Type
Professionsbachelor i jordemoderkundskab
På jordemoderuddannelsen på UC SYD arbejder du med graviditet, fødsel og barsel, hvor du kommer til at spille en central rolle i den periode, hvor en ny familie bliver til. Uddannelsen er for dig, der har modet og lysten til at tage ansvar og hjælpe familier i både deres lykkeligste og sværeste stunder.
På studiet lærer du alt om graviditet, fødsel og barsel. Dine undervisere er selv praktikere og ved, hvad de taler om. Det, du lærer på skolebænken, prøver du af i praksis. Faktisk er ca. 50 procent af uddannelsen klinisk uddannelse, som primært foregår på sygehuse. Allerede inden det første år på studiet er gået, tager du imod dine første børn.
Professionsbachelor i jordemoderkundskab
I 2026 3.5 år og fra 2027 tre år og tre måneder
Esjberg
64
Ca. 50% af uddannelsen
Gymnasial eksamen eller erhvervsuddannelse + specfikke adgangskrav
Du kan forvente at udvikle dig betydeligt gennem uddannelsen – både personligt og fagligt. På UC SYD udvikler du din selvstændighed, din handlekraft, dine empatiske evner og din viden, så du som nyuddannet kan tage ansvar for gravide i konsultationen, de fødende på fødestuen og de nybagte forældre.
Uddannelsen foregår i Esbjerg og kombinerer teori, workshops, simulation og klinisk uddannelse. Du bliver gradvist ført ind i jordemoderfaget og lærer at møde mennesker professionelt med ro, omsorg og faglig sikkerhed.
Det tager tre og et halvt år at blive jordemoder. Fra 2027 varer uddannelsen tre år og tre måneder. Halvdelen af uddannelsen er teoretisk og foregår på campus i Esbjerg som forelæsninger, dialogbaseret undervisning, gruppearbejde og selvstudie.
Vi afholder også workshops, hvor du øver dig i at tage imod børn på særlige fødedukker, i at sy og i at genoplive et nyfødt barn. Det første år lærer du om kroppen, graviditetsforløbet og selve fødslen, når alt går, som det skal. Du tager også imod dine første børn.
Ca. 50 procent af uddannelsen er klinisk uddannelse, hvor du arbejder sammen med en jordemoder for at omsætte teori til praksis. Uddannelsen er opbygget, så du løbende veksler mellem teori og praksis. Du får hurtigt ansvar på dit praktiksted og bliver en del af teamet, men du er altid tilknyttet en jordemoder, så du aldrig står alene.
I løbet af dine praktikperioder kommer du blandt andet forbi fertilitetsklinik, gynækologisk afdeling, jordemoderkonsultation, neonatal afdeling, fødegang samt svangre- og barselsafdeling. Du får tildelt din praktikplads inden studiestart, og det er en forudsætning for optagelse, at du er villig til at gennemføre din kliniske uddannelse på et af de tilknyttede kliniske uddannelsessteder i Esbjerg, Aabenraa, Kolding eller Odense/Svendborg.
Du har mulighed for at komme i praktik i udlandet på fjerde og syvende semester. På fjerde semester kan du tage til Irland, Sverige, Norge, Grønland eller Færøerne i fire, fem eller otte uger. På syvende semester kan du tage tre-fire ugers praktik hos en af vores samarbejdspartnere i Grønland, Norge, Sverige, Færøerne, England, Uganda, Tanzania eller et andet sted, som du selv vælger.
På jordemoderuddannelsen ved UC SYD i Esbjerg starter studielivet ofte med sommerfugle i maven og ender med følelsen af at være en del af noget helt særligt.
Jordemoderuddannelsen er en lille uddannelse med et stærkt sammenhold i sit eget hjørne af campus. Og du er ikke i tvivl, når du er landet hos jordemødrene.
Her bliver du mødt af anatomiplakater på væggene, underliv i vindueskarmen, brikse og fødedukker. I gangen står også et glasskab, hvor hver dimitterende årgang efterlader en lille frø til uddannelsens maskot, nemlig storken.
Når du skal starte på et nyt studie, er det ofte med nerverne uden på tøjet. Derfor gør uddannelsen en indsats for, at nye studerende hurtigt føler sig hjemme.
“Vi fik en lille sten og et kort, som vores tutorer havde skrevet til os. Det var virkelig rart, at der var noget til en allerede inden studiestart. Det gjorde, at man følte sig godt taget imod,” fortæller Nanna, jordemoderstuderende på 5. semester.
Den varme velkomst sætter tonen for en uddannelse, hvor fællesskab og sammenhold er vigtigt, både på studiet og i faget som jordemoder.
Hverdagen på jordemoderuddannelsen veksler mellem undervisning på campus og praktiske forløb på fødeafdelinger.
