Om Forskningsprogram for Pædagogik og Pædagogisk Praksis

Vores forskning understøtter, at pædagoger og andre fagprofessionelle kan slå følgeskab og skabe positive forandringer og deltagelsesmuligheder i menneskers liv. Derfor begynder vores forskning oftest midt i praksis i en søgen efter nye forståelser, der kan kvalificere den faglige samtale om, hvad god pædagogisk praksis kan siges at være

Børn, unge og voksne, som har brug for pædagogisk støtte, har krav på at møde dygtige fagprofessionelle, der møder mennesker, deres liv og fællesskaber med pædagogisk omhu og omtanke. Det kræver viden, som er udviklet med forståelse for både substans og kompleksitet; for de mennesker pædagogikken retter sig i mod og for de grundlagsproblemer og formål, som er væsentlige i pædagogisk praksis.

Sammen om - og med afsæt i - praksis

Viden bliver relevant og bæredygtig når spørgsmål, svar og nye tilgange udvikles i samarbejde. Vi arbejder tæt sammen med kommuner og pædagogiske institutioner. Sammen med fagprofessionelle udforsker vi dilemmaer, modsætninger, spændingsfelter og nye muligheder, sådan at vi i fællesskab kan blive klogere på, få nye perspektiver på og bidrage til udviklingen af god praksis.

Vi har specialiseret os i forskningsmetoder og –tilgange, der bringer mangeartede videns- og praksisformer i spil, og hvor bestræbelsen på både at forstå og at forandre er til stede. Vi indgår i eksperimenterende og undersøgende samarbejder med pædagogiske institutioner for sammen at afprøve, udvikle og forstå nye praksisformer. Vi interesserer os for børns og unges livsverdener og perspektiver på hverdagslivet i pædagogiske institutioner. Vi udvikler undersøgelsesfællesskaber, hvor pædagogiske institutioner og kulturinstitutioner samarbejder om at udvikle forståelser og konkrete tilgange, som kan tilgodese børns og unges kulturskabelse i hverdagen. Vi følger pædagoger og ledere i deres praksis eller afholder professionscirkler, hvor vi sammen udforsker og bliver klogere på en væsentlig problematik i praksis. Og vi indgår i netværk, seminarer og forskningssamarbejder med andre professionshøjskoler, med organisationer og universiteter i ind- og udland.

For os er det vigtigt at bidrage til en offentlig samtale om pædagogik og pædagogisk praksis. Vi arbejder aktivt på at formidle og være i dialog med professionen, men også med forvaltning, NGO’er, det politiske niveau, andre forskere og faglige miljøer gennem forskningsartikler, fagbøger, podcasts og faglige arrangementer.

Programmet har fem faglige fokusområder, som vores forskningsprojekter knytter sig til:

  1. 1. Pædagogik og pædagogisk faglighed, historisk og aktuelt

  2. 2. Leg, kreativitet og æstetik

  3. 3. Barndom, børneliv, børnekultur og ungdomskultur

  4. 4. Kvalitet og fællesskabende professionsudvikling

  5. 5. Digitalisering i institutionelt hverdagsliv og pædagogisk praksis 

Læs mere om den fem videnstemaer i de efterfølgende faner.

Videnstema

Pædagogik og pædagogisk faglighed, historisk og aktuelt

Når pædagoger udøver deres fag og faglighed gør de det med afsæt i en faglig viden og nogle faglige perspektiver på, hvad der vil være godt og rimeligt i relation til netop de mennesker og den praksis, de skal understøtte. Her trækker de på viden om konkrete brugergrupper, om børne- og ungdomskultur, om leg, deltagelsesmuligheder og specifikke vanskeligheder. Og så har de brug for viden om, hvad pædagogik er, hvad den retter sig mod og kan have som formål.

