Kompetenceløft i akutsygepleje i kommunal praksis
For at understøtte høj kvalitet i de kommunale akutfunktioner har UC SYD og UCL sammen med syddanske kommuner udarbejdet et kompetenceløft i akutsygepleje rettet mod sygeplejersker med generalistkompetence i kommunalt regi.
Kompetenceløftet har fokus på akutsygepleje i kommunal praksis, hvor målet er at forebygge forværring af akut opstået eller kendt sygdom gennem en tidlig og proaktiv indsats i borgerens nærmiljø.
Gennem kompetenceløftet styrkes den kommunale akutindsats, der både skal følge op på sygehusets behandling og pleje og nedbringe antallet af forebyggelige indlæggelser.
Videreuddannelse med udbytte for alle
På vores sundhedsfaglige diplomuddannelse i professionspraksis har vi udviklet et fagområde med fokus på akutsygepleje. På modulet opnår sygeplejersker nyeste viden om og metoder til at håndtere akutte situationer i eller tæt på borgerens eget hjem. Samtidig udvikler de instrumentelle og kommunikative færdigheder, der understøtter høj kvalitet og patientsikkerhed i varetagelsen af akutfunktioner.
Med modulet får kommunale sygeplejersker flere kompetencer til at løse komplekse, akutte opgaver i deres daglige arbejde. De bliver også bedre rustet til at træffe selvstændige beslutninger i vanskelige situationer både før en potentiel indlæggelse og efter, at en borger er udskrevet til videre kommunal behandling og pleje i eget hjem.
Resultatet er fagligt kompetente og beslutningsdygtige sygeplejersker, trygge og tilfredse borgere, øget kvalitet i det akutte arbejde, færre indlæggelser og en styrket kommunal økonomi.
Forløbets opbygning
Akutsygeplejeforløbet er en del af den sundhedsfaglige diplomuddannelse i borgernær sundhed. Du kan vælge at tage hele diplomuddannelsen, eller du kan tage moduler, der fokuserer på akutsygepleje.
Forløbet er opbygget som et deltidsforløb bestående af diplommodulet Akutsygepleje med undervisning og tilegnelse af vidensgrundlag og generiske kompetencer i læringsfællesskab på undervisningsdage kombineret med tilegnelse af instrumentelle færdigheder og kliniske kompetencer i egen praksis eller klinik. Undervisningen understøttes af simulationstræning og e-læringstilbud.
Indhold
Formål med og krav til kommunale akutindsatser set i relation til et organisatorisk, borgerrettet og fagligt perspektiv
Systematiske metoder til observation og vurdering af akutte situationer
Effektiv og sikker kommunikation
Akutte situationer i forbindelse med multisygdom og polyfarmaci
Patientsikker håndtering af parenteral medicin- og væskeindgift
Uddannelsens opbygning
Uddannelsen består af obligatoriske moduler, valgfrie moduler og et obligatorisk afgangsprojekt, som i alt udgør 60 ECTS-point. De valgfrie moduler og afgangsprojektet giver dig mulighed for at specialisere dig i forhold til en bestemt funktion, profession eller branche.
Læs mere om Sundhedsfaglig diplom i borgernær sundhed, se valgmoduler, eller læs mere om Akutsygepleje kommunal praksis.
Er du interesseret i at få op til 10.000 kr. årligt til videreuddannelse, kan du læse mere her.