Fagligt løft i billedkunst
Forestil dig et billedkunstlokale, der emmer af kreativitet og virkelyst. Et værksted hvor det eksperimenterende billedarbejde er i fokus. Hvordan organiserer du det som lærer? På kurset arbejder vi praktisk eksperimenterende med materialer og teknikker. Du bliver styrket i din faglighed og udvikler dig didaktisk gennem din kreativitet.
Er du klar til at udforske praktisk erfaringsdannelse, der kan føre til motiverende tilgange for dine elever, så er dette kursus i billedkunst noget for dig. Kurset tager udgangspunkt i undervisningsfagets kerneindhold, udvikling og fagfornyelse.
Fagligt udbytte
Billedkunst er et komplekst fag, der på samme tid rummer et praktisk fremstillende billedarbejde og et analyserende billedarbejde. Det kan man kalde at afsende og modtage visuel kommunikation. Kommunikation er en social praksis, der stiller krav til didaktikken med udgangspunkt i elevernes egen livsverden og motivation.
Det kan gøres gennem arbejde med tematiseringer, eksperimenter og konkret træning i teknikker. Vigtigst af alt er billedsamtalen, der fungerer som lærerens mest essentielle værktøj i billedkunstundervisningen. Derfor tager kurset udgangspunkt i at kunne bruge billedsamtalen aktivt og på et grundlag, der understøtter fagets formål.
Indhold
På kurset, der strækker sig over fem dage, vil du blandt andet:
- Lære at arbejde didaktisk med tematiseringer, eksperimenter og formelt billedarbejde, så du kan variere din undervisning og træffe de bedste didaktiske beslutninger.
- Være med til at skabe en værktøjskasse fyldt med forløb, der kan overføres til din egen undervisningspraksis. Forløbene udvikler vi i fællesskab via en blanding af individuelle aktiviteter og i samskabende processer.
- Udvikle dit fagsyn og blive i stand til at argumentere for fagets vigtighed i skolen.
Målgruppe
Kurset henvender sig til dig, der er billedkunstlærer, eller dig, der er lærer og underviser i billedkunst.
Undervisningen
Billedkunst er et praktisk fag, og derfor indeholder undervisningen meget praktisk arbejde.
Det kan være en fordel at medbringe et udvidet penalhus til undervisningen. Alle materialer og værktøjer vil også være til rådighed på stedet. Du bedes desuden medbringe en pc, der kan håndtere de mest gængse digitale læremidler til billedkunst, f.eks. skoletube. Ligeledes skal der medbringes et kamera eller en mobil med mulighed for optagelse af video og billede.
Har du nogle specielle forløb, materialer eller værktøjer, som du ønsker at dele med dine kolleger, er du velkommen til at medbringe dem på kurset.
Fagkurser inden for undervisning og pædagogik
Læs mere om mulighed for op til 10.000 kr. årligt til videreuddannelse