“Balancen mellem teori og praktik kan næsten ikke være bedre. Det, vi lærer på skolen, er det, vi arbejder med i klinikken,"
Nanna, studerende på jordemoderuddannelsen
Skolen giver tid til fordybelse, gruppearbejde og refleksion, mens praktikken giver hands-on-erfaring med et fag, hvor ikke to dage er ens.
“Der er noget roligt ved skolen, mens klinikken er mere dynamisk. Men netop den veksling er virkelig god.”
De studerende mødes ikke kun på campus. Også i praktikken krydser årgangene hinanden på fødestuerne, hvilket skaber et stærkt fællesskab på tværs af semestre.
“Det er stadig lidt en nicheuddannelse, og derfor bliver man en ret sammentømret flok. Der er ikke den store hierarkiske følelse. Vi har et fælles formål,” fortæller Nanna.
De jordemoderstuderende har masser af sociale traditioner og arrangementer. Der er madpakkespisning, fester og rundbold, og fællesskabet rækker også ud over egen uddannelse med arrangementer sammen med blandt andet sygeplejerske- og ambulanceredderuddannelsen.
Men spørger man de studerende, er der særligt én tradition, der skiller sig ud:
“Alle vil til banko!” fortæller Nanna med et grin.
Det tætte fællesskab er noget, de studerende tager med sig gennem hele uddannelsen, både på campus, i klinikken og langt ud over studietiden.
Selvom uddannelsen er krævende, er der fokus på trivsel og støtte undervejs. Studievejledning og forskellige tilbud er en naturlig del af studiemiljøet.
Samtidig beskrives underviserne som engagerede og tæt på praksis:
"Det, der har overrasket mig mest, er, hvor engagerede underviserne er. De er jordemødre helt ind til knoglerne"
Nanna, studerende på jordemoderuddannelsen
På jordemoderuddannelsen er der et særligt fokus på de studerendes trivsel i hverdagen. Blandt andet tilbydes der NADA-øreakupunktur i forbindelse med eksamensperioder, så de studerende kan finde ro i en travl studietid.
Når man spørger de jordemoderstuderende, hvad de vil sige til nogen, der overvejer uddannelsen, er svaret enkelt.
“Gør det,” siger Nanna og fortsætter “man skal ikke være så skræmt af det. Når man først er her, får man et godt fællesskab og masser af støtte.”
Få et indblik i hverdagen på jordemoderuddannelsen på UC SYD.
Synes du, det er svært at vælge uddannelse? Og mangler du inspiration og gode råd? Så bliv klogere her.
En uddannelse til jordemoder åbner for mange forskellige måder at arbejde med graviditet, fødsel, barsel og familiedannelse på. Som jordemoder er du med mennesker i nogle af livets største øjeblikke, og du får mulighed for at gøre en forskel gennem både faglighed og omsorg.
Jordemødre følger mennesker gennem hele forløbet fra graviditet til fødsel og den første tid efter, barnet er kommet til verden.
Du kan arbejde med svangrekonsultationer, fødsler, barselspleje og vejledning af gravide og deres partnere. Samtidig spiller du en vigtig rolle i forhold til amning, forældreskab og familiens trivsel.
Arbejdet handler både om at støtte, undersøge, vejlede og skabe tryghed i en periode, hvor der sker store forandringer i menneskers liv.
De fleste jordemødre arbejder på hospitaler, hvor arbejdsdagen kan veksle mellem fødestue, barselsafsnit, telefonrådgivning og konsultationer.
Andre arbejder i kommuner, i tværfaglige sundhedstilbud eller i private klinikker. Nogle vælger at blive selvstændige og tilbyder eksempelvis fødselsforberedelse, graviditetsmassage, akupunktur, ammevejledning eller individuelle graviditetsforløb.
Som jordemoder indgår du ofte i et tæt samarbejde med blandt andet læger, sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle.
Jordemoderfaget rummer mange forskellige arbejdsområder og muligheder for specialisering:
Svangreomsorg og konsultationer
Føde- og barselsafsnit
Fødselsforberedelse og undervisning
Ammevejledning og familiedannelse
Neonatalområdet og pleje af for tidligt fødte børn
Ultralydsscanning og fosterdiagnostik (efteruddannelse)
Seksuel og reproduktiv sundhed
Sundhedsfremme og forebyggelse
Jordemoderfaget udvikler sig løbende, og der er gode muligheder for at bygge videre på uddannelsen.
Mange vælger efteruddannelse eller specialiserer sig inden for eksempelvis ultralydsscanning, neonatalområdet eller andre særlige fagområder. Andre går videre med kandidat-, master- eller ph.d.-uddannelser og arbejder med forskning, udvikling, undervisning eller ledelse.
Noget af det, der kendetegner jordemoderuddannelsen, er kombinationen af høj faglighed og nære menneskelige relationer.
Du bliver ikke låst fast i én bestemt rolle. Tværtimod giver uddannelsen mulighed for at forme et arbejdsliv med mange forskellige retninger og specialer.
Fælles for dem alle er, at du arbejder med mennesker, sundhed og tryghed i nogle af livets mest betydningsfulde overgange.
