Lær at anbefale den rette kost til syge og ældre
På modulet Klinisk ernæring lærer du at identificere, analysere og anbefale den rette kost til patienter eller borgere samt at dokumentere indsatsen i din praksis.
Kosten er afgørende for menneskers trivsel, og for syge og ældre er ernæringen særligt vigtig. Sundheden og trivslen hos borgere og patienter kan øges med den korrekte kost, og på modulet lærer du at identificere behovet og tilpasse diæten derefter.
Hos både syge og ældre bliver appetitten ofte påvirket negativt. Det har konsekvenser for kroppens evne til at restituere eller trives og kan give ufrivillig faste eller stress. Det øger risikoen for sygdom, og det lærer du at identificere. Modulet har særligt fokus på patienter, beboere og borgere i eget hjem, der er i ernæringsmæssig risiko, og på de muligheder, der ligger i at forbedre ernæringsstatus.
Undervisningen er tæt på din praksis. Du lærer både at begrunde og formidle valg af produkter til at forbedre patienters, beboeres og borgeres madindtag. Du bliver også klædt på til at formidle faglige problemstillinger og løsninger i forhold til både sygdom og diætetik til borgere, patienter og kolleger.
Det får du indsigt i på modulet
Særlige målgruppers ernæringsbehov, herunder kriterier for risikovurdering
Ernæringsfysiologi, herunder legemets reaktion på faste og stress
Ernæringsbehov og konsekvenser af underernæring hos syge og ældre
Ernæring under rekonvalescensen
Monitorering og vurdering af kostindtaget med forskellige metoder
Modulet er et valgmodul på Ernæringsfaglig diplom, men kan også tages selvstændigt.
Du arbejder formentlig allerede med ældre eller syge og ønsker at øge din viden om klinisk ernæring for småtspisende eller ældre, særligt med fokus på ældre i eget hjem. Efter modulet kan du identificere og vurdere ernæringsrisiko og foreslå løsninger til at mindske den.
Adgangskrav
For at blive optaget på modulet skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, for eksempel administrationsøkonom, miljøteknolog eller Akademiuddannelse i beskæftigelse. En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til moduler på diplomniveau.
Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.
Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering. Læs mere om individuel kompetencevurdering.
Læringsmål
Det er målet, at den studerende gennem integration af praksiserfaring og udviklingsorientering opnår følgende:
Viden
Har indsigt i ernæringsfysiologiske sammenhænge i forbindelse med sygdom og sygdomsbetinget ernæring
Kan reflektere over kriterier for risikovurdering, monitorering og vurdering af madindtaget hos syge og ældre
Har viden om og forståelse af forskellige kostformer, som kan anvendes ved optimering af madindtag
Færdigheder
Kan optage en kostanamnese og formidle resultatet heraf
Kan identificere, analysere og vurdere patienter, beboere og borgere i eget hjem og deres ernæringsmæssige risiko, herunder småtspisende og undervægtige ældre, med henblik på at forbedre madindtaget
Kan begrunde og formidle valg af produkter til at forbedre patienters, beboeres og borgeres madindtag, så de ikke er i ernæringsmæssig risiko
Kan vurdere og formidle faglige problemstillinger og løsninger i forhold til både sygdom og diætetik
Kompetencer
Kan påtage sig ansvar for at identificere og vurdere patienters, beboeres og borgeres ernæringsstatus og dermed deres ernæringsrisiko
Kan indgå i et fagligt tværprofessionelt samarbejde med patienter, beboere og borgere i ernæringsmæssig risiko
Dokumenter og links