Udvikl dig fagligt i kommunal økonomi og budgetstyring
På modulet arbejder vi med forudsætninger for udarbejdelse af og opfølgning på kommunens budget. Vi fokuserer på den teoretiske forståelse af budgettets rolle i den økonomiske styring, og vi arbejder med praktiske øvelser om budgetoplæg og opfølgning på budgettet.
Du kommer til at arbejde med relevante emner som f.eks. budgetprocedurer, bevillingsbegrebet, budgetforslag, politiske og administrative mål, budgetforudsætninger, overførsler, tillægsbevilling og budgetopfølgning – gerne med udgangspunkt i din egen arbejdsplads og organisation.
En del af et specialiseringsforløb
Dette modul er det ene af de to, som udgør specialiseringsforløbet Økonomikonsulenten. Du kan også vælge et af vores andre forløb: Digitaliseringskonsulenten og Udviklingskonsulenten.
Forløbet indgår i vores specialiseringsforløb for administrative medarbejdere og kan tages alene eller som en del af Diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration.
Adgangskrav
For at blive optaget på modulerne på en diplomuddannelse skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse. En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til modulerne på diplomniveau. Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.
Eksamen
Faget afsluttes med en mundtlig eksamen på baggrund af et to-siders oplæg med udgangspunkt i en prøvehandling i dit daglige arbejde.
Dokumenter og links