Bøger og læringsmidler: Du skal regne med en samlet udgift på ca. 8.000–10.000 kr. for hele uddannelsen. Beløbet dækker både fysiske bøger og licenser til digitale og interaktive læringsmidler.
Bolig og transport i praktikperioder: Du skal selv sørge for at kunne møde på dit praktiksted og afholde udgifter til transport og eventuel bolig.
Du er i praktik ad flere omgange og samlet set halvdelen af uddannelsen. Praktikken foregår enten i Esbjerg, Aabenraa, Kolding, Odense eller Svendborg, og du er tilknyttet det samme kliniske uddannelsessted gennem hele uddannelsen.
Det kan derfor være en god idé at spare op inden studiestart. Det kan være svært at have studiejob i perioder, hvor du er i praktik i en anden by og har skiftende arbejdstider.
Som studerende på en professionsbacheloruddannelse eller erhvervsakademiuddannelse har du mulighed for at søge Statens Uddannelsesstøtte (SU) til dit uddannelsesforløb. Du kan tidligst søge SU en måned før den måned, du kan få SU fra. Har du for eksempel ret til SU fra september, kan du tidligst søge fra den 1. august.
Betingelserne for at modtage støtte og de aktuelle satser findes på www.su.dk, hvor du også skal søge SU.
Har du spørgsmål vedrørende SU og transport, så hjælper vores SU-vejledere dig meget gerne.
Er du kommende studerende? Kontakt os her.
Er du nuværende studerende? Kontakt os her.
Du kan også ringe til os.
Mandag-torsdag: 8-12
Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, så har du mulighed for at søge om Specialpædagogisk Støtte (SPS). Det kan være hjælpemidler i form af f.eks. IT-rygsæk, studiestøttetimer, en særlig stol, et hæve-/sænkebord m.v.
Du kan finde flere informationer om studiestøtte her, og så kan du møde Sofie, der er ordblind og studerer på UC SYD.
Har du en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, har du mulighed for at søge om Specialpædagogisk Støtte (SPS). Du kan finde flere informationer om studiestøtte her.
Bliv godt klædt på til at bringe dine studieplaner til verden. Her kan du læse om optagelse, adgangskrav, ansøgningsfrister og meget mere.
Når du vil søge ind på en uddannelse, kan du enten søge via kvote 1 eller kvote 2.
Kvote 1 betyder, at du bliver vurderet på dit karaktergennemsnit fra din gymnasiale uddannelse.
Kvote 2 betyder, at du bliver vurderet på en samlet ansøgning, hvor der også indgår fx erfaring og motivation.
Du kan søge kvote 1, hvis du har en af følgende gymnasiale uddannelser:
Studentereksamen (STX)
Højere forberedelseseksamen (HF)
Højere handelseksamen (HHX)
Højere teknisk eksamen (HTX)
Gymnasialt indslusningskursus for fremmedsprogede (GIF)
Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (EUX)
Du skal desuden have bestået:
Kemi C eller bioteknologi A eller biologi A
Der gives merit, hvis du har gennemført første studieår på en anden sundhedsfaglig bacheloruddannelse.
Du bliver optaget alene på baggrund af dit karaktergennemsnit fra din gymnasiale eksamen.
Har du flere gymnasiale eksamener, er det den første, der gælder. Du kan ikke forbedre dit gennemsnit via hf-enkeltfag.
Adgangskvotienten fastsættes hvert år og afhænger af antal ansøgere og studiepladser.
Søger du kvote 2 med en gymnasial eksamen, bliver du automatisk også vurderet i kvote 1.
IB og visse udenlandske eksamener skal søges via kvote 2.
Ansøgningsfrist: 5. juli kl. 12.00
Ansøg via optagelse.dk senest 5. juli kl. 12.00
Du kan vælge kvote 2, hvis du er i tvivl om dit gennemsnit
Du kan ikke forbedre din kvotient via hf-enkeltfag
Du kan læse om krav til dokumentation her.
Du skal være opmærksom på, at de oplysninger og dokumenter, du indsender til din ansøgning, bliver kontrolleret f.eks. ved mistanke om dokumentfalsk eller lignende. Hvis det skønnes nødvendigt for udførelse af en kontrol, vil der ligeledes kunne rettes henvendelse til den uddannelsesinstitution/arbejdsgiver, som har udstedt det pågældende dokument, f.eks. et eksamensbevis.
Det er strafbart at søge om optagelse ved brug af forfalskede dokumenter. UC SYD vil anmelde enhver mistanke om dokumentfalsk til politiet.