I videnstemaet Pædagogik og pædagogisk faglighed beskæftiger vi os med at forstå, undersøge og begrebssætte pædagogikken som en praksis og en faglighed i egen ret. Det vil sige med sine egne spørgsmål, problemer, værdier og svar. Vi undersøger, hvordan pædagogik og pædagogisk praksis udfolder sig konkret i forskellige sammenhænge, og hvordan pædagogiske valg og handlinger har betydning for de mennesker og fællesskaber, pædagogikken retter sig imod. Hvad enten de mennesker, som pædagogikken angår, er børn, unge eller voksne. Når der skal laves mad og samarbejdes med pårørende på bostedet; når der skal tages vare på børn i udsatte positioner; arbejdes med dannelse, forældresamarbejde eller skoleforberedelse i daginstitutionen; musik i klubben; eller med at støtte mennesker i psykiatrien.

Vi undersøger, hvordan forskellige aktører omkring pædagogprofessionen bestræber sig på at understøtte fag og faglighed, og vi spørger – kritisk og nysgerrigt – til de forståelser af pædagogik og faglighed, som forbinder sig til forskellige tilgange, koncepter og metoder. Vi undersøger relationerne mellem viden og professionsudøvelse, mellem special- og almenpædagogik. Herunder hvordan pædagoger selv forstår og begrebssætter deres praksis og den viden, som har betydning for, at de kan udøve deres faglige dømmekraft. Vi orienterer os i internationale såvel som nationale tendenser for at forstå og undersøge nye fænomener som koncepter og standardisering, neuropædagogiske tilgange, og deres sammenhæng med tidlig indsats og inklusion. Vi undersøger, hvordan pædagoger uddannes, og hvad det vil sige at kvalificere sig til at udøve pædagogisk faglighed, takt og dømmekraft. Og så ser vi ind i pædagogikkens idéhistorie og rødder, for at forstå hvordan pædagogik, børneliv og forsorg har været forstået over tid. For skal vi have fantasi til at forestille os, at praksis kunne være anderledes, må vi forstå hvem vi er og hvad vi kommer af. Ligesom vi må kunne gøre os tanker om og tale om, hvad vi også kunne tænke, ønske og ville på andre menneskers vegne. Pædagogik, etik og menneskesyn hænger snævert sammen.

Til dig der arbejder med pædagogik og pædagogisk faglighed

Hvad pædagoger gør – hvordan de forstår, rammesætter og handler – har enorm betydning for de børn, unge og voksne, deres praksis retter sig imod. Ikke al praksis er pædagogisk - ikke al praksis er pædagogisk værdifuld.

For dig, der har et fagligt ansvar for pædagogisk praksis, kan det være godt at huske på, at vi altid kan forstå, handle og indrette praksis anderledes. Hvad enten du er pædagog; er i gang med at tilegne dig faget som studerende; har ansvar for pædagogstuderendes uddannelse; er leder eller ansat i en forvaltning eller interesseorganisation, kan du i vores forskning finde viden og inspiration i vores arrangementer, udgivelser og mange forskningssamarbejder. Vi ønsker med vores forskning at understøtte en levende samtale, overvejelse og undersøgelse af hvordan vi kan forstå, indrette og udøve pædagogisk faglighed, sådan at den reelt slår følgeskab med de mennesker, den retter sig imod. Med de livsbetingelser og vanskeligheder, mennesker står i. Og i forhold til den fremtid og de fællesskaber, pædagogen skal understøtte at mennesker skaber.

Pædagogik må altid forstås, udøves og kvalificeres i relation til specifikke situationer, mennesker og fællesskaber, og her gives ingen opskrifter. Men det betyder ikke at alt er lige godt. Vi bidrager med konkrete undersøgelser af pædagogiske praksisser. Vi tør også bidrage med bud på hvad det er for nogle faglige problemstillinger, spændingsfelter og værdier, der hører pædagogikken til. Vi hjælper med ord, begreber og forståelser, sådan at pædagoger sammen med forældre, pårørende og forvaltning kan undersøge og overveje, hvad der er godt, rimeligt og ønskværdigt? Og ikke mindst hvad vi kan tillade os at ønske og ville på vegne af de mennesker, pædagogikken retter sig imod?

