Elever med særlige behov i matematikundervisningen
Lær hvordan du identificerer elever med særlige behov i matematikundervisningen og udvikler undervisningstilbud til elever med særlige behov.
For nogle er matematik højdepunktet på dagen. For andre er det et nødvendigt onde. For den sidste gruppe kan det være nødvendigt at arbejde med nye præsentationer, strategier og metoder for at opnå de nødvendige matematiske kompetencer til at klare hverdagen.
På modulet lærer du at arbejde med at kategorisere og udvikle elevens opfattelse, holdning, forudsætninger, potentiale og motivation i matematik. Du får også teori og metoder til at udvikle pædagogiske og didaktiske undervisningstiltag, der kan målrette undervisningen, samt forstå adfærdsbeskrivelser, diagnoser og årsager til, at en elev kategoriseres som havende særlige behov i matematikundervisningen. Herudover lærer du at anvende observationer, interview, spørgeskemaer og test til at kortlægge elevernes forudsætninger og potentialer i matematik.
Med en teoretisk og metodisk værktøjskasse får du ofte en nøglerolle i arbejdet med elever med matematikvanskeligheder. Derfor er det også et fokus på modulet, at du kan informere og rådgive kolleger, skoleledelse og forældre om udvikling af undervisningstilbud til elever med særlige behov i matematikundervisningen.
Det får du indsigt i på modulet
- Teorier om elevers vanskeligheder ved at lære matematik og metoder til identifikation, motivation og udvikling af deres potentiale.
- Hvordan du udvikler og tilrettelægger pædagogiske og didaktiske undervisningstiltag, som målretter undervisningen til elever med særlige behov i matematik.
- Hvordan du vejleder kolleger, ledelse og andre relevante nøglepersoner i udviklingen af relevante og målrettede undervisningstilbud.
Modulet er et valgmodul på pædagogisk diplom, men kan også tages selvstændigt.
Du skal søge ind på modulet, hvis du gerne vil have en nøglefunktion i forhold til at skabe og udvikle den faglige kultur gennem vejledning og procesledelse. Det kan være i din rolle som lærer, leder, ressourceperson eller pædagog.
Adgangskrav
For at blive optaget på modulet skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, for eksempel administrationsøkonom, miljøteknolog eller Pædagogisk diplomuddannelse. En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til moduler på diplomniveau.
Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.
Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering. Læs mere om individuel kompetencevurdering.
Læringsmål
Den studerende:
- kan træffe, begrunde og vurdere pædagogiske og didaktiske valg på baggrund af indsigt i teorier og nyere forskning om læring hos og undervisning af elever med særlige behov i matematikundervisningen.
- kan planlægge, gennemføre og evaluere differentieret matematikundervisning, der fremmer inklusion af elever med særlige behov, samt udvælge relevante hjælpemidler på baggrund af konkrete behov.
- kan vejlede om og angive pædagogiske og didaktiske undervisningstiltag til elever med særlige behov i matematikundervisningen i både klasseundervisningen og specialundervisningen.
- kan informere og rådgive kolleger, skoleledelse, forældre og andre personer, der har betydning for udvikling af undervisningstilbud til elever med særlige behov i matematikundervisningen.
- har viden om og kan kende adfærdsbeskrivelser, definitioner, diagnoser og årsager, der ligger til grund for en kategorisering af elever som havende særlige behov i matematikundervisningen.
- har viden om tidlig indsats i matematikundervisningen.
- kan anvende observationer, interview, spørgeskemaer og test til kortlægning af forudsætninger og potentialer hos elever med særlige behov i matematikundervisningen.
Dokumenter og links