Du kan søge kvote 2, hvis du kan svare "ja" til én af disse muligheder:
Du har bestået en af følgende gymnasiale uddannelser:
Studentereksamen (STX)
Højere forberedelseseksamen (HF)
Højere handelseksamen (HHX)
Højere teknisk eksamen (HTX)
Gymnasialt indslusningskursus for fremmedsprogede (GIF)
Studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse (EUX)
Eller du har en af disse relevante erhvervsuddannelser:
Ambulancebehandler
Pædagogisk assistent (PAU/PGU)
Hospitalsteknisk assistent
Social- og sundhedsassistent (trin 2, gammel ordning)
Tandklinikassistent
Veterinærsygeplejerske
Eller du har en udenlandsk eksamen eller individuel vurdering:
Godkendt udenlandsk eksamen (med kemi C eller biologi A)
Kvalifikationer vurderet via individuel kompetencevurdering
Uanset hvilken af ovenstående baggrunde, du har, skal du desuden opfylde følgende fagkrav:
Dansk A
Engelsk B
Psykologi C eller samfundsfag C
Kemi C eller bioteknologi A eller biologi A
Hvis du mangler fag, kan du supplere via ug.dk.
Der gives merit for naturfag, hvis du har gennemført første studieår på en sundhedsfaglig bacheloruddannelse.
Du bliver vurderet ud fra en samlet helhedsvurdering af dine kvalifikationer og erfaringer.
Der indgår maksimalt 12 måneders aktiviteter i vurderingen.
Hvis du har flere aktiviteter, kan de indgå som en del af din motiverede ansøgning.
Vurderingen baseres på:
For ansøgere med gymnasial uddannelse:
Motiveret ansøgning
Eksamensgennemsnit
Studierelevant erhvervserfaring (min. 6 måneder)
Udlandsophold (min. 3 sammenhængende måneder)
Højskoleophold (min. 3 sammenhængende måneder)
Værnepligt/værneret (min. 4 måneder)
Andre relevante aktiviteter
Engelsk A
For ansøgere med erhvervsuddannelse:
Eksamensgennemsnit fra erhvervsuddannelsen
Kvote 2 er for dig, der:
har en adgangsgivende gymnasial uddannelse, men er i tvivl om dit gennemsnit er højt nok til at nå årets adgangskvotient.
har en udenlandsk eksamen, hf-enkeltfag eller en anden adgangsgivende eksamen.
ikke opfylder uddannelsens adgangskrav men har andre kvalifikationer, der kan sidestilles med de formelle krav. I den situation skal du søge om en individuel kompetencevurdering.
Søg via optagelse.dk senest 15. marts kl. 12.00.
Du kan læse om krav til dokumentation her.
Du skal være opmærksom på, at de oplysninger og dokumenter, du indsender til din ansøgning, bliver kontrolleret f.eks. ved mistanke om dokumentfalsk eller lignende. Hvis det skønnes nødvendigt for udførelse af en kontrol, vil der ligeledes kunne rettes henvendelse til den uddannelsesinstitution/arbejdsgiver, som har udstedt det pågældende dokument, f.eks. et eksamensbevis.
Det er strafbart at søge om optagelse ved brug af forfalskede dokumenter. UC SYD vil anmelde enhver mistanke om dokumentfalsk til politiet.
Vil du gerne tage en uddannelse hos os, skal du søge ind gennem optagelse.dk.
Du skal søge under “videregående uddannelse” på siden og derefter finde den specifikke uddannelse, som du gerne vil søge.
Du sender din elektroniske ansøgning med dit MitID. Har du ikke et MitID, kan du bestille et på mitid.dk. Har du ikke et dansk CPR-nr., skal du stadig søge digitalt via optagelse.dk. Du skal blot ansøge uden login.
Husk at oplyse om tidligere uddannelse eller beskæftigelse. Læs mere om, hvad du har pligt til at oplyse her.
Du finder hjælp til at udfylde din ansøgning på optagelse.dk her. Og er du stadig i tvivl om noget, du ikke kan finde svaret på, så kontakt os og lad os hjælpe dig.
Du kan følge statussen på din ansøgning til en af vores uddannelser på nemStudie. Når du har søgt ind på en uddannelse hos os gennem optagelse.dk, sender vi dig automatisk en e-mail, hvor vi beder dig om at oprette en bruger på nemStudie.
Det er vigtigt, at du opretter dig på portalen, for det er her, vi giver dig besked, hvis vi f.eks. mangler dokumentation i forbindelse med din ansøgning, eller hvis vi kan tilbyde dig en studieplads. Læs mere om nemStudie.
Kvote 1: 5. juli kl. 12.00
Kvote 2: 15. marts kl. 12.00
Uuddannelsen starter to gange om året, nemlig i uge 36 og i uge 6.
Er du nysgerrig på, hvad adgangskvotienten var ved det seneste optag? Se den seneste adgangskvotient for kvote 1 her.
Jordemoderuddannelsen optager 35 procent i kvote 1 og 65 procent i kvote 2.
