Lær, hvordan du vedligeholder og skaber forudsætninger for læring og udvikling for mennesker med socialkognitive udviklingsforstyrrelser
På modulet får du viden om diagnoser inden for ADHD og autismespekteret og lærer at bruge den i praksis. Du arbejder med, hvordan du kan vedligeholde og udvikle forudsætninger for læring og udvikling hos børn, unge og voksne med socialkognitive udfordringer.
Manglende øjenkontakt, repetitiv adfærd og meget energi er nogle af de træk, mange forbinder med socialkognitive udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme. Som fagperson ved du, at udfordringerne kan være vedvarende, men også at der fortsat kan være gode forudsætninger for læring og udvikling. På dette modul lærer du at understøtte netop de forudsætninger.
Den læringsdifferentierede indsats er vigtig, så barnet, den unge eller den voksne ikke møder unødige nederlag. Derfor arbejder du på modulet med at indhente information, beskrive, analysere og vurdere indsatser, der kan optimere læring og udvikling for den enkelte. Det kan ske både selvstændigt og i samarbejde med kolleger, forældre, pårørende eller eksterne samarbejdspartnere.
Du arbejder også med at vurdere, hvilke special- og almenpædagogiske arbejdsformer, metoder, materialer og hjælpemidler der giver mening for mennesker med socialkognitive udviklingsforstyrrelser – altid med blik for den enkeltes situation og ressourcer.
Det får du indsigt i på modulet
- Hvordan du vedligeholder og udvikler forudsætningerne for læring og udvikling, herunder de social-kognitive funktioner hos mennesker med socialkognitive udfordringer
- Diagnoser inden for ADHD og autismespekteret, herunder refleksion over normalitet og afvigelse
- Målgruppen i et livsperspektiv, for eksempel i relation til familieliv, uddannelse, fritidsliv og arbejde
- Hvordan du indhenter information, beskriver, analyserer og vurderer en læringsdifferentieret indsats
- Hvordan du optimerer læring og udvikling for mennesker med socialkognitive vanskeligheder
Modulet er et valgmodul på Pædagogisk diplomuddannelse, men kan også tages selvstændigt.
Modulet er relevant for dig, der arbejder med det specialpædagogiske felt eller ønsker at specialisere dig i at skabe forudsætninger for læring og udvikling hos mennesker med socialkognitive udviklingsforstyrrelser.
Adgangskrav
For at blive optaget på modulet skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, for eksempel administrationsøkonom, miljøteknolog eller en akademiuddannelse i beskæftigelse. En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til moduler på diplomniveau.
Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.
Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering.
Læringsmål
Den studerende:
- kan vedligeholde og udvikle forudsætningerne for læring og udvikling, herunder de social-kognitive funktioner hos mennesker med gennemgribende og/eller socialkognitive udfordringer
- kan indgå i et samarbejde om en læringsdifferentieret indsats med for eksempel kolleger, forældre, pårørende eller eksterne parter
- har viden om diagnoser inden for ADHD og autismespekteret, herunder refleksion over normalitet og afvigelse i det senmoderne samfund
- har kendskab til målgruppen i et livsperspektiv, for eksempel i relation til familieliv, uddannelse, fritidsliv og arbejde
- kan indhente information, beskrive, analysere og vurdere en læringsdifferentieret indsats, der retter sig mod at optimere læring og udvikling for mennesker med socialkognitive vanskeligheder
- kan vurdere og reflektere over special- og almenpædagogiske arbejdsformer, herunder metoder, materialer og hjælpemidler
Dokumenter og links
Tilskud og finansiering
Der kan være mulighed for at få deltagerbetalingen dækket via Omstillingsfonden eller Kompetencefonden afhængigt af din ansættelse og uddannelsesbaggrund.
Hvis du er faglært, ufaglært eller har en videregående uddannelse til og med professionsbachelorniveau og er i job, kan du søge støtte via Omstillingsfonden.
- Beløb: Op til 10.000 kr. pr. person pr. år
- Bemærk: Midlerne fordeles efter først til mølle-princippet, og der kan derfor ikke garanteres midler
Når du tilmelder dig kurset, skal du under punktet "Bemærkninger" skrive: "Jeg ønsker at søge midler fra Omstillingsfonden."
Er du ansat i det kommunale eller regionale, kan du muligvis søge støtte via Kompetencefonden. Ansøgningen foregår via din arbejdsplads efter gældende retningslinjer.
Er du ansat i et tilbud inden for det specialiserede socialområde og har direkte kontakt til borgerne, kan du også læse mere om mulighederne for tilskud via Socialstyrelsen.