Lav dit afgangsprojekt og afslut din akademiuddannelse i sundhedspraksis
For at gennemføre akademiuddannelsen i sundhedspraksis skal du udarbejde et afgangsprojekt. Projektet skal vise, at du kan arbejde analytisk, metodisk og praksisorienteret.
Afgangsprojektet afsluttes med en mundtlig eksamen og har ekstern bedømmelse.
Dokumenter og links
Afgangsprojektet er kendetegnet ved
- at være uddannelsens afsluttende prøve, hvor den studerende gennem det skriftlige projekt og et mundtligt forsvar skal demonstrere opnåelse af uddannelsens mål for læringsudbytte
- at den studerende skal dokumentere sin evne til på et metodisk og analytisk grundlag at gennemføre en praksisnær og kompleks problemløsning inden for uddannelsens overordnede formål
- at emnet for afgangsprojektet formuleres inden for centrale dele af uddannelsens faglige område, så et bredt spektrum af uddannelsens obligatoriske og valgfrie fag inddrages
Modulet er et obligatorisk modul på akademiuddannelsen i sundhedspraksis.
Det skriftlige afgangsprojekt skal indeholde
- indledning
- præsentation af en fagligt væsentlig problemstilling
- en problemformulering i relation til problemstillingen
- redegørelse for eventuelle relevante afgrænsninger
- begrundede metodeovervejelser og metodevalg, herunder valg af teoretisk og empirisk tilgang
- analyse, hvor teori og praksis ses i et dynamisk samspil, som kan danne grundlag for ny indsigt
- konklusion og perspektivering, herunder konkrete refleksioner over det lærte og de fremadrettede handlemuligheder, som analysen har afdækket
Omfang
Det skriftlige afgangsprojekt har for den enkelte studerende et omfang på maksimalt 25 normalsider svarende til 25 x 2400 tegn inkl. mellemrum. Forside, indholdsfortegnelse og bilag tæller ikke med. En figur tæller som ét anslag. Projektet kan suppleres med bilag i form af videooptagelser, interviewoptagelser, links med videre.
Det er muligt at udarbejde afgangsprojektet i grupper på op til fire studerende. Projektets maksimale omfang øges i den forbindelse med 10 normalsider pr. studerende:
- to studerende: maksimalt 35 normalsider
- tre studerende: maksimalt 45 normalsider
- fire studerende: maksimalt 55 normalsider
Eksaminationen er med individuel bedømmelse, og det skal være muligt at vurdere den enkelte studerendes præstation. Ved gruppeprojekter skal det derfor fremgå af det skriftlige projekt, hvilke dele den enkelte studerende selvstændigt har udarbejdet.
Bedømmelse og eksamen
I bedømmelsesgrundlaget vægter det skriftlige afgangsprojekt 2/3 og den mundtlige præstation 1/3. Ved bedømmelsen af det skriftlige projekt lægges der ud over det faglige indhold også vægt på den studerendes formulerings- og staveevne. Prøveaflæggelse på afgangsprojektet forudsætter, at alle øvrige prøver på uddannelsen er bestået. Der gives en samlet karakter efter 7-trins-skalaen.
Den mundtlige eksamen er individuel og har form af et mundtligt forsvar med udgangspunkt i det skriftlige projekt. Den studerende skal have mulighed for at præsentere sine hovedbudskaber, herunder projektets perspektivering og egen læring.
Den mundtlige eksamen varer i alt 40 minutter med følgende omtrentlige fordeling:
- 1/4 til mundtligt oplæg
- 2/4 til eksaminationssamtale
- 1/4 til votering og tilbagemelding
Ved gruppeprojekter anbefales det, at karakteren til den enkelte eksaminand først meddeles, når hele gruppen er eksamineret. En mere fyldig tilbagemelding kan efter bedømmernes skøn gives samlet efter eksamination af sidste medlem af gruppen.
Prøven er en mundtlig prøve med udgangspunkt i et skriftligt afgangsprojekt. Vurderingen sker med ekstern censur efter 7-trins-skalaen.
ECTS og adgang til prøve
En akademiuddannelse består af 60 ECTS-point. For at gå til prøve i afgangsprojektet må de moduler, du har taget, ikke være mindre end eller overstige 50 ECTS.
Læs mere om den samlede uddannelse her: Akademiuddannelse i sundhedspraksis.