Standby-pladser er en form for venteliste, hvor du kan blive tilbudt en studieplads, hvis en anden studerende takker nej til sin plads. Det kan være en studieplads til sommerstart eller eventuel vinterstart, hvis uddannelsen har studiestart der. Bliver du ikke tilbudt en studieplads i dette studieår, er du garanteret en plads næste år, hvis du søger optagelse der. Det kan derfor være en god ide at sætte kryds ved standby-plads, når du udfylder dit ansøgningsskema.
Du søger en standby-plads ved at vælge ”ja” i afkrydsningsfeltet ”jeg ønsker at søge en standbyplads”, når du udfylder din ansøgning på optagelse.dk.
Konsekvenser for din ansøgning
Hvis du bliver tilbudt en standby-plads, vil du ikke blive tilbudt en studieplads på en af dine andre søgte uddannelser eller uddannelsessteder, der står lavere på din prioriteringsliste.
Du skal derfor overveje, inden du sætter kryds i standby, om du ønsker at fraskrive dig muligheden for at blive optaget på en af dine lavere prioriteter. Man kan ikke både få tilbudt en standby-plads og en studieplads.
Læs mere om standby-pladser på ug.dk.
Du får svar på din ansøgning den 28. juli.
Du får kun ét svar. Du får ét tilbud om en uddannelsesplads eller en standby-plads fra det uddannelsessted, du er kommet ind på. Det vil sige, hvis du kommer ind på din tredje prioritet, får du ikke afslag tilsendt fra dine andre prioriteter.
Hvis du ikke er optaget på nogen af de uddannelser, du har søgt, får du et afslagsbrev fra Den Koordinerede Tilmelding (KOT) via e-boks.
Bliver du tilbudt en studieplads hos UC SYD, modtager du besked gennem nemStudie, hvor du skal bekræfte, om du ønsker studiepladsen. Bekræfter du ikke pladsen inden for fristens udløb, tilbyder vi pladsen til en anden ansøger.
Blev du ikke optaget på et studie, eller fik du ikke ansøgt inden for fristen, kan du søge ind efter den 28. juli, hvis vi har ledige pladser.
Har du ikke opfyldt adgangskravene til uddannelsen inden den 5. juli kl. 12:00, har du stadig mulighed for at komme i betragtning til en studieplads betinget af, at du opfylder adgangskravene inden studiestart på uddannelsen.
Det kan f.eks. være fordi, at du læser et suppleringsfag, afslutter en erhvervsuddannelse eller er udenlandsk statsborger og skal supplere med Studieprøven.
Afslutter du HF-enkeltfag senere end sommerstart, kan det være en god idé at holde øje med siden for ledige studiepladser.
Når du søger optagelse, skal du i din ansøgning på optagelse.dk angive hvornår eksamen, suppleringskurset eller uddannelsen forventes afsluttet. Derudover skal du vedhæfte dokumentation på, at du er i gang.
På UC SYD kan du søge betinget optagelse på alle uddannelser på nær jordemoder og bioanalytiker.
Har du en udenlandsk eller international eksamen (IB), skal du søge ind på uddannelsen gennem kvote 2 på optagelse.dk. Dette gælder også, hvis du er fra Storbritannien uanset statsborgerskab.
Hvis du søger ind på baggrund af en udenlandsk eksamen, opfordrer vi dig til at få din eksamen vurderet hos Uddannelses- og Forskningsministeriet, inden du søger. På den måde får du papir på dit eksamensbevis, som du kan bruge i hele landet, både når du søger arbejde eller uddannelse. Vi har også mulighed for at vurdere dit adgangsgrundlag, men så vil du muligvis ikke kunne bruge den til at søge uddannelser andre steder i landet.
Du kan også undersøge, om din udenlandske gymnasiale eksamen kan ligestilles med en dansk gymnasial eksamen i eksamenshåndbogen.
Søger du ind med et udenlandsk eksamensbevis skal vi bede dig om at få det oversat til et nordisk sprog eller engelsk. Du skal således, når du ansøger vedhæfte både en kopi af originalt eksamensbevis og en oversættelse af beviset.
Sprogkrav
Når du søger om optagelse på en uddannelse, der udbydes på dansk, skal du dokumentere, at du har de nødvendige kundskaber i dansk. Du skal både mundtligt og skriftligt være i stand til at gennemføre uddannelsesaktiviteter og aflægge prøver på dansk.
Er du udenlandsk ansøger eller har et udenlandsk eksamensbevis, skal du have Prøve i Dansk 3 (PD3) inden studiestart eller have dokumenteret tilsvarende kundskaber i dansk.
Dette gælder dog ikke, hvis du er nordisk statsborger, idet du opfylder sprogkravet dansk gennem den adgangsgivende eksamen, som du har bestået i dit hjemland.
Betaling for uddannelse (Studieafgift)
Som borger uden for EU/EØS er det grundlaget for din opholdstilladelse, der er afgørende for, om du er berettiget til at tage uddannelsen gratis eller om du selv skal betale for uddannelsen.