UC SYDs eksperter

Videnstema

Leg, kreativitet og æstetik

Mennesker er virksomme og kreative væsener. Vi skaber sprog og tegn, små fortællinger og vidtforgrenede lege. Måske danser vi, tegner, spiller musik eller teater i alle mulige former og blandformer. Urgamle kulturteknikker, som udgør kollektive ressourcer, og som tilbyder os særlige formsprog, formler, redskaber og praksisser, som vi både kan opleve, udøve og videreudvikle. Gennem leg og æstetiske praksisser kan børn, unge og voksne stifte bekendtskab med kulturelle redskaber, tage nogle af dem i brug, tilegne sig nogle af dem lidt efter lidt, møde dem igen og igen og efterhånden blive fortrolige med dem, kombinere dem, vedligeholde og kreativt videreudvikle deres brug og former.

I videnstemaet Leg, kreativitet og æstetik interesserer vi os for de måder, hvorpå mennesker er kulturskabende, både i hverdagslivets vrøvlevers, i imaginære legeverdener og i fordybede øvelsesrum med tekst, billeder, lyd eller bevægelse; med kulturteknikker og redskaber. Gennem leg, kreativitet og æstetik møder og udkaster børn, unge og voksne forslag til mening i verden, skaber små imaginære verdener inde i verden og øver sig på netop dét igen og igen. På børnehavens legeplads, i SFO’ens værkstedsrum, i ungdomsklubbens musiklokale, i aktivitetstilbuddets billedværksted og i alle de glimt af helt almindelig kreativ menneskelig praksis, som ikke tilhører en velafgrænset kulturel udtryksform, men som hverdagslivet er fyldt af.

Vi er optagede af værkstedspædagogikkens praktiske kundskaber med bl.a. fortælling, leg, dans og drama, ligesom vi skaber viden om - og teoretiske forståelser af - leg, kreativitet og æstetik som emergerende meningsskabelse i hverdagslivet; altså praksisser, som bygger på eksisterende formler og teknikker, men som samtidig knopskyder som fremkomster af noget nyt, som man ikke havde kunnet forudse på forhånd.

Gennem værdsættelsen af leg, kreativitet og æstetik er vi med til at give form og lydhørhed til, at forskellige handlinger og ytringer kan forstås som meningsfulde og værdifulde i vores fællesskaber. Også til at det larmende, det skæve, det modsætningsfulde, det vilde, det forsigtige og det næsten helt usynlige kan få en plads i verden. Plads til livsytringer, der ikke har et formål udenfor sig selv, men som holder formålet i sig.

Til dig der arbejder med leg, kreativitet og æstetik

Hvis pædagogisk praksis og institutionelle rammer skal tilgodese menneskers leg, kreativitet og æstetik, så bliver det væsentligt som pædagog at stille sig åben, både for børns, unges og voksnes egne engagementer og initiativer, men også for som fagprofessionel at bidrage til nye mulighedsrum, redskaber og ressourcer.

Vi ønsker at bidrage med inspiration til og fælles undersøgelser af, hvordan pædagoger kan interessere sig for, værne om og reflektere over den leg, kreativitet og æstetiske praksis, som allerede udfolder sig i hverdagslivet blandt de mennesker, man har ansvaret for og skal slå følgeskab med. At spørge til hvordan netop dette barn allerede skaber små verdener i verden, måske sammen med andre børn, med voksne, med kulturelle redskaber og med materialer, ting og sager. At interessere sig for de skabende engagementer med verden, som netop dette menneske indgår i, og hvordan de kan begribes som meningsfulde livsytringer. Men samtidig bliver det en faglig opgave at etablere og videreudvikle inspirerende rum til konkrete børns, unges og voksnes skabende og virkelyst og kreative fællesskaber i hverdagslivet. At etablere og udvide fysiske og imaginære mulighedsrum, som inviterer til fælles fordybelse, til samspil og til øvelse med materialer, redskaber og ting, som i kraft af deres særegenhed også bidrager aktivt til samspillet. Alt dette vil vi gerne understøtte.

