Sæt en relevant problemstilling under loop, når du kobler din profession med akademiske metoder og argumentation
Dit afgangsprojekt er den oplagte mulighed for at betræde ny jord inden for dit fagfelt og belyse spændende nye områder. Men ambitionerne kan også være at opnå ny faglig indsigt i nogle af de udfordringer eller opgaver, som du møder i din profession.
På afgangsprojektet kobler du den aktuelle praksis, som du kender den fra dit arbejde, med den nye viden, som du har opnået gennem de forskellige moduler på Diplom i socialformidling.
Du arbejder med en selvvalgt problemstilling alene eller i en gruppe og skal selvstændigt stå for at indsamle, analysere og vurdere empiri og arbejde med den akademisk.
Ved aflevering af dit afgangsprojekt vil du have opnået indsigt i undersøgelsesmetoder og teorier, men du vil også lære at formidle de praksisnære og faglige problemstillinger og projektresultater til både samarbejdspartnere og borgere.
Modulet er et obligatorisk modul på Diplom i socialformidling og kan ikke tages selvstændigt.
Det får du indsigt i på dette modul
- Hvordan du anvender relevante undersøgelsesmetoder og teorier i forhold til din valgte problemstilling
- Hvordan du integrerer din egen praksiserfaring med teori og udviklingsorientering
- Hvordan du anvender metoder og redskaber til planlægning, dataindsamling, analyse og formidling af projektet
Dette modul er for dig, der skal afslutte din diplomuddannelse i socialformidling. Afgangsprojektet er din mulighed for at belyse et emne inden for dit fagfelt.
Jf. bekendtgørelse om diplomuddannelser består en diplomuddannelse af 60 ECTS-point. For at gå til prøve i afgangsprojektet må de moduler, du har taget, ikke være mindre end eller overskride 45 ECTS.
Læringsmål for afgangsprojektet
Formål: At den studerende demonstrerer viden, færdigheder og kompetencer til at gennemføre et undersøgelses- eller udviklingsprojekt, der går i dybden med en selvvalgt, relevant problemstilling i socialt arbejde, der afspejler uddannelsens formål.
Viden
- Viden om en udvalgt problemstilling inden for socialt arbejde, herunder indsigt i aktuel praksis samt anvendte teorier og metoder inden for det valgte emneområde
- Forståelse for og refleksion over teorier, metoder og praksis inden for det valgte emneområde
Færdigheder
- Anvende relevante undersøgelsesmetoder og teorier i forhold til den valgte problemstilling samt argumentere for disse
- Udvælge, indsamle, analysere og vurdere empiri i relation til en given problemstilling i praksis
- Formidle praksisnære og faglige problemstillinger og projektresultater inden for det valgte socialfaglige emne til samarbejdspartnere og borgere
Kompetencer
- Udføre en selvstændig undersøgelse af en professionsrelevant praksisnær problemstilling med anvendelse af professionens vidensgrundlag og akademiske metoder
- Identificere og undersøge en problemstilling i praksis, herunder opstille relevant problemformulering, udvælge teori og metoder, udføre en systematisk analyse samt perspektivere til udvikling af praksis
- Udvikle egen praksis på baggrund af forsknings- og undersøgelsesresultater
Indhold
- Integrering af praksiserfaring, teori og udviklingsorientering
- Metoder og redskaber til planlægning, dataindsamling, analyse og formidling af projektet
Dokumenter og links