Styrk dine kompetencer inden for AI og digitale processer
På modulet får du indsigt i, hvordan du kan anvende digitale muligheder i dit arbejde og i organisationens arbejdsprocesser. Du arbejder med digitaliseringens muligheder, herunder kunstig intelligens og generativ AI, og med de lovgivningsmæssige rammer, der har betydning for administrativ virksomhed og opgaveløsning.
AI kan anvendes i mange rutineopgaver og dermed frigøre tid og ressourcer til andre opgaver. Samtidig kan teknologierne bidrage til et bedre og mere sikkert beslutningsgrundlag i offentlig forvaltning. Undervisningen tager udgangspunkt i konkrete problemstillinger og muligheder, og du arbejder praksisnært med egne cases og problemstillinger, så du kan omsætte relevante perspektiver og løsninger til din egen kontekst.
Modulet er for dig, der arbejder med offentlig forvaltning og administration, og som er interesseret i, hvordan nye teknologiske muligheder kan anvendes i egne og organisationens arbejdsprocesser.
Modulet er udviklet på baggrund af et konkret kompetenceudviklingsbehov og ønsker til indhold fra HK, KL samt den private sektor. Det er baseret på OK24-projektet Digitale og teknologiske kompetencer samt det forudgående projekt Medarbejderkompetencer på området for informations- og cybersikkerhed, som er et samarbejde på tværs af arbejdsmarkedets parter om udvikling af velfærdssamfundets kerneopgaver.
Formål
Med udgangspunkt i praksis er formålet at give den studerende grundlæggende forståelse for digitaliseringens muligheder og arbejdet med kunstig intelligens og dermed styrke den digitale forestillingsevne. Modulet giver forudsætninger for at kunne deltage i at anvende og implementere digitale teknologier i organisationen til at understøtte og udvikle egne og organisationens arbejdsprocesser i et tværfagligt samarbejde.
Indhold
På modulet introduceres du til forskellige digitale teknologier, herunder anvendelse af kunstig intelligens og generativ AI i opgaveløsningen.
Med udgangspunkt i praksis og de rammevilkår, der definerer denne, herunder lovkrav, etik, faglighed og bæredygtighed, fokuserer modulet på konkrete opgaver, hvor digitale teknologier bidrager til at understøtte og udvikle egen opgaveløsning, så den bidrager til organisationens kerneopgave.
Du arbejder også med vurdering af gevinster ved digitale teknologier, forandringer, implementering, formidling, roller, ansvar og tværgående samarbejde i organisationen.
Det får du indsigt i på dette modul
Viden
- Grundlæggende indsigt i nye digitale teknologier, herunder kunstig intelligens og generativ AI, samt forståelse for overordnede juridiske, etiske og faglige rammevilkår og vilkår for bæredygtighed
- Grundlæggende viden om praksis og om, hvilke digitale værktøjer der kan anvendes til at understøtte arbejdsopgaver i organisationen
- Forståelse for metodikker og potentialer ved at anvende kunstig intelligens i opgaveløsningen samt forståelse for konkrete brugsscenarier nu og på sigt
Færdigheder
- Kan anvende kunstig intelligens inden for eget arbejdsområde og indgå i konkrete brugsscenarier, hvor kunstig intelligens udvikler løsningen af konkrete arbejdsopgaver i organisationen
- Kan formidle anvendelse og muligheder ved kunstig intelligens inden for eget arbejdsområde til brugere og samarbejdspartnere
- Kan vurdere gevinsterne og indgå i implementering af kunstig intelligens i organisationen under hensyntagen til juridiske, etiske og faglige hensyn samt hensyn til bæredygtighed
Kompetencer
- Kan indgå i udviklingsorienterede forandrings- og implementeringsprocesser vedrørende digitale teknologier i egen organisation
- Kan indgå i fagligt og tværfagligt samarbejde om realisering af nye digitale arbejdsprocesser i samspil med relevante aktører
- Kan deltage i arbejdet med at identificere egne og organisationens udviklingsbehov og -muligheder i arbejdet med nye digitale teknologier
Adgangskrav
Du skal have gennemført én af følgende uddannelser for at blive optaget, suppleret med to års relevant erhvervserfaring efter endt adgangsgivende uddannelse:
- En relevant erhvervsuddannelse*
- En studentereksamen, hf, hhx eller htx
- En relevant grunduddannelse for voksne
- En anden relevant uddannelse på mindst samme niveau som en af ovenstående uddannelser
* Ved relevant erhvervserfaring medregnes også den erhvervserfaring, som er opnået gennem uddannelsesforløbet.
Dokumenter og links