UC SYDs eksperter

Videnstema

Barndom, børneliv, børnekultur og ungdomskultur

I danske skoler, klubber, SFO’er og daginstitutioner har vi en solid tradition for at se børn og unge som meningsskabende og kreative medskabere af deres liv og af den kultur og de fællesskaber, som de indgår i. Vi lægger vægt på, at både barndommen og ungdommen er helt særlige, forunderlige og væsentlige perioder i menneskers liv. Vores forskning handler om, hvordan pædagoger kan understøtte børns og unges egne fællesskaber, selvvirksomhed, engagementer og kulturskabelse. Vores forskning bygger på stærke værdier, som også understøttes i den lovgivning og de læreplaner, mål- og indholdsbeskrivelser samt handleplaner, som rammesætter det pædagogiske arbejde med børn og unge, hvad enten det foregår i daginstitutioner, skoler, fritidsklubber eller bo-, aktivitets- og behandlingstilbud.

I videnstemaet Barndom, børneliv, børnekultur og ungdomskultur bidrager vi med viden om børne- og ungeliv og børne- og ungdomskultur med afsæt i et særligt børnesyn: nemlig en forståelse af børn og unge som og subjekter i eget liv. Vi arbejder med udgangspunkt i en interesse for børn og unge som aktive, fortolkende, virksomme og meningsskabende mennesker, der gør hvad de kan for at tage del i det fælles liv og i deres egne sociale fællesskaber, hvad enten de udfolder sig i daginstitutioner, i skole og SFO, på bosteder eller i psykiatrien.

Videnstemaet Barndom, børneliv, børnekultur og ungdomskultur har rod i dansk og nordisk børne- og ungdomskulturforskning, i moderne barndomsforskning og i pædagogik som fag og videnskabelig disciplin. Men også i en solid viden om den danske og nordiske børnehavetradition, som oprindeligt blev etableret for at tage vare

på barndommen og det, man engang formulerede som Barnesagen. I videnstemaet er vi optagede af, hvordan børn og unge skaber - og får deltagelsesmuligheder i - fælles kulturelle praksisser, hvad enten der er tale om kultur for, med eller af børn og unge, og hvad enten det foregår i daginstitutioner, skoler, fritidstilbud eller indenfor bo-, beskæftigelses- og behandlingstilbud. Vi er optagede af at forstå, undersøge og tage vare på børns og unges liv, fællesskaber og perspektiver - også når børne- og ungdomslivet er udfordret og besværligt, eller når det leves i mødet mellem minoritet og majoritet. Vi undersøger og bidrager med viden om, hvordan vi kan forstå og inddrage børns og unges perspektiver, engagementer og erfaringer i forskning og i praksis. Og vi lægger os i selen for at udvikle viden om og forstå - men også bevæge og bidrage til - børn og unges egne engagementer, kultur, kreativitet og skabertrang i fællesskaber.

Til dig der arbejder med barndom, børneliv, børnekultur og ungdomskultur

At arbejde med at forstå barndom og ungdom, samt at interessere sig for børns og unges perspektiver, fællesskaber og kulturelle praksisser, er ikke tilgange, der er forbeholdt forskere. Det er tilgange, der er relevante for alle, som arbejder med og blandt børn og unge. At søge indsigt i og arbejde med børne- og ungeperspektiver, kultur og fællesskaber er særligt relevant for professioner, der er optaget af at skabe gode børn- og ungeliv.

Når du interesserer dig for børns og unges perspektiver, fællesskaber og kultur kan du som professionel få indblik i, hvordan den pædagogiske praksis og de institutionelle organiseringer får konkret betydning i børns og unges liv. Du kan få indblik i, hvordan sociale dynamikker i fællesskaberne har betydning for den enkeltes trivsel samt deltagelses- og læringsmuligheder, og hvordan børn og unge skaber deltagelsesmuligheder for hinanden. Og du kan få nye perspektiver på din egen praksis ved at se, hvordan børn og unge agerer kulturskabende og meningssøgende, når de gennem leg og liv afprøver, forhandler og nyfortolker indtryk fra hverdagslivet, fra fiktionen og fra sociale medier. Det gælder både i forhold til det almene børne- og ungeliv, men også i forhold til børn og unge i vanskeligheder. Et blik for børns og unges særlige erfaringer og viden, for hvad der faktisk har betydning for dem i hverdagslivet, vækker ofte eftertanke og åbner for nye handlemuligheder i den pædagogiske praksis. Dette ønsker vi at bidrage til i videnstemaet Barndom, børneliv, børnekultur og ungdomskultur.