For at kunne vurdere, hvorvidt du er berettiget til gratis uddannelse, er det vigtigt, at du sammen med din ansøgning om optagelse vedhæfter følgende dokumenter:
Kopi af opholdskortet (både forside og bagside)
Kopi af opholdsbrevet fra myndighederne
Evt. ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse (hvis opholdstilladelsen udløber inden studiestart)
Ændring af opholdsgrundlag
Ændres grundlaget for din opholdstilladelse i løbet af din studietid, har du pligt til at oplyse og dokumentere det ændrede grundlag, således at vi kan vurdere, hvorvidt dine rettigheder til en statsfinansieret uddannelse er ændret.
Ændres opholdsgrundlaget i løbet af et semester således, at du er berettiget til en statsfinansieret uddannelse, vil deltagerbetalingen først bortfalde fra det kommende semester.
Ændres opholdsgrundlaget i løbet af et semester således, at du ikke længere er berettiget til en statsfinansieret uddannelse, skal der betales deltagerbetaling fra det kommende semester.
Bortfalder forælders opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9a, er du stadig berettiget til at færdiggøre den pågældende uddannelse.
Har du en gennemført en dansk såvel som en udenlandsk kandidatuddannelse, kan du som udgangspunkt godt blive optaget på en ny videregående uddannelse, hvis der er ledige studiepladser på uddannelsen.
I særlige tilfælde er det dog muligt at søge dispensation for kandidatuddannelsen. Det kan fx være i forhold til:
helbredsmæssige årsager, hvor du ikke længere kan anvende din tidligere gennemførte kandidateksamen. Du skal til ansøgningen vedlægge dokumentation fra lægen, som bekræfter dette.
hvis du ikke længere kan opnå autorisation til anvendelse af uddannelsen på arbejdsmarkedet.
hvis uddannelsen er målrettet en helt specifik profession på arbejdsmarkedet, som er bortfaldet eller i al væsentlighed overflødiggjort. Det er ikke tilstrækkeligt grundlag for at meddele dispensation, at den gennemførte kandidatuddannelse ikke længere udbydes, at uddannelsens studieordning er ændret eller at uddannelsens niveau, jf. kvalifikationsrammen, er blevet ændret. Der kan her lægges vægt på udtalelse fra tidligere uddannelsesinstitution, hvis en sådan kan gives eller en udtalelse fra en faglig organisation i forhold til, hvorvidt ansøgers uddannelse kan anvendes på arbejdsmarkedet.
Dispensationsansøgningen skal være uploadet til din ansøgning inden fristen 15. marts kl. 12.00.
Din ansøgning vil i øvrigt blive vurderet ud fra uddannelsens vurderingskriterier i kvote 2.
Når en gymnasial eksamen suppleres via gymnasial supplering (GSK), hf-enkeltfag, supplerende overbygningsforløb (SOF) eller lignende. Det betyder, at karaktergennemsnittet fra den gymnasiale eksamen kan blive nedjusteret (genberegnet), når der søges om optagelse på en videregående uddannelse.
Nedjustering finder sted, hvis:
både den gymnasiale eksamen og suppleringsfag er afsluttet den 1. maj 2022 eller senere.
der suppleres med fag for at du kan opfylde de specifikke adgangskrav til uddannelsen.
karaktererne fra suppleringsfagene trækker karaktergennemsnittet fra den gymnasiale eksamen ned.
du søger optagelse via optagelse.dk i kvote 1.
Reglen om nedjustering gælder således på jordemoderuddannelsen, da du her skal opfylde specifikke adgangskrav for at blive optaget.
Hvis du søger optagelse på forskellige uddannelser med forskellige specifikke adgangskrav, kan du opleve, at der ved vurderingen af din ansøgning bliver taget udgangspunkt i forskellige gennemsnit.
Genberegningen af det digitale eksamensbevis sker automatisk.
Vil du vide mere? Så læs mere på Ug.dk
Hvis du vælger et eller flere uddannelseselementer på engelsk i uddannelsen, stilles der krav om, at du kan dokumentere kundskaber i engelsk svarende til engelsk B-niveau i Danmark. Hvis du ikke har dette, tilbyder UC SYD at gennemføre en engelsktest svarende til samme kompetencemæssige niveau, som du skal have bestået for at kunne deltage i faget
Genoptagelse - når du ikke har bestået uddannelsens første år
Genoptagelse er for dig, der tidligere har været indskrevet på den uddannelse, du søger ind på igen, og hvor du ikke har bestået første studieår.
Ansøgningsfrist
Søger du ind via optagelse.dk skal du have søgt senest den 15. marts kl. 12.00.
5-månedersreglen for genoptagelse
Når du søger genoptagelse, gælder 5-månedersreglen. Reglen betyder, at du skal være udmeldt i mindst 5 måneder inden studiestart på den uddannelse, du søger ind på.
Adgangskrav og tidligere beståede prøver
Du skal opfylde adgangskravene til uddannelsen, og beståede prøver kan ikke tages om, medmindre de er forældede efter uddannelsens regler. Brugte prøveforsøg overføres til den nye optagelse/indskrivning.
