optaget på en SU-berettiget uddannelse, være studieaktiv og have dokumentation for din funktionsnedsættelse.

Ergoterapeut-Esbjerg-2026-UCSYD(17).jpg

Kontakt os

Vi er her for at hjælpe dig. Så kontakt os endelig hvis du har spørgsmål om optagelse, adgangskrav, valg af studie eller om selve uddannelsen.

Spørgsmål om optagelse, adgangskrav og ansøgning?

Har du spørgsmål om optagelse, adgangskrav, udfyldelse af din ansøgning, SU eller til valg af studie?

Kontakt os her

Har du brug for studievejledning?

Har du spørgsmål til uddannelsen, job- og karrieremuligheder eller vil du gerne komme på besøg, så kontakt vores studievejledere.

Studievejledere på ergoterapeutuddannelsen

Esbjerg: Karen Sigrid Egemose Brandt
Studievejleder og lektor
kebr@ucsyd.dk
7266 2085

Haderslev: Isabella Alisa Bornemann Graversen
Studievejleder og adjunkt
IBGR@ucsyd.dk
7266 2919