UC SYDs eksperter

Videnstema

Kvalitet og fællesskabende professionsudvikling

Igennem de seneste år er kvalitet og professionsudvikling kommet højt på den politiske og professionsfaglige agenda. For selvfølgelig skal vi sørge for, at de børn, unge og voksne, som er afhængige af professionelles hjælp, møder en faglig praksis af høj kvalitet. Det er der kun gode grunde til.

Kvalitet er imidlertid ikke en enkel eller entydig størrelse. Særligt ikke, når det handler om pædagogisk praksis. For hvad er i grunden kvalitet? Og hvordan vurderer og evaluerer vi det? Er det at børn scorer højt i sprogvurderinger? At unge kommer i job? At sygefraværet falder? At misbrugeren har en god dag? At børn har mulighed for at følge deres egne engagementer og interesser? At der er gumletid og ro ved måltidet? At antallet af skoleudsættelser falder? Eller at forældre og pårørende er tilfredse?

I Videnstemaet Kvalitet og fællesskabende professionsudvikling er vi optagede af tidens store faglige og politiske fokus på kvalitet. Vi er optagede af, hvordan kvalitet kan forstås og understøttes på ganske forskellige måder. Men også af, hvad der sker, og hvordan det får betydning, når efterspørgslen på målbare og sammenlignelige data om kvalitet rejser ind i det pædagogiske felt. Vi undersøger empirisk hvad der konkret sker og hvordan det får betydning, når udsatte unge, børn i daginstitutioner eller pædagogiske institutioner evalueres og kortlægges med standardiserede vurderingsredskaber. Vi spørger til, hvordan det får betydning for pædagogiske og politiske beslutninger og prioriteringer, når efterspørgslen efter målbare og sammenlignelige data om kvalitet stiger. Eller når læreplaner og andre styringstiltag er på arbejde. Og vi undersøger, hvad der i grunden foregår, når det mangefacetterede og sammensatte hverdagsliv skal oversættes i krydser og tabeller. Hvad er den faglige relevans? Er der utilsigtede konsekvenser af evaluering og dokumentation? Og hvordan kan man ellers arbejde med at understøtte faglig kvalitet?

Til dig der arbejder med at understøtte og udvikle kvalitet

Mon ikke du har spurgt dig selv, hvad det egentlig er, vi forstår som kvalitet i vores praksis? Mon ikke du har oplevet at blive mødt med og stillet til regnskab i forhold til kvalitetsforståelser, evalueringer og indikatorer, som ligger et stykke fra, hvad du selv ville mene var vigtigt? Måske har du oplevet at bede andre dokumentere kvalitet på måder, du ikke selv føler dig helt sikker på? Eller at I har meget forskellige forestillinger om, hvordan man skal arbejde med læreplaner, dokumentation, evaluering eller pædagogiske metoder?

I Videnstemaet Kvalitet og fællesskabende professionsudvikling er vi optagede af at forstå og sætte begreb på de mange dilemmaer og erfaringer, der opstår, når kvalitet er på dagsordenen. For eksempel, når kvalitet skal måles, vejes og udvikles. Når det pædagogiske tilsyn står for døren og skal omsættes i en konkret handleplan. Eller når læreplaner og koncepter som Nest skal oversættes og fortolkes i praksis. Det er viden som er god at have for dig, der har ansvar for professionsudvikling og i kvalitets- og evalueringsprocesser. Et sprog for og en viden om, hvad der er i spil når

forskellige forståelser af kvalitet og faglighed mødes - eller ligefrem ramler sammen - kan hjælpe dig med at orientere dig og finde vej. Sådan at du og dine kolleger understøtter det, I faktisk er optagede af og finder pædagogisk betydningsfuldt, og kan gå i dialog med hinanden og jeres omverden om det.