Grundlag for udmeldelse
Hvis du tidligere har været meldt ud af samme uddannelse, skal du kunne vise, at du nu har bedre forudsætninger for at gennemføre den.
Udmeldelsen kan være sket på baggrund af opbrugte eksamensforsøg, studieinaktivitet eller overskredet maksimal studietid.
Det samme gør sig også gældende, hvis du tidligere selv har meldt dig ud af uddannelsen, men hvor uddannelsen kunne have udmeldt dig.
Dokumentation til genoptagelse
Når du søger genoptagelse, skal du sende en kort personlig redegørelse. Her skal du forklare, hvordan du har forbedret dine muligheder for at gennemføre uddannelsen - fx hvad har du gjort anderledes siden sidst.
Genindskrivning – når du har bestået uddannelsens første studieår
Genindskrivning er for dig, der tidligere har været indskrevet på den uddannelse, du gerne vil optages på igen, og som har bestået uddannelsens første studieår.
Her skal du henvende dig til uddannelsen. Du kan læse mere om hvordan du søger genindskrivning her.
Vi har samlet de dokumenter, der kan være vigtige for din uddannelse. Find for eksempel studieordninger, praktikbeskrivelser og studieaktivitetsmodeller her.
Her finder du svar på nogle af de mest generelle spørgsmål om jordemoderuddannelsen. Finder du ikke det, du søger, er du altid velkommen til at kontakte os.
Der er ikke én typisk uge på jordemoderuddannelsen. Fagfordelingen varierer fra uge til uge og fra semester til semester. Typisk vil der være planlagt mellem 18 og 21 lektioner fordelt på tre dage. De to sidste dage er henholdsvis en skemafri dag beregnet til selvstudie og/eller gruppearbejde samt en fællesfokusdag på seks lektioner, hvor man arbejder i sin studiegruppe med obligatorisk pensum.
I klinikken har du i gennemsnit 30 timer pr. uge på sygehuset og en dag til selvstudie eller planlagt fælles undervisning. Arbejdet i klinikken er fordelt på alle ugens dage og alle døgnets timer.
Ja. Som professionsbachelor i jordemoderkundskab har du flere muligheder for at læse videre.
Du kan læse videre på master- og kandidatniveau, hvor der findes flere overbygninger, der er relevante og interessante for jordemødre. Du kan også efteruddanne dig med en sundhedsfaglig diplomuddannelse, som du blandt andet finder hos UC SYD Videreuddannelse.
Derudover kan du tage kortere uddannelser, hvis du for eksempel vil være klinisk vejleder for jordemoderstuderende eller arbejde med ultralydsscanning.
Ja - du kan ringe eller skrive til os og aftale et tidspunkt. Nogle uddannelser tager imod hele året, andre afholder Studerende for en dag-arrangementer et par gange om året, hvor du kan følge undervisningen sammen med andre interesserede.
En gang om året holder vi Åbent Hus, og her er du meget velkommen. Vores Åbent Hus-arrangement ligger i slutningen af januar eller februar. Læs mere om det her.
En motiveret ansøgning skal fortælle eller vise os, hvem du er, og ikke kun hvad du har lavet. Du skal lægge vægt på:
Hvilke personlige egenskaber du har.
Hvad der har betydet noget eller betyder noget for dig i dit liv.
Hvad der har gjort indtryk på dig, og hvad du har lært af det.
En motiveret ansøgning skal indeholde en beskrivelse af dine kvalifikationer og din begrundelse for at søge uddannelsen, og vi skal kunne se en sammenhæng mellem dine kvalifikationer, erfaringer og dit ønske om at læse til jordemoder.
En motiveret ansøgning er personlig, og derfor findes der ingen fast skabelon. Den må helst ikke fylde mere end 1 A4-side, dog højest 2.
Det er arbejde med pleje og/eller omsorg af syge, handicappede, gamle mennesker eller børn før skolealder.
Generelt gælder, at arbejdet skal være lønnet, og det må gerne være spredt ud over to forskellige arbejdsgivere. 18 til 27 timer om ugen tæller som halv tid regnet som et gennemsnit over 4 uger, og 28 timer og op efter tæller som fuld tid. Erhvervsarbejdet skal være optjent efter det fyldte 18. år, og erhvervserfaring erhvervet under uddannelse medregnes ikke.
Eksempler på studierelevant erhvervsarbejde er personlig handicaphjælper, medhjælper på handicaphjem, assistent i hjemmeplejen eller på plejehjem, sygehjælper, social- og sundhedshjælper/-assistent samt pædagogmedhjælper i vuggestue eller børnehave.
Vi er her for at hjælpe dig. Så kontakt os endelig hvis du har spørgsmål om optagelse, adgangskrav, valg af studie eller om selve uddannelsen.
Spørgsmål om optagelse, adgangskrav og ansøgning?
