Få de essentielle metoder og alsidige værktøjer til at lede projekter
På modulet lærer du at analysere og estimere omfanget og ressourcekravet til et projekt. Du får teorier, metoder og værktøjer til at organisere og lede en lang række forskellige projekter.
Vil du skabe de ønskede resultater for dine projekter? Som projektleder er det dit ansvar, at projekterne kommer sikkert i havn – uden at gå over tid eller budget. På dette modul lærer du at håndtere relevante værktøjer til analyse, strukturering, planlægning, styring og dokumentation af dine og organisationens projekter.
Projekter er uforudsigelige, fordi de er komplekse. Personer, teknik eller organisationer gør sjældent, som du forventer. Med de rette analyser, planlægning og tilgange kan du dog mindske risici meget, inden projektet bliver søsat. Når dit projekt derefter er på åbent hav, er der andre værktøjer, som bedre kan sikre den korrekte allokering af ressourcer.
Du stifter bekendtskab med disse metoder og værktøjer på modulet og lærer – med udgangspunkt i dit arbejde og din praksis – hvilke der giver bedst mening for dig. Dermed udvikler du din egen praksis i relation til projektledelse.
Projektledelse handler ikke kun om overblik, men også om evnen til at håndtere situationer som projektleder. Det kan være samarbejds-, krise- eller hverdagssituationer. Du skal kunne agere med konduite og ud fra din rolle som projektleder. Det arbejder du også med på modulet.
Det får du indsigt i
Projektledelsens anvendte teori, metode og praksis samt korrekt fagterminologi.
Hvordan du håndterer komplekse og udviklingsorienterede projektledelsesopgaver.
Projektorganisering, projektledelse som arbejdsform og forskellige typer og skabeloner til projekter.
Hvordan du etablerer, planlægger, estimerer, styrer, evaluerer og følger op på projekter.
Hvordan du analyserer projektøkonomi og interessenter, så du kan mindske ubehagelige overraskelser.
Forskellige former og metoder til evaluering af projekter, og hvordan de afhænger af projektets type og model.
Modulet er et obligatorisk modul på Diplom i projektledelse, men kan også tages selvstændigt.
Du arbejder formentlig allerede med projektledelse i større eller mindre grad, men ønsker at styrke din faglighed specifikt inden for projektledelse.
Adgangskrav
For at blive optaget på modulet skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, som f.eks. administrationsøkonom, miljøteknolog eller Akademiuddannelse i beskæftigelse.
En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til modulerne på diplomniveau.
Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.
Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering.
Formål
Formålet er at give en samlet opkvalificering og professionalisering af deltagernes projektlederfærdigheder, så projektlederen kan skabe de ønskede resultater for projekter. Modulet giver overblik over metoder og systematiske arbejdsformer ved projektarbejde samt det teoretiske grundlag for at arbejde effektivt som projektleder og projektdeltager. Modulet skal udvikle de studerendes evne til at anvende projektarbejdsformen og håndtere relevante værktøjer til analyse, strukturering, planlægning, styring og dokumentation af projekter.
Læringsmål
Viden og forståelse
Du får viden om projektledelsens anvendte teori, metode og praksis og kan anvende korrekt fagterminologi.
Du får viden om og kan reflektere over relevante teorier og metoder inden for projektledelse i et videnskabsteoretisk perspektiv.
Du får forståelse for og kan reflektere over anvendelsen af de præsenterede værktøjer i praksis.
Færdigheder
Du kan anvende projektledelsesmetoder og -værktøjer til indsamling og analyse af information.
Du kan vurdere teoretiske og praksisnære projektledelsesproblemstillinger og begrunde valgte handlinger og løsninger.
Du kan formidle praksisnære og faglige projektledelsesproblemstillinger og løsninger til samarbejdspartnere og ledelse både skriftligt og mundtligt.
Du kan anvende metoder og værktøjer til analyse, strukturering, planlægning, styring, dokumentation og evaluering af projekter.
Du kan begrunde valg og fravalg af relevante teorier, metoder og værktøjer inden for projektledelse.
Kompetencer
Du kan håndtere komplekse og udviklingsorienterede projektledelsessituationer i arbejdsrelationer.
Du kan selvstændigt indgå i fagligt og tværfagligt projektsamarbejde og påtage dig ansvar inden for rammerne af den professionelle etik.
Du kan udvikle egen praksis i relation til projektledelsesområdet.
Du kan bringe fagets færdigheder i anvendelse i egen organisation.
Du kan perspektivere og diskutere anvendte teorier og metoder i forhold til egen praksis, herunder inddrage relevante aktører.
Du kan diskutere projektets uforudsigelige og komplekse sammenhæng og drage konsekvenser af dette.
Indhold
Projektorganisering
Projektledelse som tværfaglig arbejdsform
Projekttyper og -modeller
Projektetablering, -planlægning, -estimering, -styring, -evaluering og -opfølgning
Projektøkonomi og interessentanalyser
Projektevalueringsformer og -metoder
Din eksamen kan gennemføres som individuel eksamen eller som gruppeeksamen.
Dokumenter og links