Vi er optagede af hvordan man kan arbejde med kvalitet på meningsfulde og bæredygtige måder. Professionsudvikling fungerer, når man arbejder sammen om at forstå anderledes, betragte verden med andre perspektiver og erfarer, hvordan ens eget perspektiv nok kan være rigtigt og vigtigt og godt, men også begrænset. Der er brug for et undersøgende fagligt miljø og for en levende samtale om, hvordan pædagogikken kan bøje sig fleksibelt mod de mennesker og fællesskaber den retter sig imod.

Vi har stor viden om og erfaring med forskellige tilgange til at undersøge og understøtte den faglige kvalitet, som kan udøves og opøves i faglige fællesskaber. Og vi er optagede af at arbejde sammen med pædagoger, ledere og forvaltning om at udforske og understøtte det, der er pædagogisk meningsfuldt.

UC SYDs eksperter

Videnstema

Digitalisering i institutionelt hverdagsliv og pædagogisk praksis

Digitale teknologier indgår i og former pædagogisk praksis på mange forskellige måder. Det sker, når dagtilbudspædagoger anvender digitale redskaber til at lave trivselsvurderinger og kompetenceprofiler, når børn i SFO'en tjekker sig digitalt ind på en infoskærm, når pædagoger artsbestemmer fuglestemmer via en app, når borgere og pædagoger på et aktivitetstilbud sammen bruger generativ AI til at lave en plakat for sommerfesten, eller når en gruppe unge i klubbens sofa sidder sammen i sofaen og sender talebeskeder til deres venner.

I videnstemaet Digitalisering i institutionelt hverdagsliv og pædagogisk praksis forholder vi os til, hvordan digitale teknologier medierer pædagogisk praksis. Dvs. hvordan teknologierne placerer sig imellem os som mennesker – og imellem os mennesker og vores omverden – og hvordan de dermed er med til at formgive det institutionelle hverdagsliv, som pædagogisk praksis udfolder sig i. Digital teknologimediering af pædagogisk praksis bliver et mulighedsrum, som kalder på faglig refleksion og dømmekraft.

Hvilke omverdensrelationer muliggør de digitale teknologier, som indgår i pædagogisk praksis, for de børn, unge eller voksne, som interagerer med dem? Hvilke relationer mellem pædagoger og børn/ unge, eller mellem børn og unge indbyrdes, etableres gennem en given teknologibrug? Og hvordan sikrer vi, at de børn, unge og voksne borgere, som indgår i det institutionelt medierede hverdagsliv, bliver anerkendt som subjekter med handlekraft og kreativitet i deres teknologibrug, samtidig med at de beskyttes mod uhensigtsmæssige aspekter og utilsigtede konsekvenser af teknologibrug.

Til dig der arbejder med digitalisering i institutionelt hverdagsliv og pædagogisk praksis

Når du arbejder med digitale teknologier i pædagogisk praksis, må teknologierne løbende gøres til genstand for pædagogisk refleksion og handling. Dette må ske for at sikre, at praksis kan forblive – eller blive - netop pædagogisk.

En sådan bestræbelse udfolder sig i et spændingsfelt mellem, på den ene side, at give plads til børns, unges og voksnes myndiggørelse, dannelse, demokratiske rettigheder og indflydelse ift. hverdagslivets teknologibrug, og på den anden side at beskytte dem, man har et pædagogisk ansvar for, mod uetiske algoritmer, upassende indhold og kapitalinteressers indtog i det digitalt medierede hverdagsliv. I pædagogiske institutioner manifesterer dette spændingsfelt sig både når pædagoger i daginstitutionen anvender digitale kortlægningsredskaber i vurderingen af børns kompetencer og når klubbens mobilpolitik udvikles og sættes i værk.

Funderingen af teknologibrug i en værdibaseret pædagogisk dømmekraft er essentiel for at sikre en velreflekteret og hensigtsmæssig digitalisering i institutionelt hverdagsliv og pædagogisk praksis. I videnstemaet Digitalisering i institutionelt hverdagsliv og pædagogisk praksis er vi optagede af at bidrage til netop dette.

UC SYDs eksperter