Få styrket dine kompetencer, metoder og tilgange til at arbejde med negativ social kontrol
I skoler og dagtilbud er der børn og unge, der oplever forskellige grader af begrænsninger i udviklings-, trivsels- og læringssammenhænge som følge af social kontrol. Gennem modulet får du styrket dine kompetencer til at vurdere, hvornår der er tale om negativ social kontrol, og du bliver præsenteret for metoder og tilgange til at arbejde pædagogisk og forebyggende i relation til barnet, den unge, familien, kammeraterne og i samarbejdet med tværgående samarbejdspartnere.
Modulet præsenterer viden fra forsknings- og udviklingsarbejde om negativ social kontrol, gruppe- og familiedynamikker samt æresrelaterede sociale praksisser. Du får også indblik i relevante konventioner, lovgivning, kommunale strategier og lokale indsatser vedr. forebyggelse af negativ social kontrol samt viden om dilemmaer, diskurser og perspektiver på køn, seksualitet og kulturel mangfoldighed, som har betydning for pædagogisk og didaktisk praksis.
Du vil arbejde med praksiseksempler, dilemmaer og cases, der belyses fra forskellige faglige perspektiver, og som skærper blikket for kompleksiteten og styrker din refleksivitet og professionelle dømmekraft.
Det får du indsigt i på dette modul
- At anvende, vurdere og begrunde metoder til at identificere, forebygge og håndtere mistrivsel relateret til negativ social kontrol og konflikter, herunder æresrelaterede og kulturelt betingede konflikter.
- At indgå i forebyggende og indgribende tværprofessionelt og tværgående samarbejde med myndigheder og andre relevante aktører samt i tillidsskabende forældresamarbejde.
- At analysere dilemmaer, diskurser og perspektiver på køn, seksualitet og kulturel mangfoldighed, som har betydning for børn og unges deltagelsesmuligheder.
- At planlægge, gennemføre og evaluere pædagogiske og didaktiske aktiviteter med udgangspunkt i kønsreflekterede, interkulturelle og normkritiske tilgange.
Målgruppe og opbygning
Modulet er et valgmodul på Pædagogisk diplom, men kan også tages selvstændigt.
Modulet henvender sig til lærere og pædagoger i skole, dag- og fritidstilbud samt fagpersoner, der arbejder pædagogisk i andre kontekster.
Adgangskrav
For at blive optaget på modulet skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, som f.eks. administrationsøkonom, miljøteknolog eller Akademiuddannelse i beskæftigelse. En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til modulerne på diplomniveau.
Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.
Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering. Læs mere om individuel kompetencevurdering.
Eksamen
Modulet afsluttes med en mundtlig eksamen på baggrund af en skriftlig synopsis.
Dokumenter og links
Er du interesseret i at få op til 10.000 kr. årligt til videreuddannelse? Læs mere her.