Har du spørgsmål om optagelse, adgangskrav, udfyldelse af din ansøgning, SU eller til valg af studie?
Har du spørgsmål til uddannelsen, job- og karrieremuligheder eller vil du gerne komme på besøg, så kontakt vores studievejleder.
Lene Kjærgård-Jensen | Susanne Nim |
Her finder du de regler og rammer, der er grundlaget for jordemoderuddannelsen. Vi har samlet de officielle dokumenter til dig, som relaterer sig til uddannelsen. Det giver dig en hurtig oversigt over bl.a. studieordninger, praktikbeskrivelser og bekendtgørelser. Du finder også studieaktivitetsmodellerne for uddannelsen. Modellerne viser dig bl.a. arbejdsbelastning, studieaktiviteter og undervisnings- og læringsformer gennem hele uddannelsen.
Find den gældende studieordning og de overordnede rammer for uddannelsen:
Studieordning jordemoderuddannelsen 2025
Ministerial Order on the Bachelor's Degree Programme of Midwifery
Her finder du de bekendtgørelser, der danner det juridiske grundlag for uddannelsen:
Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor i jordemoderkundskab
Bekendtgørelse om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser
Bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede videregående uddannelser
Læs reglerne for optagelse og adgang til jordemoderuddannelsen:
Se lovgrundlaget for professionsbacheloruddannelser i Danmark:
Bekendtgørelse af lov om erhvervsakademiuddannelser og professionsbacheloruddannelser
Få et overblik over indhold, mål og opbygning på hvert semester:
1. semester jordemoderuddannelsen
2. semester jordemoderuddannelsen
3. semester jordemoderuddannelsen
4. semester jordemoderuddannelsen
5. semester jordemoderuddannelsen
Her finder du UC SYDs Juridiske håndbog, der indeholder alle regler og retningslinjer for vores uddannelser.
4-5 ud af et hold på 32 studerende vil afvikle deres samlede uddannelse i Esbjerg. Alle andre vil skulle deltage i teoretisk undervisning på Jordemoderuddannelsen i Esbjerg, mens praktikken vil finde sted i enten Esbjerg, Kolding, Aabenraa eller Svendborg/Odense.
Når to bynavne står beskrevet med en skråstreg imellem dem som f.eks. Svendborg/Odense, så betyder det, at den kliniske undervisning foregår dels i Svendborg, dels i Odense. Det er en forudsætning for optagelse på jordemoderuddannelsen i Esbjerg, at du er indstillet på at afvikle din kliniske undervisning på et hvilket som helst af de tilknyttede praktiksteder.
I praktikperioderne vil du af og til få tilkaldevagter fra hjemmet, derfor er det vigtigt, at du arrangerer dig, så du kan nå frem til klinikstedet indenfor max. en time. Enten ved at bo tæt på praktikstedet eller f.eks. ved at låne en gæsteseng hos en studiekammerat i tilkaldevagterne.
Fordelingen på praktikstederne foretages umiddelbart efter optagelse. Du får mulighed for at lave en prioriteret liste over alle praktikstederne. Med baggrund i de optagne studerendes prioriteringer fordeles hvert hold på praktikpladserne. Hvis fordelingen ikke kan laves med baggrund i prioriteringerne alene, trækkes der lod. Der kan således ikke vises særligt hensyn over for eksempelvis studerende med børn.
Læs mere om retningslinjerne for fordeling af praktikpladser.
Blandt professionshøjskolerne er der udviklet en fælles studieaktivitetsmodel. Modellen er et redskab til at synliggøre de forskellige studieaktiviteter, som du forventes at arbejde med i forhold til din uddannelses formål.
Der er tre formål med studieaktivitetsmodellen:
Modellen skal bruges til at synliggøre, at de samlede studieaktiviteter reelt udgør en fuldtidsuddannelse. Det vil sige, at modellen kan give dig et overblik over forventede studieaktiviteter, og du kan derfor bruge den til at planlægge din tid som fuldtidsstuderende.
Modellen synliggør, at en professions- og erhvervsrettet uddannelse omfatter forskellige typer af studieaktiviteter.
Modellen danner grundlag for kommunikation og forventningsafstemning mellem dig som studerende og dine undervisere i forhold til studieintensitet og i forhold til roller og ansvar i de forskellige typer af studieaktiviteter.
Modellens kategorier
Uddannelserne er organiseret i henhold til den europæiske uddannelsesstandard ECTS, der udtrykker den gennemsnitlige arbejdsbelastning per uge.
Kategori 1: Deltagelse af undervisere og studerende. Initieret af underviser.
Kategori 2: Deltagelse af studerende. Initieret af underviser.
Kategori 3: Deltagelse af studerende. Initieret af studerende.
Kategori 4: Deltagelse af undervisere og studerende. Initieret af studerende.
Vi henviser alle praktikinstitutioner og praktikvejledere til at logge ind på ucpraktikportalen, hvor du finder alle dokumenter, der vedrører praktikken.